Kommunerne står i dag alene med at forklare serviceniveauer og nødvendige ændringer i ældreplejen.

Men udfordringerne med rekruttering og den voksende mangel på arbejdskraft er et fælles samfundsproblem, som kræver, at der sættes en tydelig retning og åbnes for en bred debat på nationalt niveau – før krisen for alvor eskalerer.

Det mener Emmy Hjort-Enemark Topholm, senioranalytiker ved Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

"Jeg savner en overordnet diskussion af, hvad det er for en ældrepleje, vi realistisk gerne vil have. Der er ingen tvivl om, at man fra politisk side gerne vil bevare den ældrepleje, der er i dag, og man vil også gerne forbedre den. Men hvordan vil man det? Og hvordan forventer man at kunne det i 2035, hvis man mangler det antal medarbejdere, som man kommer til at mangle," spørger hun.

Ifølge tal fra Finansministeriet vil der på landsplan mangle 15.000 fuldtidsansatte på sosu-området i 2035. Det betyder, at ældreplejen i fremtiden ikke kommer til at ligne den, vi kender i dag. Hvis udviklingen fortsætter, bliver kommunerne nødt til at ændre organiseringen markant og prioritere anderledes. Det er den debat, senioranalytikeren – foruden flere ældredirektører, herunder velfærdsirektør Jan Dehn fra Hørsholm Kommune, efterlyser på nationalt plan.

For der er ikke meget, der tyder på, at ældrereformen kan lukke gabet mellem udbud og efterspørgsel.

"Der er mange elementer i ældrereformen, som hver især bidrager til at imødekomme udfordringen. Men hvorvidt det bidrager med 15.000 medarbejdere, det er stadig noget uklart," siger Emmy Hjort-Enemark Topholm og tilføjer, at der for nogle år siden var nedsat et ekspertudvalg i Odense Kommune, som nærmest var ude og snakke om en nedsmeltning af ældreområdet.

"Jeg har ikke hørt om nogen initiativer, som i sig selv gør op for det gab, der er mellem udbuddet af arbejdskraft og efterspørgslen på pleje og omsorg," siger senioranalytikeren.

Elementer i ældrereformen

Emmy Hjort-Enemark Topholm peger samtidig på, at udfordringerne ikke længere er noget, der ligger ude i horisonten. De er rykket helt tæt på. I mange år har politikerne talt om 2035 som en fjern fremtid, men nu er man nået dertil, hvor konsekvenserne begynder at blive håndgribelige. Derfor har der også været fokus på at gøre uddannelserne mere attraktive og mindske frafaldet – tiltag, som også indgår i udspillet til ældrereformen.

For eksempel ved at give elever over 25 år på social- og sundhedshjælperuddannelsen løn under hele uddannelsen.

"Man har forsøgt at styrke uddannelserne, men efterspørgslen overstiger stadig udbuddet, og selv med faste teams, velfærdsteknologi og et stærkere samspil med civilsamfundet er det svært at se, hvorvidt det kan opveje de store medarbejdermangler," siger senioranalytikeren.

Men selv om der er gang i mange af de enkelte elementer – både i ældrereformen og i kommunernes egne forsøg – understreger Emmy Hjort-Enemark Topholm, at det er usikkert, hvorvidt det er nok til at lukke det store hul mellem arbejdskraft og behov.

Hun peger på, at der er store spørgsmål, som endnu ikke er afklaret. For eksempel ved man for lidt om brugen af udenlandsk arbejdskraft, og hvilke konsekvenser det kan få – både for kvaliteten, arbejdspladserne og de medarbejdere, der bliver hentet hertil. Samtidig er der en væsentlig implementeringsudfordring: Selv hvis alle tiltagene virker, er det usikkert, om de når at blive udrullet i hele landet i tide.

Risikoen for skuffede borgere

Det er netop derfor, kommunerne efterlyser en debat på nationalt niveau, som handler om mere end enkeltstående initiativer. Ifølge Emmy Hjort-Enemark Topholm kan der godt være brug for en afklaring af, hvad der i fremtiden skal være professionel omsorg, og hvad der kan løses af uformelle kræfter – pårørende, civilsamfund og teknologiske løsninger. Og ikke mindst en klar kommunikation til borgerne om, hvad de realistisk kan forvente af fremtidens ældrepleje.

"Der bliver arbejdet med mange gode elementer, men spørgsmålet er jo, om det er nok – og om det når at blive implementeret i bund. Udfordringen er ikke kun noget, der rammer os i 2035. Den er her allerede nu," siger hun.

Ifølge de kommunale aktører, hun taler med, ligger meget af byrden i dag på kommunerne selv. De står alene med at forklare ændringer og nye tiltag, selv om arbejdskraftmanglen er en national udfordring, ikke en lokal. Derfor er det utilstrækkeligt, hvis debatten fortsat foregår i hver kommune for sig.

"Kommunerne kan godt fortælle borgerne, hvilket serviceniveau de tilstræber. Men hvis de ikke har medarbejderne til at levere det, ender borgerne med at blive skuffede. Og når udfordringen er national, så er der brug for national handling – både for at afklare, hvad ældreomsorgen skal være, og for at kommunikere det ærligt og tydeligt."

Helt konkret oplever hun, at kommunale aktører efterlyser en national samtale om fremtidens ældreomsorg, og hvilke opgaver der fremover vil kræve professionel omsorg, og hvilke der kan løses af pårørende eller civilsamfund.

Hvordan og af hvem det bedst organiseres, har hun ikke svaret på.

Til spørgsmålet om, hvorvidt ældreminister Mette Kierkgaard (M) gør nok for at imødegå udfordringen, svarer Emmy Hjort-Enemark Topholm, at det ikke er et ansvar, der kan placeres hos én person – heller ikke ældreministeren. Hun peger i stedet på, at rekrutteringsudfordringen er et bredt samfundsproblem, som kræver handling og debat på nationalt niveau.

Den nationalt afklarede retning, som senioranalytikeren og kommunerne efterlyser, står dog i kontrast til ældreminister Mette Kierkgaards (M) hidtidige linje. I et interview med NB-Ældre i 2024 slog ministeren fast, at rammerne for ældreplejen allerede er klare, og at der ikke lægges op til en national forventningsafstemning med borgerne.