Generelle nationale standarder for danskkundskaber blandt medarbejdere i ældreplejen ville tage tid fra kerneopgaven, lyder argumentet fra ældreminister Mette Kierkgaard for ikke at indføre det.

Generelle nationale standarder for danskkundskaber blandt medarbejdere i ældreplejen ville tage tid fra kerneopgaven, lyder argumentet fra ældreminister Mette Kierkgaard for ikke at indføre det. - Foto: Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Ældreministeren afviser nationale sprogkrav for medarbejdere i ældreplejen

Ansvaret for medarbejdernes danskkundskaber i ældreplejen ligger hos kommunerne og de private leverandører, fastslår ældreministeren, der afviser nationale minimumskrav.

Udgivet: 16/12/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Regeringen har ikke planer om at indføre generelle nationale standarder for danskkundskaber blandt medarbejdere i ældreplejen.

Det gør ældreminister Mette Kierkgaard (M) klart i et ministersvar, hvor hun understreger, at kommunerne og private leverandører har det ledelsesmæssige ansvar for at sikre, at medarbejderne har de rette kompetencer.

"Jeg mener helt grundlæggende, som også er centralt i ældrereformen, at vi skal væk fra rigide standarder og regler, som skaber bureaukrati og administration og tager tid fra kerneopgaven," skriver ministeren.

Udmeldingen kommer i kølvandet på partnerskabsaftalen med Filippinerne. En lignende aftale underskrives med Indien i januar. Aftalerne betyder, at kommunerne i første omgang kan modtage op til 100 filippinere og indere om året, som enten skal uddanne sig til social- og sundhedshjælpere eller social- og sundhedsassistenter for at kunne arbejde i den danske ældrepleje. En del af opkvalificeringen vil ske gennem et sprogforløb i hjemlandet samt yderligere sprogkvalificering i Danmark.

Fik du læst?

Nu underskrives den: Partnerskabsaftale med Filippinerne skal give mere plejepersonale til kommunerne

Ifølge Mette Kierkgaard er det helt afgørende for en værdig ældrepleje, at både medarbejdere og ledere i ældreplejen har de rette faglige og sproglige kompetencer til at løse de opgaver, de er ansat til at varetage.

"Det er væsentligt at kunne forstå og tale dansk for at forstå og aflæse kulturelle koder og kropssprog, som udgør en vigtig del af arbejdet med den enkelte ældre borger," skriver hun i ministersvaret.

Ikke desto mindre skal der være plads til forskellighed i forhold til forskellige behov, fortsætter hun:

"Hvad der er et godt danskniveau kan afhænge af, hvilken stilling man ansættes i, men også af hvilke borgere, man skal yde omsorg for. Derfor er det kommunerne og de private leverandører, der bedst kan vurdere, hvilke kompetencer og danskkundskaber, der er nødvendige for at løse opgaven lokalt."

Formelle krav

I et lignende ministersvar præciserer ældreministeren, at der allerede gælder krav til danskkundskaber for autoriserede sundhedspersoner. Ifølge sundhedsloven skal regioner, kommuner og private arbejdsgivere sikre, at ansatte sundhedspersoner har de sproglige kompetencer, der er nødvendige for at varetage deres stilling.

Derudover gælder der formelle sprogkrav på social- og sundhedsuddannelserne.

For optagelse kræves bestået folkeskolens afgangseksamen med mindst 02 i dansk eller tilsvarende prøver. Inden overgangen til hovedforløbet skal elever på social- og sundhedsassistentuddannelsen desuden have bestået dansk på D-niveau, og under hovedforløbet på assistensuddannelsen indgår dansk på C-niveau, som skal være bestået.

Sidst opdateret: 16/12/2025 - 12:33

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]