
De fleste kommuner er udfordret af mangel på arbejdskraft og et øget antal ældre borgere. Mange kigger derfor efter løsninger på, hvordan man kan udnytte ressourcerne bedst muligt, og det er rehabiliteringsindsatsen i Roskilde Kommune er godt eksempel på. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix (arkiv)
Succesrig rehabilitering i Roskilde gør de ældre hurtigere selvhjulpne
For at løse udfordringen med mangel på arbejdskraft har Roskilde Kommune i en årrække arbejdet systematisk med rehabilitering. Sundheds- og omsorgschefen giver opskriften på den succesrige indsats.
Udgivet: 20/02/2024
Borgernes livskvalitet er blevet bedre. Og samtidige har de brug for mindre hjælp fra kommunen på sigt, hvilket frigiver ressourcer til andre borgere.
Det er nogle af de gode gevinster ved den systematiske rehabiliteringsindsats, som Roskilde Kommune har kørt med i en årrække, fortæller sundheds- og omsorgschef Betina Arendt fra Roskilde Kommune.
“Vi troede på, at både borgere og vi ville vinde noget ved det, hvis man investerer i starten og giver dem meget hjælp. Det er de færreste, der har lyst til livslang kontrakt med kommunen, hvis man kan selv,” siger sundheds- og omsorgschefen.
De fleste kommuner er udfordret af mangel på arbejdskraft og et øget antal ældre borgere. Mange kigger derfor efter løsninger på, hvordan man kan udnytte ressourcerne bedst muligt, og det er rehabiliteringsindsatsen i Roskilde Kommune er godt eksempel på.
“Alle kommuner kan gøre det samme, hvis de vil det. Jeg tror dog, det er vigtigt, at man har medarbejderne med, når man skal udvikle det, så de er en del af det fra starten og kan se meningen med det,” siger Betina Arendt.
Meningsfyldte mål for borgerne
Rehabiliteringsindsatsen i Roskilde kører gennem et team, hvor alle nyvisiterede borgere til hjemmeplejen, som kan deltage, starter. Der er de seks til tolv uger, hvorefter teamet vurderer, om de er blevet helt selvhjulpne eller skal overgå til almindelig hjemme- og sygepleje og fortsætte arbejde. Samme metode bliver også brugt i forhold til rehabilitering på andre områder i kommunen.
En ny borger bliver vurderet ud fra forskellige screeninger, der bliver lavet en sygeplejefaglig udredning, terapeut vurderer det fysiske niveau, ligesom ernæringstilstanden bliver vurderet. Derefter bliver der holdt et tværfagligt koordinerende møde.
“Hele grundtanken er, at vi sammen med borgerne sætter mål for dem, som giver mening. For eksempel kan en borger sige: “Jeg kunne godt tænke mig at kunne besøge mit barnebarn, som bor på første sal,” siger Betina Arendt og forklarer, hvordan de kommer videre derfra.
“Så laver vi en tværfaglig plan for alle de faglige delmål, der skal til, for at borgeren kan nå sit mål. Delmålene ville i denne sammenhæng blandt andet være trappetræning, opbygge muskelmasse og kunne tage bussen selv. Og så justerer vi løbende. Både terapeuter, sygeplejen og hjemmeplejen er med, så alle ved, hvad borgeren ønsker, og hvad der skal arbejdes henimod.”
Hold fast i systematikken
Og resultaterne er klare, mener sundheds- og omsorgschefen.
“Når vi sætter ind med intensiv hjælp i starten, så kan det ende med, at de slet ikke har brug for os, eller vi kan støtte dem med mindre hjælp,” siger hun.
En tidligere VIVE-rapport viste, at indsatsen indebærer, at borgere med brug for praktisk hjælp afsluttes signifikant hurtigere end før indsatsen blev opstartet. Men det kræver også et fast fokus at fortsætte den gode effekt.
“Den allerstørste udfordring er at holde fast i systematikken og blive ved med at holde fokus på det. For hvis det skrider, så strider hele modellen og effekten. Når vi får nye medarbejdere, så skal de derfor lære metoderne at kende,” siger sundheds- og omsorgschefen.
“Implementeringen kræver fastholdelse og fokus fra alle. Ledelsesmæssigt skal man have fokus hele tiden. Vi har en systematisk arbejdsgang. Ingen er i tvivl om, hvem der gør hvad og hvornår. Det er det, som er afgørende for, at man kan holde fast i det,” forklarer hun.
Sidst opdateret: 20/02/2024 - 11:49
Temaer: Inspiration










































