Tidligere ældreminister Mette Kierkgaard (M) sagde i forbindelse med offentliggørelsen af resultaterne af Ældreministeriets brugertilfredshedsundersøgelse for plejehjem, at undersøgelsen udgør et vigtigt redskab for kommunernes arbejde med at forbedre ældreplejen i tråd med reformen. Og den nuværende ældreminister Henrik Frandsen (M) har pointeret, at Ældreministeriet har bedt netop Danmarks Statistik gennemføre undersøgelsen for at sikre lødigheden, fordi den skal kunne fungere som et redskab for kommunerne.

Og i kommunerapporterne står der også, at resultaterne er præsenteret på kommunueniveau og giver et repræsentativt billede af resultaterne på tværs af kommunens plejehjem og på tværs af diverse baggrundsvariable.

Kommunerne har på den baggrund haft en forventning om, at de kunne bruge resultaterne til at træffe kvalificerede beslutninger på plejehjemsområdet.

Men NB-Ældres afdækning viser, at der er en række problemer med både metoden bag undersøgelsen og afrapporteringen i kommunuerapporterne, som gør, at kommunerne kan risikere at træffe beslutninger på et misvisende grundlag. De kan med andre ord komme til at prioritere forkert.

1. For det første indgår der plejehjem med helt ned til to besvarelser i resultaterne for de deltagende plejehjem i den enkelte kommune. Hvis der for eksempel kun er to respondenter, der har svaret på ét givet plejehjem, så tæller de relativt meget i det samlede resultat for kommunen, da Danmarks Statistik vægter resultaterne. Det kan give misvisende resultater, hvis disse to borgere har svaret anderledes end de øvrige respondenter på kommunens andre plejehjem, da de kommer til at tælle forholdsvis meget.

Danmarks Statistik har erkendt, at resultaterne af brugertilfredshedsundersøgelsen for plejehjem er behæftet med usikkerhed for de kommuner, hvor der er plejehjem, hvor kun få respondenter har svaret. Men denne usikkerhed står der ikke noget om i kommunerapporterne, ligesom det ikke fremgår, hvor mange respondenter der er for de enkelte plejehjem i kommunen. Dermed ved kommunerne ikke, om resultaterne i den enkelte kommune er til at stole på eller ej.

2. For det andet er der kommuner, hvor der er meget få plejehjemsbeboere, der samlet set har deltaget. Eller hvor det kun er enkelte plejehjem, der har deltaget, fordi plejehjemslederne ikke har ønsket at deltage i undersøgelsen. De har kunne takke nej på alle beboernes vegne. Forsker påpeger derfor, at datagrundlaget har været lidt for spinkelt i flere kommuner til, at man kan udtale sig på kommuneniveau. Ligesom der stilles spørgsmålstegn ved at kalde undersøgelsen repræsentativ på kommuneniveau.

Danmarks Statistik har erkendt, at undersøgelsen ikke er repræsentativ på kommuneniveau. Til trods for, at det står i rapporterne. Myndigheden siger i stedet, at resultaterne kun kan bruges til at sige noget om de plejehjem, som har deltaget.

Men næste problem er, at man som kommune ikke kan se, hvilke plejehjem som har deltaget. Derfor kan kommunerne ikke vide, hvilke plejehjem som resultaterne egentlig dækker over i den form, der foreligger med rapporter på kommuneniveau.

Og selv hvis kommunerne fik at vide, hvilke plejehjem, som havde deltaget, så ville resultaterne ikke nødvendigvis være repræsentative for disse plejehjem, selv om det står i rapporten. Det erkender Danmarks Statistik også. De har vægtet resultaterne for at imødegå et skævt bortfald, men det gør kun, at resultaterne giver et mere retvisende billede af tilfredsheden blandt beboerne på de deltagende plejehjem - og ikke et repræsentativt billede, som der står i rapporterne.

3. For det tredje har professor påpeget, at der er alt for få svar i undersøgelsen til, at resultaterne kan sige noget brugbart på de deltagende plejehjem, når man går helt ned på for eksempel køns- og aldersfordeling som er tilfældet i rapporterne.

Danmarks Statistik har erkendt, at der er usikkerhed forbundet med resultaterne opdelt på forskellige baggrundsvariable, selv om der ikke står noget om det i kommunerapporterne. Kommunerne skal således også være varsomme med at bruge disse resultater.

4. For det fjerde er svarprocenten angivet ud fra, hvor mange plejehjemsbeboere der bor på de plejehjem, hvor plejehjemslederen har sagt god for deltagelse. Og ikke ud fra hvor mange, der bor på alle de inviterede plejehjem. Professor påpeger, at det er meget mere relevant at opgive den ud fra alle de inviterede plejehjem for, at kommunerne kan vurdere brugbarheden af kommunuerapporterne.

Ved at opgøre den på den måde, vil svarprocenten blive mindst fem procentpoint lavere for 64 kommuner. Og for hele 18 kommuner er den mindst 20 procentpoint lavere.

Danmarks Statistik mener, at de har beregnet svarprocenten på den rigtige måde.

5. For det femte påpeger professor, at plejehjemsundersøgelsen er designet på en måde, så den aldrig kunne blive repræsentativ på kommuneniveau, da respondenterne ikke er udvalgt tilfældigt. Plejehjemslederne er blevet spurgt, om det enkelte plejehjem vil deltage. De har dermed kunne sige nej til deltagelse. Og det er dermed ikke tilfældigt, hvilke plejehjemsbeboere der er med.

Kommunerne kommer dermed aldrig til at kunne bruge resultaterne på kommuneniveau, lige meget hvilke yderligere oplysninger om datagrundalget, som Ældreministeriet eventuelt vælger at offentliggøre.

Denne artikel er skrevet på baggrund af hele NB-Ældres afdækning af problemerne med Ældreministeriets brugertilfredshedsundersøgelse for plejehjem. Du kan læse alle artiklerne her.