
"Det er alvorligt. Tal er magt, og især når man går ud og siger, det er en landsdækkende undersøgelse lavet af Danmarks Statistik," siger professor Ole Helby Petersen om angivelserne af svarprocenterne.
Professor anfægter metode i undersøgelse: Ikke offentliggjorte tal viser meget lavere svarprocenter
Man har sendt noget ud, som kan føre til politik, der er misinformeret, siger professor. Danmarks Statistik afviser kritikken af metoden.
Udgivet: 26/03/2026
I Halsnæs Kommune er svarprocenten på 55 procent i Ældreministeriets storstilede tilfredshedsundersøgelse på plejehjemmene, står der i kommunerapporten. Umiddelbart lyder det som en rigtig flot svarprocent, som dermed kan give et reelt billede af plejehjemsbeboernes tilfredshed.
Men i virkeligheden vil det som man ifølge professor Ole Helby Petersen normalt betegner som svarprocenten kun være otte procent for Halsnæs Kommune i denne undersøgelse.
Det viser beregninger, som NB-Ældre har lavet på baggrund af indsigt i ikke offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik over antal plejehjemsbeboere på de inviterede plejehjem i hver kommune. Den ifølge professoren reelle svarprocent er imidlertid ikke oplyst i kommunerapporten. Ligesom den ikke er for de andre kommuner, hvor den i mange tilfælde også er meget lavere end de oplyste svarprocenter.
“Man har sendt noget ud, som i bedste fald er ubrugeligt, og i værste fald er misvisende og kan føre til politik, der er misinformeret. Det er alvorligt. Tal er magt, og især når man går ud og siger, det er en landsdækkende undersøgelse lavet af Danmarks Statistik. Så vil der være mange byrådspolitikere med begrænset statistisk indsigt, der kan tolke det helt forkert,” siger Ole Helby Petersen, professor i offentlig forvaltning på Roskilde Universitet.
Han både underviser i statistik og spørgeskemametode, og bruger det i sin egen forskning. Derudover er han chefredaktør på det største internationale tidsskrift inden for offentlig forvaltning, hvor han hvert år vurderer omkring 1.000 manuskripter lavet på baggrund af forskellige metoder - herunder spørgeskemaundersøgelser.
Sådan er svarprocenterne beregnet
Den mest relevante svarprocent ifølge professoren
I Halsnæs Kommune bor der 213 plejehjemsbeboere på de inviterede plejehjem. 17 har svaret på Ældreministeriets brugertilfredshedsundersøgelse for plejehjem. Det svarer til en svarprocent på 8 procent.
Den oplyste svarprocent
Men i kommunerapporten for Halsnæs Kommune er svarporcenten oplyst til 55 procent. Denne er beregnet ud fra beboertallet på de plejehjem, hvor plejehjemslederen har sagt god for, at beboerne må deltage. Dette tal er 31 for Halsnæs Kommune.
Ikke gængse standarder
Problemet er ifølge professoren, at den svarprocent, som er oplyst i kommunerapporterne, er beregnet ud fra antallet af beboere på de plejehjem, hvor plejehjemslederen har sagt god for, at beboerne kan deltage. Og ikke ud fra antallet af beboere på alle de inviterede plejehjem.
“Man får intet at vide om det, som er endnu mere relevant, nemlig hvor mange, der er blevet spurgt i alt, og hvor stor en andel af dem, der var blevet spurgt i alt, der så endte med at svare,” siger professoren og fortsætter:
“Man kan stille sig lidt undrende over for Danmarks Statistik, og hvorfor de har lavet undersøgelsen på den her måde. Fordi den egentlig ikke gør tingene og afrapporterer tingene på en måde, der lever op til de gængse standarder.”
Mangler mest relevante svarprocent
I rapporterne får man at vide, hvor mange som har deltaget for den enkelte kommune, hvilket er 17 for Halsnæs Kommune, og hvad svarprocenten er beregnet ud fra de plejehjemsbeboere, som bor på de plejehjem, hvor lederen har godkendt deltagelse.
“Men de 17, der har svaret i Halsnæs Kommune, hvor stor en andel udgør de af dem, der er blevet spurgt i alt? Det er det, kommunens politikere har brug for at vide, for at vide, hvor meget de skal bruge den her undersøgelse til,” siger Ole Helby Petersen, under forudsætning af, at metoden i øvrigt havde været i orden.
“Den oplyste svarprocent i rapporterne giver kun halvdelen af billedet. Det er ikke misvisende at sige, at det er en del af svarprocenten, men det er langt fra dækkende til at sige, at det dækker det, vi normalt vil opfatte som svarprocent,” siger professoren og fortsætter:
“Så for en politiker i et byråd, der mangler den klart mest relevante svarprocent. Den er ikke oplyst.”
Afviser kritikken
NB-Ældre har spurgt Danmarks Statistik, hvorfor de ikke har oplyst svarprocenten ud fra, hvor mange beboere der bor på de inviterede plejehjem. Til det svarer myndigheden i et skriftlig svar:
"Svarprocenten skal beregnes på baggrund af de plejehjem, som undersøgelsen dækker. Og da undersøgelsen ikke dækker alle plejehjem, så er det ikke det samlede antal plejehjemsbeboere, der skal beregnes svarprocent ud fra."
Vi har også spurgt myndigheden, om de er enige i, at det kan vildlede kommunerne, når svarprocenten oplyses på denne måde. Det har de ikke forholdt sig til.
NB-Ældre har fået en oversigt fra Danmarks Statistik over, hvor mange plejehjemsbeboere der er i hver kommune på de plejehjem, som er inviteret til at deltage. Vi har dermed beregnet den ifølge professoren mere relevante svarprocent for kommunerne i artiklen nedenfor.
Datagrundlaget bag undersøgelsen
Alle plejehjem med minimum 12 beboere på Plejehjemsoversigten, der administreres og offentliggøres af Sundhedsdatastyrelsen, er inviteret til at deltage med beboerne i undersøgelsen.
681 af i alt 921 inviterede plejehjem, har tilmeldt sig undersøgelsen og derudover er yderligere to plejehjem, der ikke var på oversigten, tilmeldt undersøgelsen.
Data er indsamlet fra i alt 646 plejehjem, da nogle plejehjem meldte fra undervejs i dataindsamlingen.
Af de i alt 28.015 beboere på plejehjem, der har haft mulighed for at deltage i undersøgelsen (red. altså bor på de plejehjem, hvor plejehjemslederen har godkendt deltagelse), er der gennemført interviews med 9.848 beboere. Svarprocenten er beregnet til 35 procent på landsplan.
Hvad der ikke står i kommunerapporterne er, hvor mange som bor på alle de inviterede plejehjem. Altså på alle plejehjemmene med minimum 12 beboere. Det er det tal, som NB-Ældre har fået fra Danmarks Statistik opdelt på kommuneniveau.
Kilde: Kommunerapporterne fra Ældreministeriets brugetilfredshedsundersøgelse for plejehjem
Sidst opdateret: 26/03/2026 - 14:15











































