Sådan har to kommuner fået flere ældre på dosispakket medicin

Mange kommuner har svært ved at få ældre over på dosispakket medicin. Lolland og Hjørring har løftet andelen mest. Læs her, hvad de har gjort.

Udgivet: 23/11/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Et konstant fokus på dosispakket medicin i hele kæden fra politisk niveau til borgeren, har været vejen til at få flere ældre borgere over 65 år på dosispakket medicin.

Det forklarer ældredirektør og ældrechef fra Lolland og Hjørring kommuner til NB-Ældre, som er de to kommuner, der har haft den største vækst i dosispakket medicin de seneste to år.

"Det er det lange seje træk. Vi har arbejdet helt struktureret og systematisk på det i et år. Vi har gjort det i et tæt samarbejde med vores praksiskonsulenter og vores kommunale lægeudvalg og vores politiske udvalg," siger Lone Iversen, sundheds- og ældrechef i Hjørring Kommune, og forsætter:

"Det er en vedvarende drøftelse, vi har ikke haft ét eneste møde i vores kommunale lægelige udvalg, hvor det her ikke har været på dagsordenen."

Læs også:
Se kort: Stor forskel i udviklingen af dosispakket medicin

Dialog, dialog, dialog

Udviklingen i tilslutningen til dosispakket medicin er blevet ekstra vigtigt for kommunerne, fordi der i slutningen af februar 2023 blev indgået en akutplansaftale mellem regeringen og Danske Regioner. Aftalen skulle blandt andet sikre, at ventetiderne blev nedbragt på hospitalerne, hvilket ville betyde flere behandlinger og operationer. Det fik regionerne to milliarder kroner til at løse. Men kommunerne fik ikke penge, men en mulig effektiviseringsgevinst.

Effektiviseringsgevinsten skulle komme fra dosispakket medicin. Potentialet for kommunerne ved at omlægge fra manuelt optalt medicin til dosispakket medicin optalt systematisk af apotekerne ville frigive mellem 600-900 årsværk i kommunerne, vurderede KL og Danske Regioner.

Problemet er blot, at mange kommuner - trods stor vilje - ikke kan få omlagt til dosispakket medicin. Kritikken fra kommunerne lyder ofte på, at lægerne blokerer for succesen. Hos Lolland Kommune har de også oplevet at lægerne blokerer.

"Men vi går i dialog med lægerne og forklarer, hvor meget tid vi bruger hos os. Giver dem gode eksempler på, hvordan det kan lykkes. Fejer udfordringer af vejen," siger Thomas du Plessis de Richelieu, direktør for blandt andet ældre og sundhed i Lolland Kommune.

Han understreger flere gange, at tæt dialog og vedvarende dialog med lægerne har været nøglen til at lykkes med dosispakket medicin.

Positivt for patientsikkerheden

I Hjørring Kommune har man ligeledes forsøgt at feje lægernes udfordringer af vejen, når man er gået i dialog med dem.

"Vi har hele tiden prøvet at imødegå de udfordringer, der opleves hos lægerne, hvor vi har spurgt, hvad vi kan gøre for at hjælpe," siger Lone Iversen.

"Helt konkret skal man være meget lydhør over for lægerne og de udfordringer, de oplever. Så skal man se på, hvad man fra kommunens side kan gøre for at minimere de udfordringer," forklarer hun.

Derudover har kommunen lagt vægt på over for lægerne, at det også vil betyde noget positivt for patientsikkerheden, hvis borgerne kan overgå til dosisdispenseret medicin, fordi det vil minimere fejl, når så mange i plejepersonalet skal indover og tælle medicin manuelt.

Hos Danmarks Apotekerforening har de bemærket kommunernes fokus på gevinster ved dosispakket medicin.

"Kommunerne har fået øje på, at der er mange gevinster ved at få medicinen pakket maskinelt i stedet for, at plejepersonalet skal bruge tid på at tælle og pakke borgerens medicin manuelt i plasticæsker. Der er sparet tid at hente, så der frigøres tid til kerneopgaverne," siger Søren Hellener, innovationschef i Danmarks Apotekerforening.

Den tilgang, som både Lolland og Hjørring kommune har anvendt, er den helt rigtige ifølge Søren Hellener. Han mener også, at flere læger efterhånden kan se noget positivt i at overgå til dosispakket medicin.

"Flere læger har – efter de har arbejdet mere med at ordinere dosispakket medicin - heldigvis erfaret, at det er nemt, og de synes, de får en bedre praksisdrift ud af det, fordi det er mere effektivt. Sådan nogle positive erfaringer er rigtig værdifulde for udbredelsen," siger han.

Lolland betaler gebyr for borgerne

I Lolland Kommune har man også valgt at betale for det gebyr, som de ældre borgere får, når de overgår til dosispakket medicin. For nogle borgere og læger var det en hindring at tage det fulde skridt over mod dosispakkerne, at der fulgte et gebyr med.

"Det startede med at være en barriere for de ældre borgere, at de selv skulle betale for gebyret ved dosispakket medicin. Det var én af årsagerne til, at de ikke ville have det. Så besluttede vi os for, at det ikke skulle være en barriere, og derfor har vi valgt at betale for det," siger Thomas du Plessis de Richelieu.

Kan I mærke, at det har virket?

"Ja, og vi kan også mærke, at hvis ikke vi holder nøje øje med det, så går det den anden vej igen."

Selvom Lolland og Hjørring kommuner er dem, der har rykket mest på dosispakket medicin de seneste to år - og dermed har mest erfaring med at få borgere om bord, så er det ikke de kommuner, der har flyttet sig mest siden februar, hvor den nye aftale blev indgået.

Det er Vejen, Middelfart og Bornholm kommuner, som på blot få måneder fra februar til juli 2023 har flyttet sig ét procentpoint. I Vejen svarer det til en stigning i antallet af brugere på 19 procent, hvor det i Middelfart svarer til en stigning på hele 82,6 procent.

Man skal også være opmærksom på, at nedenstående kort kun viser selve udviklingen i procentpoint. Inde i selve kortet kan du se, hvilke tal beregningerne tager udgangspunkt i. Ser man for eksempel på Morsø, så har de oplevet det største fald af alle kommuner på hele 1,4 procentpoint. Men selv med det fald, så er Morsø Kommune den kommune i landet, hvor flest ældre over 65 år er på dosispakket medicin. De topper med hele 9,1 procent i juli 2023.

Til sammenligning har Egedal og Roskilde kommune kun en andel på 0,3 procent i juli samme år.

Sidst opdateret: 09/01/2024 - 10:58

Temaer: Inspiration

Emner: sundhed, Medicin

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]