"Man kan sagtens have den hypotese, at forventningerne er større i store dele af Sjælland, fordi det er et rigere område," siger professor Bent Greve.

"Man kan sagtens have den hypotese, at forventningerne er større i store dele af Sjælland, fordi det er et rigere område," siger professor Bent Greve. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Derfor er jyske ældre mere tilfredse med ældreplejen end sjællænderne

De jyske kommuner ligger markant bedre i den nationale brugertilfredshedsundersøgelse af hjemmeplejen. Ifølge professor Bent Greve skyldes forskellen ikke én ting, men en kombination af flere ting.

Udgivet: 25/11/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Kommunestørrelse og forventninger.

Det er blandt forklaringerne på, at tilfredsheden med hjemmeplejen i store dele af Jylland ligger markant højere end på Sjælland, siger Bent Greve, professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

På Ældreministeriets kort over den nationale brugertilfredshed i hjemmeplejen placerer mange jyske kommuner sig i den øverste del af skalaen med 77–80 procent tilfredshed – og flere steder helt op mod 96 procent. På Sjælland tegner der sig derimod et næsten omvendt billede, hvor tilfredsheden mange steder ligger mellem 59 og 72 procent.

Spørgsmålet er, hvordan to landsdele i det samme velfærdssystem kan levere så forskellige oplevelser for de ældre?

Bent Greve peger på, at forklaringen ikke ligger ét sted – men i et samspil af både struktur, kultur og forventninger.

En af de faktorer, der især skiller landsdelene ad, er kommunernes størrelse og deres evne til at sikre stabile medarbejderrelationer.

"Det er især kommuner, der – selv om de fylder meget rent geografisk – faktisk er små i indbyggertal og dermed kan skabe mere kontinuitet. Det er der meget, der tyder på."

Fik du læst?

Se kortet: Jyske kommuner klarer sig bedst i omfattende faglig kortlægning af ældreområdet

For kontinuiteten – at det er de samme medarbejdere, der kommer hos borgerne – er ifølge Bent Greve en af de stærkeste drivere bag tilfredshed. Og her har Jylland et klart forspring. Det gælder eksempelvis kommuner som Tønder og Aabenraa, og generelt viser tallene over de ældres oplevede medarbejderkontinuitet i brugertilfredshedsundersøgelsen, at den er højere i Jylland.

"Der er meget, der tyder på, at de kommuner, hvor borgerne er mest tilfredse, er dem med kontinuitet. Det ser vi især i de mindre, mere overskuelige kommuner, hvor medarbejderne kender både området og borgerne bedre – også i forhold til livsvilkår og fælles forståelser," siger han.

At medarbejderne kender borgerne gør en tydelig forskel i de ældres oplevelse af omsorgen.

"I de mindre kommuner er plejen mindre fragmenteret. De ældre oplever, at de bliver mødt af nogen, der faktisk ved, hvem de er," forklarer han.

Rige områder – større forventninger

Adspurgt om forskellen kan hænge sammen med, at ældre i Jylland og på Sjælland har forskellige forventninger til ældreplejen, svarer Bent Greve, at han ikke kan dokumentere det. Men, siger han:

"Det tænker jeg. Man kan sagtens have den hypotese, at forventningerne er større i store dele af Sjælland, fordi det er et rigere område. Når man er rigere, har man større forventninger."

Han tilføjer, at forskelle i indkomst på tværs af landet kan afspejle, at mere velstående borgere, ofte også mere veluddannede borgere, har større forventninger til, hvad de kan få af velfærdsstaten.

"Det kan bidrage til at forklare, hvorfor tilfredsheden er større i en lang række af de jyske kommuner, ud over det med, at man faktisk er i stand til at skabe bedre kontinuitet i plejen end mange andre steder."

Selv om tallene viser store forskelle mellem landsdelene, understreger Bent Greve, at billedet ikke skal overdramatiseres. Generelt er tilfredsheden med hjemmeplejen høj i hele landet.

"De fleste er faktisk godt tilfredse med den hjælp, de får. Enkeltsager kan give indtryk af det modsatte, men det er ikke det samlede billede. Overordnet er tilfredsheden høj – den er blot endnu højere i de mindre kommuner med lavere indkomst og formentlig også lavere forventninger til serviceniveauet."

Sidst opdateret: 25/11/2025 - 12:21

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]