
“Traditionelt har sygeplejerskerne dokumenteret i deres modul, terapeuterne i deres og plejen i deres. Hvis man vil lave en ny helhedspleje og få de forskellige elementer integreret, så giver det også mening at lave en digital understøttelse, som er integreret," siger Pia Kürstein Kjellberg, projektchef i Vive. - Foto: Pressefoto
Ældreforsker: Tænk helheden ind i dokumentationen
Sygeplejerskerne skal tænkes ind i helheden, og helheden skal tænkes ind i dokumentationen, hvis kommunerne vil opnå at bruge mindre tid på dokumentation, råder forsker.
Udgivet: 13/08/2024
Hvis kommunerne vil realisere de ambitioner, der er i ældrereformen omkring mindre dokumentation, så er der én central ting, som er afgørende. Det er helhedstankegangen.
Det siger Pia Kürstein Kjellberg, projektchef i Vive, som i over 25 år har forsket i ældreområdet.
“Det vigtigste, de skal tage stilling til, er, hvad de vil have med som en del af helheden. De skal tage stilling til det strategisk, fordi det får nogle afledte konsekvenser. Jeg vil opfordre kommunerne til aktivt at gå ind i helhed, også i dokumentationen, når de skal arbejde med at virkeliggøre ældrereformen,” siger Pia Kürstein Kjellberg.
Med ældrereformen bliver der lagt op til et koncept omkring helhedspleje, hvor ambitionen er at samle hele den faglige indsats, der bliver leveret til borgerne, i en helhed. Men kommunerne skal selv tage stilling til, om de vil tænke sygeplejerskerne med. Sundhed er som bekendt ikke tænkt direkte ind i ældrereformen.
“Hvis de ikke tager stilling til det strategiske, er risikoen, at man kommer til at fastholde nogle fragmenterede indsatser qua dokumentationen og dermed bruge mere tid på det, end man egentlig behøver. Ens dokumentation kan enten være med til at understøtte helheden eller trække i andre retninger,” forklarer Pia Kürstein Kjellberg.
Om kommunerne vælger at tage sygeplejerskerne med i helheden betyder noget i forhold til, hvordan man dokumenterer.
“Traditionelt har sygeplejerskerne dokumenteret i deres modul, terapeuterne i deres og plejen i deres. Hvis man vil lave en ny helhedspleje og få de forskellige elementer integreret, så giver det også mening at lave en digital understøttelse, som er integreret. Hvor man har et fælles overblik over borgeren, og kun har én historie om, hvilken indsats borgeren skal have,” siger hun.
Helhed i kvalitetsmål
Med ældrereformen lægger aftalepartierne også op til, at der skal være nogle centrale kvalitetsindikatorer til nationalt at følge udviklingen i kvaliteten af ældreplejen. Desuden skal der offentliggøres oplysninger om faste teams og medarbejderkontinuitet.
Pia Kürstein Kjellberg peger i den forbindelse på, at det er vigtigt at tænke helheden ind i den måde, man opgør og trækker data på. Det gælder for eksempel i forhold til medarbejderkontinuitet.
“Jeg vil virkelig opfordre til, at man tager et helhedsorienteret blik på fænomenet kontinuitet. For i mange af de operationaliseringer af, hvordan man måler kontinuitet i kommunerne, måler man det inden for den enkelte lille organisatoriske del. De måler for eksempel kontinuitet i dagtid i hjemmeplejen,” siger Pia Kürstein Kjellberg og fortsætter:
“Men hvis målet er helhed, så burde det være den samlede mængde af fagprofessionelle, der leverer indsatser til borgerne, uagtet om det er dag, aften, nat eller weekend, og uagtet om de er sygeplejersker, terapeuter, assistenter eller ufaglærte.”
Sådan opnår kommunerne succes med implementeringen af ældrereformen
En række eksperter giver deres bud på, hvilke udfordringer kommunerne skal løse i forbindelse med implementeringen af ældrereformen for at kunne leve op til aftalepartiernes mål.
Eksperterne kommer også med gode råd til, hvad kommunerne skal gøre for at komme i mål med en succesfuld implementering.
Se tidligere artikler i serien:
Professor anbefaler kommuner at afprøve lokalplejehjem
Implementeringen af visitationspakker bliver afgørende for øget fleksibilitet
Forsker: Tre udfordringer bliver afgørende i samarbejdet med private leverandører
Sidst opdateret: 13/08/2024 - 07:26










































