Jacob Mark (SF), børne-, ældre- og boligminister og Jakob Bigum Lundberg, formand for Kommunale Velfærdschefer.

Jacob Mark (SF), børne-, ældre- og boligminister og Jakob Bigum Lundberg, formand for Kommunale Velfærdschefer. - Foto: Billede af Jacob Mark: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Velfærdschef udfordrer minister: Debat om fremtidens ældrepleje er ikke at give op

En diskussion om fremtidens ældrepleje handler ikke om at sænke ambitionerne, men om at finde nye måder at sikre velfærden på, mener formanden for Kommunale Velfærdschefer.

Udgivet: 20/10/2026

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Det handler hverken om at give op eller om at acceptere en dårligere ældrepleje. Tværtimod handler det om at finde nye måder at sikre velfærden på, når kommunerne ikke længere kan skaffe medarbejdere nok til at levere ældrepleje som i dag.

Sådan lyder budskabet fra Jakob Bigum Lundberg, formand for Kommunale Velfærdschefer, der fastholder behovet for en national diskussion om, hvad borgerne fremover kan forvente af ældreplejen.

"Det handler bestemt ikke om at give op, men det handler om at se nogle nye veje og se noget realisme i de veje, vi skal gå. Det tænker jeg da også kommer til at være en del af regeringens kommende arbejde med en rekrutteringsplan og en 2040-plan, som virker som et rigtig godt og velkomment tiltag. Det ser jeg meget frem til," siger han til NB-Ældre.

Udmeldingen kommer, efter at børne-, ældre- og boligminister Jacob Mark (SF) på forhånd har afvist at lægge op at sænke ambitionerne for fremtidens ældrepleje.

Men ifølge Jakob Bigum Lundberg er det netop nødvendigt at diskutere, hvordan kommunerne skal indrette ældreplejen, når antallet af plejekrævende ældre vokser, uden at kommunerne kan rekruttere et tilsvarende antal medarbejdere.

En fælles erkendelse

Ministeren og formanden for Kommunale Velfærdschefer er ellers enige om én væsentlig ting: Regeringens kommende nationale rekrutteringsstrategi kommer ikke til at løse manglen på medarbejdere i ældreplejen.

Det erkendte Jacob Mark i et interview med NB-Ældre i slutningen af september. Han understregede dog, at strategien kan mindske den forventede mangel og danne grundlag for yderligere politiske initiativer.

Ifølge Finansministeriets fremskrivninger kan efterspørgslen efter sosu-personale overstige udbuddet med 23.800 medarbejdere i 2035.

Men hvor Jakob Bigum Lundberg mener, at udsigten til mangel på medarbejdere gør det nødvendigt allerede nu at afstemme forventningerne til fremtidens ældrepleje, vil ministeren ikke på forhånd lægge op til at sænke ambitionerne.

"Jeg har ikke tænkt mig, inden jeg overhovedet går ind i det arbejde, at sige, at nu slækker vi på ældreplejen i fremtiden," sagde Jacob Mark til NB-Ældre.

I stedet vil han arbejde videre med ambitionerne i ældrereformen om at styrke og frisætte ældreplejen.

Nye løsninger

Ifølge Jakob Bigum Lundberg skal fremtidens ældrepleje planlægges ud fra, hvor mange medarbejdere kommunerne realistisk kan få til rådighed.

"Vi kommer ikke til at kunne levere velfærd i fremtiden på den måde, vi gør i dag, for de medarbejdere kan vi simpelthen ikke finde til det," siger han.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at ældreplejen bliver dårligere, understreger han.

Målet er at finde nye måder at tilrettelægge hjælpen på, så kommunerne fortsat kan sikre en god ældrepleje, selv om der bliver færre medarbejdere i forhold til antallet af plejekrævende ældre.

"Hvordan kan vi finde nogle nye løsninger, som gør, at vi bagefter tænker, det var da mindst lige så godt og måske endda bedre, nogle af de løsninger vi fandt," siger han.

Men det kræver ifølge formanden, at politikerne og kommunerne i fællesskab diskuterer, hvordan fremtidens ældrepleje skal indrettes.

Efterlyst i flere år

Det er ikke første gang, kommunale ældrechefer efterlyser en national diskussion om fremtidens ældrepleje.

Allerede i februar 2024 viste en rundspørge fra NB-Ældre, at 36 ud af 43 ældredirektører, der besvarede spørgsmålet, mente, at der var behov for en national diskussion med borgerne om, hvad de fremover kan forvente af den kommunale ældrepleje.

Dengang afviste daværende ældreminister Mette Kierkgaard (M) at tage initiativ til en sådan forventningsafstemning med henvisning til, at ældrereformen ikke ændrede på, hvad borgerne kunne få hjælp til.

Sidst opdateret: 20/10/2026 - 11:51

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]