Se kort: Stor forskel i udviklingen af dosispakket medicin
Der er stor forskel på udviklingen i dosispakket medicin de seneste to år. Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen.
Udgivet: 23/11/2023
Mens nogle kommuner oplever en stigning i andelen af brugere, der får dosispakket medicin, så er der andre kommuner, der ligefrem oplever en tilbagegang.
Det viser tal, som Sundhedsdatastyrelsen har trukket for NB-Ældre.
Andelen af brugere over 65 år på dosisdispenseret medicin er i Hjørring Kommune steget med 2,6 procentpoint fra juli 2021 til juli 2023. Det er den største stigning i landet. Den modsatte udvikling med største fald i perioden ses i Høje-Taastrup Kommune, hvor faldet i andelen af brugere er 0,7 procentpoint. Hele 11 kommuner har oplevet et fald, otte kommuner har en stagnation, og 52 kommuner ligger under gennemsnittet, der er en stigning på 0,6 procentpoint.
Tallene er interessante, fordi kommunerne ifølge et fælles skøn fra Kommunernes Landsforening og Danske Regioner fra starten af året kan frigøre mellem 600 og 900 medarbejdere i den kommunale ældrepleje, hvis de knækker koden til at få flere borgere på dosisdispenseret medicin. Men det kniber for flere kommuner at få rullet dosispakket medicin ud til borgerne, som man kan se i kortet nedenfor.
Nedenfor ses to landkort. Det første er over kommunernes udvikling i dosispakket medicin fra juli 2021 til juli 2023. Det andet viser det rå antal brugere over 65 år i juli 2021 og 2023, der modtog dosispakket medicin.
(Artikel fortsætter under kort)
Antallet af brugere
Selvom nogle af storbyerne har mange borgere og derfor mange brugere på dosispakket medicin, så ses også den modsatte tendens, at nogle storbyer har få på dosispakket medicin i forhold til andre mindre byer. Kortet neden for er derfor ikke blot et udtryk for, hvor mange borgere der bor i hver kommune.
Ser man for eksempelvis på Odense Kommune, så var der kun 240 brugere pr. juli 2023, der fik dosisdispenseret medicin. Kører man turen ned til Lolland, vil man se, at de har hele 685 brugere. Det gennemsnitlige antal brugere i kommunerne ligger på 327 brugere pr. 31. juli 2023.
Lolland og Hjørring er de eneste to kommuner, der har løftet andelen af brugerne med over to procentpoint de seneste to år. Nemlig med henholdsvis 2,3 og 2,6 procentpoint. Derfor har vi bedt de to kommuner om at forklare, hvordan de har båret sig ad med at løfte andelen af brugere. Det kan du læse mere om i nedenstående artikel.
Sidst opdateret: 14/12/2023 - 20:40
Emner: Medicin





































