Dorte West (V), formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg og borgmester i Herning Kommune, advarer om, at sundhedsreformen kan presse kvaliteten i ældreplejen.

Dorte West (V), formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg og borgmester i Herning Kommune, advarer om, at sundhedsreformen kan presse kvaliteten i ældreplejen. - Foto: Herning Kommune

Ny KL-formand advarer: Opgaveflyt må ikke forringe ældreplejen

Når opgaver flyttes fra kommuner til regioner i forbindelse med sundhedsreformen, må det ikke gå ud over kvaliteten i ældreplejen, siger ny formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg, Dorte West (V).

Udgivet: 14/04/2026

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Den nye formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg advarer om, at sundhedsreformen kan presse kvaliteten i ældreplejen.

Reformen flytter opgaver fra kommuner til regioner, samtidig med at kommunerne stadig er i gang med at implementere ældrereformen.

"Det må ikke føre til forringelser i ældreplejen. Tværtimod skal det gerne betyde forbedringer," siger Dorte West (V), der også er borgmester i Herning Kommune.

Situationen afspejler en bredere udfordring på ældreområdet, hvor flere reformer skal implementeres på samme tid. Kommunerne er i gang med at omlægge til helhedspleje, samtidig med at der er udsigt til mangel på medarbejdere. Når opgaver flyttes, og nye samarbejder skal etableres, kan det påvirke arbejdet med at skabe sammenhæng og kvalitet i indsatsen.

Fik du læst?

Dorte West skal stå i spidsen for KL’s sundheds- og ældreudvalg

Det kan samtidig udfordre den sammenhæng, som netop er et centralt mål i ældrereformen, peger Dorte West på.

"Vi har nogle gode erfaringer med opgaver tæt på borgerne. Dem skal man tage med videre," siger hun.

Hvis ikke det lykkes, er der en reel risiko for, at borgerne oplever mere fragmenterede forløb – stik mod reformernes intention.

Reformer oven i reformer

Kombinationen af flere samtidige reformer er i sig selv også en udfordring. Kommunerne skal både ændre deres egen praksis og samtidig finde sig til rette i nye sundhedsråd, hvor samarbejdet med regionerne stadig er under opbygning.

Det øger risikoen for, at implementeringen af ældrereformen mister fart, mens nye opgaver flyttes.

Alligevel vurderer Dorte West, at kommunerne overordnet er godt i gang.

"Jeg tror egentlig, at de fleste kommuner ruller det pænt ud," siger hun.

En del af løsningen er ifølge KL-formanden, at der ikke presses ens modeller ned over hele landet.

"Det skal ikke være one size fits all. Der er forskel på demografi og geografi," siger Dorte West.

Hun peger på, at løsninger, der fungerer i én kommune, ikke nødvendigvis kan overføres direkte til en anden.

Klar besked til ny regering

Midt i regeringsforhandlingerne sender hun en klar opfordring: Fortsæt reformarbejdet, men hold fokus på, hvad det skal føre til.

"De reformer, der er sat i gang, skal man fortsætte med at have fokus på, både implementering og formål," siger Dorte West.

Hun fremhæver især behovet for at styrke forebyggelsen og mindske ulighed i sundhed, blandt andet gennem en kommende folkesundhedslov. For den nye formand er succeskriteriet enkelt: At reformerne faktisk forbedrer ældreplejen, ikke det modsatte.

"Vi skal finde gode løsninger – både i forhold til reformerne og mangel på arbejdskraft," siger Dorte West.

Sidst opdateret: 14/04/2026 - 12:00

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]