Af Jan Dehn, velfærds- og kulturdirektør i Hørsholm Kommune

Danmark står over for en akut mangel på sosu-assistenter og hjælpere. Allerede i 2030 vil vi mangle 15.000-20.000 medarbejdere, hvis vi skal opretholde den ældrepleje, vi kender i dag. Alligevel er der ingen samlet, national strategi for rekruttering og fastholdelse. Hvorfor?

Ligesom at vi i kommunerne er i fuld gang med budgetlægningen, har regeringen præsenteret sin finanslov for det kommende år. Regeringen vil bl.a. belønne os der har en sød tand med billigere chokolade og kaffe, billigere mad til ældre og lavere forældrebetaling i dagtilbud.

Et af de allerstørste udfordringer for velfærdssamfundet i de kommende år synes imidlertid at være så langt nede på radaren, at det næsten er umuligt at spotte. Hvordan skaffer vi hænderne?

Bevares; det er ikke fordi der ingenting sker. Vi har lige fået syv anbefalinger til udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen, og tak for dem. Ældreministeren har også, hvis finansloven vedtages som fremsat, fået afsat 20 mio. kr. ekstra årligt i 2026-2029 til udbredelse af velfærdsteknologi, som kan hjælpe med at frigøre hænder til basal pleje og omsorg. Til sammenligning er der afsat 200 mio. kr. årligt til at sænke egenbetalingen på madlevering til ældre. Det burde være omvendt.

Lokal kæmper vi også med at følge med

Overenskomstens parter gør hvad de kan. Der bliver eksperimenteret med plus-tid, op i tid projekter, seniorordninger, nye måder at rekruttere og fastholde, og forskellige pjecer og publikationer og anbefalinger, så vi kommuner kan lære af erfaringerne og hinanden.

Lokalt kæmper vi også for at følge med. Vi har for eksempel fået sænket sygefraværet markant, og ligger i dag blandt landets bedste. Vi har indført robotstøvsugning, på trods af modstanden fra ældreorganisationerne, som ikke føler ansvar for alternativet. Og på trods af, at private leverandører så deres snit til creaming; altså at tiltrække nye kunder som hellere vil betale ekstra, og så få støvsugning af hænder, som vi alle står og mangler.

Vi øger langsomt anvendelsen af dosisdispensering af medicin. Vi er i gang med at indføre skærmbesøg. Medarbejdernes gennemsnitlige beskæftigelsesgrad stiger langsomt. Tilbagetrækningsalderen falder med hjælp af fleksible arbejdstider, seniorordninger osv. Vi uddanner elever og efteruddanner ufaglærte, som er glade for at være hos os.

Vi er netop gået ind i et partnerskab med RUC om udvikling af ”fællesskabscirkler” efter hollandsk forbillede, hvor borgere i nærområdet yder gensidig støtte. Men selv de bedste lokale løsninger kan ikke kompensere for de nationale udfordringer.

Chokoladen kan vente, det kan velfærden ikke

Så hvad er problemet? Jo problemet er – som nævnt – at vi på landsplan lige om lidt mangler 15.000 – 20.000 sosu-assistenter og hjælpere. Smag på tallet! Problemet er, at vi i Hørsholm for nylig var millimeter fra at måtte gå over i en nødplan i aftenvagten i hjemmeplejen, fordi vi manglede hænder. Og problemet er, at selv hvis vi lykkes i Hørsholm ved at være en tand bedre end nabo-kommunerne, så vil de bare mangle den samme arbejdskraft, som vi lige nu kæmper om. Problemet er med andre ord reelt, og det står for døren. Og problemet er, at der ikke er en national, tværsektoriel og helhedsorienteret strategi til håndtering. På tværs af ministerielle departementer og styrelser, som har hver deres ansvar for en lille bid af problemet.

Det er på tide, at regeringen og Folketinget tager ansvar og prioriterer en national, tværsektoriel strategi for rekruttering og fastholdelse af sosu-medarbejdere. Velfærdssamfundet står og falder med, om vi kan løse denne udfordring – og det kræver handling nu. Billigere chokolade kan vente. Det kan velfærden ikke.