Nye kommunerrapporter viser: Disse plejehjem deltog i brugertilfredshedsundersøgelsen
Kommunerne har efterlyst navnene på de deltagende plejehjem i den stærkt kritiserede plejehjemsundersøgelse. NB-Ældre kan nu afsløre navnene for alle kommunerne, som fremgår af nye kommunerapporter. Rapporter som kommunerne stadig ikke har modtaget.
Udgivet: 16/06/2026
Oplysninger om, hvilke plejehjem fra hver kommune, som har deltaget i Ældreministeriets brugertilfredshedsundersøgelse for plejehjem, fremgår af nye kommunerapporter, som Ældreministeriet har modtaget fra Danmarks Statistik efter skarp kritik af undersøgelsen.
Kommunerne har endnu ikke fået rapporterne, men NB-Ældre har fået aktindsigt i alle rapporterne, så kommunerne nu kan se, hvilke plejehjem som har deltaget for deres kommune.
NB-Ældre har blandt andet tidligere afsløret, at undersøgelsen ikke er repræsentativ, selv om det står i rapporterne, hvilket Danmarks Statistik erkendt. Det fik tidligere flere kommunale aktører til at efterlyse blandt andet oplysning om, hvilke plejehjem som har deltaget, så man som chef har mulighed for at handle i forhold til resultaterne i undersøgelsen.
Og de oplysninger fremgår af de nye kommunerapporter, som Danmarks Statistik har udarbejdet og sendt til Ældreministeriet. Ministeriet modtog rapporterne i slutningen af marts, men på grund af de lange regeringsforhandlinger har kommunerne endnu ikke modtaget rapporterne. Og hvornår det sker er endnu uvist.
I metodeafsnittet i de nye rapporter er det som tidligere skrevet i NB-Ældre også rettet, at undersøgelsen ikke er repræsentativ for de alle plejehjemmene i de enkelte kommuner.
Men i de nye rapporter får kommunerne, som NB-Ældre skrev i sidste uge, derimod ikke at vide, hvor mange beboere som har svaret på hvert af de deltagende plejehjem, ligesom svarprocenten for de enkelte plejehjem ikke er oplyst. Disse oplysninger har flere aktører ellers også efterlyst.
Danmarks Statistik har nemlig erkendt, at resultaterne af plejehjemsundersøgelsen er behæftet med usikkerhed for de kommuner, hvor der er plejehjem, hvor kun få respondenter har svaret. Men når antallet af respondenter for de enkelte plejehjem ikke fremgår af de nye rapporter, kan kommmunerne stadig ikke vide, om resultaterne i den enkelte kommune er til at stole på eller ej.
Sidst opdateret: 16/06/2026 - 11:03











































