At visitationspakker skal give medarbejderne øget fleksibilitet kræver den rette implementering, en kulturændring og faste teams, siger Emmy Hjort-Enemark Topholm, senioranalytiker hos VIVE.

At visitationspakker skal give medarbejderne øget fleksibilitet kræver den rette implementering, en kulturændring og faste teams, siger Emmy Hjort-Enemark Topholm, senioranalytiker hos VIVE. - Foto: Pressefoto

Implementeringen af visitationspakker bliver afgørende for øget fleksibilitet

Borgernær visitation gennem pakker skal ifølge ældrereformen øge fleksibiliteten hos medarbejderne. Men det sker langt fra automatisk, påpeger forsker og nævner flere forhold, som er afgørende for succes.

Udgivet: 23/05/2024

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

For at kommunerne skal lykkes med at give de ældre mere selvbestemmelse og medarbejderne øget fleksibilitet i forbindelse med ældrereformen, så er det ikke nok bare at indføre få pleje- og omsorgsforløb. Det kræver, at pakkerne bliver implementeret på rette vis.

Det påpeger Emmy Hjort-Enemark Topholm, senioranalytiker hos VIVE, som bl.a. forsker i visitationsmodeller og tværfaglige teams.

“Pakkemodellen i sig selv er ikke nødvendigvis lykken. Så kommunerne skal være opmærksomme på, at det ikke er nok bare at lave en ny bevillingsstruktur og et nyt indsatskatalog. For der kan ske meget fra en visitator sidder og vurderer, hvilken pakke en borger skal have, til den lander på den udførende medarbejders køreliste,” siger Emmy Hjort-Enemark Topholm.

Aftalepartierne bag ældrereformen er enige om, at der med en ny ældrelov indføres helhedspleje og borgernær visitation i ældreplejen. Dette er en forudsætning for en ældrepleje med mere selvbestemmelse, fleksibilitet og sammenhæng, hedder det i ældrereformen. Men kommunerne skal altså være opmærksomme på, hvordan de implementerer pakkerne for at kunne opnå de gevinster som er målet med ældrereformen.

“Det er altså ikke givet, at pakker giver mere fleksibilitet, mulighed for individuelle tilpasninger og en oplevelse af tillid blandt det udførende personale. Det kræver, at de bliver implementeret således, at den udførende medarbejder oplever øget fleksibilitet og mulighed for at tilrettelægge hjælpen efter borgernes behov,” siger senioranalytikeren.

Serie

Sådan opnår kommunerne succes med implementeringen af ældrereformen

I disse uger giver en række eksperter deres bud på, hvilke udfordringer kommunerne skal løse i forbindelse med implementeringen af ældrereformen for at kunne leve op til aftalepartiernes mål.

Eksperterne kommer også med gode råd til, hvad kommunerne skal gøre for at komme i mål med en succesfuld implementering.

Se tidligere artikler i serien:

Professor anbefaler kommuner at afprøve lokalplejehjem

Teamet skal stå for planlægningen

Der er rigtig mange kommuner, som har erfaringer med pakkemodeller. Og mange af erfaringerne er, at de ikke i sig selv giver oplevelsen af individuel tilpasning, fordi vurderingen bag pakkerne er standardiseret, forklarer Emmy Hjort-Enemark Topholm.

“Vi har også set eksempler på, at når pakken rejser gennem omsorgssystemet, så bliver der sat minutter på. Så når den ender på den enkeltes køreliste, så er der kommet minutter på, men det er noget omsorgssystemet sætter på. Medarbejderne oplever således ikke, at de har autonomi og mulighed for at vurdere, hvor lang tid de skal bruge det ene og det andet sted,” siger hun.

Oplevelser af manglende fleksibilitet skyldes også, at det fortsat er en visitator, som vurderer plejebehovet og typisk er planlæggere i hjemmeplejen. De pakker pakkerne ud og omfordeler tiden mellem borgerne, så økonomien alt i alt går op, fordi det er gynger og karruseller princippet. Men udførerne oplever ikke den fleksibilitet som pakkerne i teorien indeholder, forklarer Emmy Hjort-Enemark Topholm.

“Derfor er man nødt til at implementere det, så princippet om gynger og karruseller slår igennem hos de udførende medarbejdere. Det kan enten ske ved, at man skaber et bedre samarbejde mellem planlæggere og de udførende, ellers skal man lægge planlægningen ud i teamet, så de selv oplever at få ansvaret for og overblikket over den fleksibilitet, der ligger i pakkemodellen,” siger senioranalytikeren.

Faste teams og kulturændring nødvendig

Samtidig viser VIVE's studier, at det er en forudsætning, hvis man vil lykkes med at få gynger og karruseller princippet implementeret på udførerniveau, at implementere faste teams. 

“Det vil sige små teams. For hvis medarbejderne skal tage ansvar for, hvilken hjælp borgerne skal have, så er de nødt til at have kontinuitet og kendskab til borgerne,” siger VIVE-forskeren.

Hvis borgernær visitation skal blive en succes, kræver også en kulturændring.

“Især social- og sundhedsmedarbejderne er i mange år blevet bedt om at have hovedet under armen og gøre det, som står på listen. Men hvis de rent faktisk får mere fleksibilitet til at tilrettelægge indsatsen efter borgernes behov, så skal de på en måde genlære at tænke selv. Det kræver en tilvænning viser vores undersøgelser,” forklarer Emmy Hjort-Enemark Topholm.

Sidst opdateret: 23/05/2024 - 09:56

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]