
"Jeg er utrolig stolt og taknemmelig over de to udpegninger og jeg glæder mig rigtig meget til arbejdet i KL," skriver Dorte West. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dorte West skal stå i spidsen for KL’s sundheds- og ældreudvalg
Herning-borgmesteren bliver ny formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg i den kommende valgperiode. Samtidig indtræder hun for første gang i KL’s bestyrelse.
Udgivet: 17/03/2026
Når Kommunernes Landsforening (KL) i den kommende valgperiode skal sætte retningen for kommunernes arbejde med sundhed og ældre, bliver det med Dorte West (V) i formandsstolen.
Det oplyser KL i en pressemeddelelse.
Herning-borgmesteren er samtidig for første gang blevet valgt ind i KL’s bestyrelse, som består af 17 borgmestre fra hele landet.
På gruppemøderne under KL’s Topmøde 2026 i sidste uge har de kommunale partier fordelt posterne i organisationens politiske ledelse frem mod 2030. Her er Herning-borgmesteren blevet udpeget som formand for KL’s sundheds- og ældreudvalg, mens Britt Jensen (S), borgmester i Rødovre, bliver næstformand.
Udvalget får en central rolle i de kommende år, hvor kommunerne står midt i implementeringen af både sundhedsreformen og ældrereformen.
Dorte West afløser Anders Winnerskjold (S), borgmester i Aarhus Kommune, som overtog posten i efteråret 2024 efter en rokade i KL’s ledelse. Dengang trådte Winnerskjold ind i bestyrelsen og blev formand for udvalget med ansvar for ældreområdet, efter at Jacob Bundsgaard (S) trak sig fra politik.
I et opslag på Facebook skriver Dorte West, at formandsposten har været et stort ønske fra hendes side:
"Jeg er utrolig stolt og taknemmelig over de to udpegninger og jeg glæder mig rigtig meget til arbejdet i KL," skriver hun.
Sidst opdateret: 17/03/2026 - 11:45










































