
Solveig Christiansen, sundheds- og ældrechef i Nyborg Kommune (tv) og Kitt Pedersen, chef for Sundhed og Ældre i Faaborg-Midtfyn Kommune, er nogle af de ældrechefer, som efterlyser klar besked fra Ældreministeriet.
Flere kommuner kræver klar melding fra Ældreministeriet om problematisk plejehjemsundersøgelse
Ældreministeriet skal hurtigt orientere kommunerne om problemerne i den stærkt kritiserede plejehjemsundersøgelse, lyder det fra en række kommuner. For byrådspolitikerne kræver besked på, hvorfor der ikke handles på undersøgelsen.
Udgivet: 12/05/2026
Det er et problem, at Ældreministeriet stadig ikke har oplyst kommunerne om problemerne i brugertilfredshedsundersøgelsen på plejehjem. Til trods for at det er flere måneder siden, at kritikken kom frem i offentligheden.
Sådan lyder det fra en række ældrechefer, som har svaret på en rundspørge fra NB-Ældre.
13 af de 18, som har svaret, angiver, at det i ‘meget høj grad’ eller ‘høj grad’ er et problem. Tre siger i ‘nogen grad’. Kun to svarer i ‘mindre grad’ og ingen mener, at det slet ikke er et problem.
NB-Ældre har gennem de seneste måneder afdækket en række problemer med plejehjemsundersøgelsen. Blandt andet at den slet ikke er repræsentativ, selv om det står i kommunerapporterne. Og det har Danmarks Statistik også erkendt over for NB-Ældre. Men kommunerne har ikke fået besked fra Ældreministeriet - ligesom de ikke har fået besked om de andre problemer med undersøgelsen.
Selv om kommunerne kan læse om problemerne i NB-Ældre, så har de brug for en melding fra ministeriet, påpeger Kitt Pedersen, chef for Sundhed og Ældre Faaborg-Midtfyn Kommune.
“Kommunerne har brug for en formel udmelding fra ministeriet, da den vil danne grundlag for orientering til politikere og ældreråd - og fjernelsen af undersøgelsen for diverse hjemmesider,” siger hun.
Samtidig savner hun også er plan for, hvad man vil gøre fremadrettet for at gøre undersøgelsen repræsentativ. Professor har påpeget, at den ikke er repræsentativ, fordi plejehjemslederne har kunne takke nej til deltagelse på vegne af alle beboerne på et plejehjem. Men Kitt Pedersen påpeger også, at undersøgelsen heller ikke er repræsentativ på tværs af plejehjemmene i den enkelte kommune, når de kognitivt svage ældre ikke deltager.
Skal forklare politikerne
Også Solveig Christiansen, sundheds- og ældrechef i Nyborg Kommune, mener, at Ældreministeriet burde orientere kommunerne hurtigt.
“Når man sender ud, og der bliver brugt ressourcer på at besvare, så synes jeg også, at man skal følge op og orientere om, at undersøgelsen egentlig ikke er valid og ikke kan bruges, når man finder ud af det. For vores politikere stiller spørgsmålstegn til det,” siger hun og fortsætter:
“Når vi får en dårlig måling, så er de interesserede i, hvad vi så gør ved det. Men når vi så ikke kan bruge undersøgelsen til noget alligevel, så skal vi jo forklare det til politikerne.”
Kræver handling nu
Ældreministeriet har tidligere udtalt, at det varslede møde for kommunerne om datagrundlaget og eventuelt flere oplysninger til kommunerne ikke kommer til at ske, før der er dannet en ny regering.
Men Solveig Christiansen mener, at der burde handles nu.
“Der burde være nogle ansvarlige embedsmænd i ministeriet, som godt kunne sende information ud om, at den undersøgelse ikke kan bruges. Det er ikke kun ministerens ansvar,” siger hun.
Hun peger på, at dårlige resultater for en kommune hurtigt kan få negativ betydning.
“En kommune kan hurtigt komme til at fremstå som en dårlig kommune, hvis resultaterne er dårlige, og det kan skabe et rygte, så man ikke gider arbejde der. Det er problematisk, hvis det sker på baggrund af en undersøgelse, som ikke er valid,” siger hun.
NB-Ældre har forholdt Ældreministeriet kritikken, men det pointerer igen, at det kun er et "forretningsministerium" indtil en ny regering er udnævnt.
"Ministeriet udviser derfor generel tilbageholdenhed i sager, der vedrører væsentlige politiske beslutninger eller administrative beslutninger af større rækkevidde," skriver ministeriet.
Sidst opdateret: 12/05/2026 - 12:06











































