Torben Klitmøller Hollmann, centerchef for sundhed og ældre i Næstved Kommune, og Jan Dehn, velfærds- og kulturdirektør i Hørsholm Kommune.

Torben Klitmøller Hollmann, centerchef for sundhed og ældre i Næstved Kommune, og Jan Dehn, velfærds- og kulturdirektør i Hørsholm Kommune.

Ældredirektører: Underskriften i Filippinerne batter som "en skrædder i helvede"

Regeringens nye partnerskabsaftaler om at hente 100 sosu’er om året fra Filippinerne og Indien får ros af Hørsholm Kommunes ældredirektør Jan Dehn, men det løser kun en meget lille del af udfordringen. Nu sender han og kollegaen fra Næstved et klart budskab til ældreministeren.

Udgivet: 11/12/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

En aftale med Filippinerne er fin, men det kan undre, at regeringen ikke går langt mere offensivt til værks med en samlet national strategi for den mest presserende dagsorden: rekrutteringskrisen i ældreplejen.

Sådan lyder det fra Jan Dehn, velfærds- og kulturdirektør i Hørsholm Kommune.

"Det ville være dejligt, hvis ældreministeren ville tage et større ansvar for at koordinere en samlet strategi på tværs af henholdsvis ministerier, KL og andre store organisationer samt arbejdsmarkedets parter og kommunerne," siger han.

Hans kritik falder ellers samtidig med, at ældreminister Mette Kierkgaard (M) befinder sig i Filippinerne for at underskrive en ny partnerskabsaftale, der skal tiltrække flere medarbejdere til den danske plejesektor.

Ifølge Ældreministeriet er det planen, at aftalen sammen med en lignende aftale med Indien skal bringe op mod 100 social- og sundhedsmedarbejdere til Danmark om året som led i indsatsen for at afhjælpe den voksende mangel på plejepersonale. Det er dog langt fra nok til at imponere Jan Dehn.

Fik du læst?

Nu underskrives den: Partnerskabsaftale med Filippinerne skal give mere plejepersonale til kommunerne

For mens ministeren sætter sin underskrift på aftalen i Filippinerne, står kommunerne tilbage med en udfordring af en helt anden størrelsesorden: En forventet mangel på 24.000 social- og sundhedsmedarbejdere i 2035 – ifølge Ældreministeriet – ikke blot nogle få hundrede.

"Det er umuligt at være negativ over for en aftale, der skaffer flere ansatte til velfærdsområderne, især ældreområdet – og jeg er særligt glad for, at der er fokus på ikke bare at få dem til landet, men også at klæde de nye medarbejdere ordentligt på, både sprogligt og fagligt," siger Jan Dehn.

Men, understreger han:

"Det løser ikke alene rekrutteringsudfordringen. Meget langt fra, når man holder 100 om året op imod en udfordring på 24.000 i 2035. Hvis det er det, vi skal spises af med, forslår det som en skrædder i helvede. Det er slet ikke nok. Jeg er derfor nysgerrig efter, hvad ældreministeren ellers har på vej. Det mangler vi et svar på."

Fik du læst?

Hvor bliver den nationale rekrutterings- og fastholdelsesstrategi for sosu'er af?

Helt konkret efterspørger ældredirektøren en samlet, national strategi, som holder alle initiativer op imod hovedudfordringen og får sat turbo på. For ifølge Jan Dehn er det først, når blandt andre ministerier, arbejdsmarkedets parter og kommunerne arbejder i samme retning, at der for alvor er udsigt til at løse rekrutteringskrisen.

"En sød tanke"

Også Torben Klitmøller Hollmann, centerchef for sundhed og ældre i Næstved Kommune, stemmer i med kritik af ældreministeren. Han er grundlæggende på samme linje med Jan Dehn. Der er brug for en national strategi, men det kommer samtidig an på, hvad der menes. Der er nemlig ikke brug for politiske udmeldinger eller planer, der lover noget, men ikke er forpligtende. For, siger han:

"Det er pisseligegyldigt. Jeg vil have en voksen, der tager en beslutning. Det var bare det, jeg troede, en minister var: en, der siger: 'Det er fandeme det her, I skal, kære venner. Det er den her vej, vi går.'"

Direkte adspurgt om han tror på, at de internationale partnerskabsaftaler kan være med til at løse rekrutteringsudfordringen, vi ser ind i, svarer han:

"Jeg synes, det er en sød tanke – hvorfor ikke prøve at uddanne noget udenlandsk arbejdskraft? Men det løser ikke problemet. Jeg kan godt være bange for, at man så læner sig tilbage og tænker, at så skal det nok gå. For det kommer ikke til at gå. 100 filippinere er en fugl på taget, og vi ved heller ikke, om de gider komme."

Fik du læst?

Forsker: Danmark mangler en national samtale om ældreplejens fremtid

Torben Klitmøller Hollmann så gerne, at regeringen havde fokus på "de rigtige" problemer. Det kræver mange ting, forklarer han og peger specifikt på to områder: Økonomi og unge, som gennemfører sosu-uddannelsen.

Hvad sidstnævnte angår, forklarer sundhedschefen, at rigtig mange unge i Næstved Kommune ikke gennemfører sosu-uddannelsen.

"De magter det simpelthen ikke. Folkeskolen sender unge ud, som knap nok kan få mere end 02 i dansk, og det får konsekvenser hele vejen videre i systemet. Jeg synes, det er dér, regeringen fejler. For debatten bliver pludselig vendt til, at det handler om, at vi ikke opdrager vores børn godt nok. Men der følger også et samfundsansvar med – og det gælder sådan set også sosu-uddannelsen. Her savner jeg virkelig en langsigtet plan for, hvordan vi skal løse det."

Slut med flere flyveture

I forhold til økonomien peger Torben Klitmøller Hollmann på, at Næstved Kommune grundlæggende gerne vil tage et større ansvar og optage flere elever på sosu-uddannelsen. Det kan bare ikke lade sig gøre inden for de økonomiske rammer. Ifølge ham betyder serviceloftet, at hver ekstra elev reelt koster kommunen velfærd et andet sted.

"Hvis vi tager flere elever ind, så koster det millioner i løn over flere år. Men de penge tæller med i serviceloftet og vil gå ud over dem, der får hjælp. Vi har reelt ikke de penge til at uddanne dem, vi skal."

Ifølge Torben Klitmøller Hollmann er næste skridt at rette blikket mod de unge herhjemme – både dem, der let kan gennemføre en velfærdsuddannelse, og dem, der har brug for mere støtte for at lykkes.

"Nu handler det ikke om flere flyveture rundt i verden for at skaffe arbejdskraft. Nu handler det om at sikre, at danske unge faktisk kan tage en velfærdsuddannelse og få fodfæste på arbejdsmarkedet," siger han og understreger, at der også skal være plads til elever, der kæmper mere end andre.

Han efterlyser derfor – ligesom Jan Dehn – en minister, der sætter retningen klart.

"Vi har en god ældrelov. Nu mangler vi bare en regering, der siger: 'Det er den her vej, vi går i forhold til rekruttering, så vi kan sikre fremtidens velfærd.'"

NB-Ældre arbejder på at få et interview med ældreminister Mette Kierkgaard. Det er ikke lykkedes inden artiklens udgivelse.

Sidst opdateret: 12/12/2025 - 10:38

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]