Stinne Aaløkke Ballegaard er chefanalytiker hos VIVE og er blandt andet ekspert i digitalisering og velfærdsteknologi.

Stinne Aaløkke Ballegaard er chefanalytiker hos VIVE og er blandt andet ekspert i digitalisering og velfærdsteknologi. - Foto: Pressefoto VIVE

Ekspert om velfærdsteknologi: Tre ting er særligt vigtige

Hvis en kommune gerne vil i gang med mere velfærdsteknologi og lader sig inspirere af andre kommuner, så skal man have styr på især tre ting, siger chefanalytiker fra VIVE.

Udgivet: 20/08/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Der er tre overvejelser, man som minimum skal gøre sig, hvis man gerne vil udbrede velfærdsteknologi i kommunerne.

Det forklarer Stinne Aaløkke Ballegaard, der er chefanalytiker og ekspert i velfærdsteknologi fra VIVE i et interview med NB-Ældre.

"Det er vigtigt at anerkende, at mange kommuner allerede gør rigtig meget. Rigtig mange er i gang med at indføre velfærdsteknologi og har været det længe. Noget af det, som kan være svært, er, hvordan man lærer af hinanden fra kommune til kommune," siger Stinne Aaløkke Ballegaard, som mener, at kommunerne skal huske at tage stilling til tre ting, før de kaster sig ud i at implementere velfærdsteknologi.

Dele af ældrereformen blev en skuffelse for mange i den forstand, at der var meget lidt fokus på at udvide antallet af hænder i ældreplejen i takt med, at der kommer flere og flere ældre. Én af de ting, der ellers kan frigive hænder er udbredelsen af velfærdsteknologi. Men heller ikke det fyldte meget i reformen, som primært afsatte penge til at skabe en national strategi for teknologi i ældreplejen.

Kommunerne kan dog sagtens gå i gang med at tilegne sig velfærdsteknologi, så længe de har tre grundlæggende ting på plads, som beskrevet nedenfor: 

1) Man skal sørge for at være opmærksom på, hvordan den kommune, man vil lade sig inspirere af i forhold til velfærdsteknologi, er organiseret.

2) Kommunens værdisæt skal spille sammen med velfærdsteknologien.

3) Medarbejderne skal kunne se og forstå, at konkrete velfærdsteknologiske løsninger spiller sammen med fagligheden.

(Artiklen fortsætter længere nede)

Serie

Sådan opnår kommunerne succes med implementeringen af ældrereformen

I disse måneder giver en række eksperter deres bud på, hvilke udfordringer kommunerne skal løse i forbindelse med implementeringen af ældrereformen for at kunne leve op til aftalepartiernes mål.

Eksperterne kommer også med gode råd til, hvad kommunerne skal gøre for at komme i mål med en succesfuld implementering.

Se tidligere artikler i serien:

Implementeringen af visitationspakker bliver afgørende for øget fleksibilitet

Professor anbefaler kommuner at afprøve lokalplejehjem

Forsker: Tre udfordringer bliver afgørende i samarbejdet med private leverandører

Kommunernes organisering er vigtig

Fordi én kommune har haft succes med implementering af en velfærdsteknologi, er det ikke sikkert, at en anden kommune kan gøre præcis det samme. Ønsker man at lade sig inspirere af andre kommuner, skal man derfor lede efter kommuner, som har den nogenlunde samme organisering som én selv for at kunne sammenligne, siger Stinne Aaløkke Ballegaard.

Én kommune kan eksempelvis spare en masse penge på kørsel ved at indføre skærme i ældreplejen, fordi det er en stor kommune, hvor der er langt mellem borgernes huse i hjemmeplejen. Det er ikke sikkert, der vil være en kørselsgevinst i andre kommuner, fordi hjemmeplejen cykler frem og tilbage. Men der kan også være faglige organiseringer, forskellige kulturer eller noget helt fjerde, som ikke kan sammenlignes én til én.

"Det, der kan være svært, er, at velfærdsteknologi hænger tæt sammen med den måde, man er organiseret på. Det vil sige, hvordan er arbejdsgangene, hvordan er de organisatoriske rammer, og hvordan gør vi her hos os, og hvordan gør man det i nabokommunen," siger Stinne Aaløkke Ballegaard.

"Hvis man skal lade sig inspirere af andre kommuner, så forudsætter det, at man kender, hvordan teknologi og organisering hænger sammen i den kommune, man vil lade sig inspirere af. Ellers kan man ikke se, om det vil give mening i egen kommune."

Værdisættet skal spille sammen med velfærdsteknologien 

Udover organiseringen skal man også gøre sig klart, hvilke værdier kommunen ønsker i ældreplejen.

"Noget andet, der er rigtig vigtigt, er, at man får tænkt velfærdsteknologien sammen med det, man vil i kommunen. Hvad er det for en udfordring, vi står med, og hvad er det for et værdisæt, vi har og gerne vil hen mod, og hvordan kan teknologien bidrage ind i det arbejde. Der er forskellige måder at tænke ældrepleje på," siger VIVE-eksperten.

Hvis man bruger skærme i ældreplejen igen, og kommunen har et værdisæt, hvor kommunalbestyrelsen eksempelvis har besluttet, at de ældre skal se plejepersonalet fysisk, så vil en skærm gå imod den værdi, fordi de ansatte også ser de ældre virtuelt. Det kan gøre det svært for både de ældre og de ansatte at forstå, hvorfor man så skal implementere skærme, fordi værdisættet peger i en anden retning.

Omvendt kan man have en værdi om at gøre de ældre mere selvhjulpne og give dem mere frihed til at organisere, hvornår de ønsker hjælp fra en ansat i kommunen. Her kan skærme være et bidrag til den værdi.  

"Det vil sige, hvordan kan den konkrete kommunale udfordring løses med det værdisæt den enkelte kommune har," tilføjer Stinne Aaløkke Ballegaard.

Fokus på professionsforståelse

Både sosu'en, sygeplejersken og andre ansatte skal ifølge Stinne Aaløkke Ballegaard kunne se den faglige idé med, hvorfor der skal indføres velfærdsteknologi.

"Det er vigtigt, at medarbejderne kan se, hvordan de kan bruge teknologien, så det understøtter arbejdet, og ikke er noget der går i vejen, eller betyder, at man ikke kan udføre sit arbejde lige så godt, som man ellers kunne," siger hun.

Det betyder helt lavpraktisk, at der skal være en professionsforståelse til stede, inden man begynder at implementere en ny teknologi. Men de ansatte skal også have kompetencerne til at håndtere eksempelvis skærme i ældreplejen.

"Medarbejderen skal føle, at de er lige så kompetente som fagperson, som hvis man er ude fysisk hos borgeren. Derfor skal medarbejderen eksempelvis også kunne hjælpe borgeren, hvis der er problemer med teknologien," siger Stinne Aaløkke Ballegaard.

"Derudover skal man have styr på, hvordan man har tænkt sig at understøtte teknologien. Mange velfærdsteknologier kræver, at man er vedholdende og har et systematisk fokus på teknologierne, fordi der ofte sker nogle andre ting, end det man havde regnet med. Eller der kommer nye medarbejdere til, som ikke har været med hele vejen i implementeringen. Så det kræver vedholdenhed."  

Vil du anbefale kommunerne at gå i gang med det samme, hvis de ikke er i gang? Og hvorfor?

"Der er mange gode initiativer derude, så hvis man kan se, at det virker andre steder, så skal man selvfølgelig være nysgerrig og se nærmere på de teknologier. Hvis man kan se, der er noget, der giver mening, så skal man gå i gang," siger Stinne Aaløkke Ballegaard, men forklarer også om ledelsens ansvar forud for brugen af ny teknologi.

"Lederne skal være opmærksomme på, at borgeren og personalet kan anvende teknologien og forstår, hvad teknologien kan, og hvad teknologien ikke kan. Det skal man kunne hjælpe de ansatte med at se".

Sidst opdateret: 20/08/2024 - 07:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]