Hvis kommunerne vil opnå succes med at inddrage civilsamfundet i ældreplejen, er et af de vigtigste forhold, at de ikke selv definerer opgaverne, men inddrager civilsamfundet i, hvad de gerne vil lave.

Sådan lyder det fra Helle Hygum Espersen, chefanalytiker og forsker ved Vive.

En af de tre bærende værdier i ældrereformen er et ‘tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund’. Det gælder for eksempel i forhold til forebyggelse og de nye friplejehjem. NB-Ældre har derfor talt med Helle Hygym Espersen, som forsker i civilsamfundet, om, hvad kommunerne skal gøre, hvis de skal opnå succes med den del af ældrereformen.

“Hvis kommunen sidder og definerer, hvilke opgaver civilsamfundet skal tage, vidner det om en umodenhed i forhold til at forstå, hvad civilsamfundet er. Nogle gange oplever jeg, at det er sådan,” siger Helle Hygym Espersen og sammenligner det med et ægteskab.

“Det handler utroligt meget om tilgangen. Det er ligesom et ægteskab derhjemme, hvor hvis det er mig, som skal definere alt, hvad min mand skal lave, så fungerer det ikke ret godt. Hvis vi derimod kan finde ud af det i fællesskab, så vi fordeler det, så fungerer det bedre. Selv om det måske stadig er opvasken, vi taler om,” siger hun.

Kommunerne skal arbejde med at styre mindre end de plejer og forhandle med andre aktører om, hvad der giver mening.

“Det kræver, at man ikke styrer på den samme måde, som man plejer ud fra effektivitet og resultater. Det kan godt være svært for kommunerne, når det er det, som de er vant til,” forklarer hun.

Kortlæg målet med samarbejdet

Men allerførst skal kommunerne gøre sig overvejelser over, hvorfor de vil samarbejde med civilsamfundet. Det er nemlig afgørende for, hvem i civilsamfundet, som de skal inddrage.

Helle Hygym Espersen peger på fire modeller, som samarbejdet kan tage udgangspunkt i.

Institutionelle helhedsløsninger: Her arbejder man med at skabe sammenhæng og synergi mellem forskellige arenaer. Når man snakker om plejehjem handler det om at gøre det til en integreret del af lokalsamfundet og omvendt. Det kræver noget strukturelt og organisatorisk.

Demokratiperspektiv: Man vil samarbejde med civilsamfundet, fordi man gerne vil styrke deltagelsesdemokratiet. Man vil gerne have borgerne mere på banen. Ved at samarbejde med civilsamfundet kan man bringe borgernes interesser og holdninger mere ind i måden, man tænker og forstår velfærdsløsninger på.

Tvungen samskabelse: Her giver kommunen nogle opgaver til civilsamfundet, fordi det offentlige ikke har råd. Det er der ikke mange gode empiriske eksempler på.

Serviceinnovation: Man samarbejder med civilsamfund og borgere i professionelt tilrettelagte processer, hvor man inddrager borgere og civilsamfund for at udvikle servicen. Det, man fokuserer på, er, hvordan man kan optimere kvaliteten af servicen. Man har nogle udviklingsprocesser, hvor man forsøger at blive klogere på, hvordan man for eksempel laver et godt plejehjem. Det er ofte midlertidige processer.

“Hvis du for eksempel vil inddrage civilsamfundet i arbejdet med udvikling af service på et plejehjem, så er det ikke så vigtigt, hvem du involverer. Så kan du sagtens nøjes med at involvere den toneangivende organisation i lokalområdet og fire af de stærkeste ældre på plejehjemmet. Men hvis du for eksempel vil arbejde med et demokratiperspektiv, så er du nødt til at overveje, hvordan man kan nå bredere ud,” forklarer hun og kommer med et par eksempler til

“Hvis det er nogle overordnede organisatoriske løsninger som i model et, så vil man typisk ikke inddrage borgerne selv. Hvis man arbejder med tvungen samskabelse, så vil det derimod ikke være afgørende, hvem som bliver inddraget.”

Derudover peger Helle Hygum Espersen også på, at kommunerne skal arbejde med at skabe parathed i deres egen organisation, så medarbejderne føler sig trygge.

“Vi ser mange gange, at medarbejdere på ældreområdet er bange for at miste deres job. Man skal arbejde med kulturen og med, hvordan kan det give værdi for de ældre og medarbejderne at inddrage civilsamfundet,” siger hun.