Af Christoffer Buster Reinhardt, (K) formand for udvalget for det nære sundhedsvæsen i Danske Regioner

I mere end et år har der været gang i den store debat om fremtidens organisering af vores sundhedsvæsen. En kompleks debat om sammenhæng i sektorer og overordnede strukturer, som naturligvis er vigtig, fordi vi skal gøre os klart, hvad vi vil med vores sundhedsvæsen. Og fordi vi skal tage de rigtige skridt på vejen derhen.

Min egen vision for fremtidens sundhedsvæsen er faktisk ret enkel:

Det ultimative mål for vores sundhedsvæsen – og dermed også den førte sundhedspolitik – er at øge menneskers livskvalitet. Derfor er det for mig og Danske Regioner vigtigt, at den fremtidige struktur og organisering af sundhedsvæsenet lægger et godt fundament for netop at skabe og højne livskvalitet.

Jeg bilder mig ikke ind, at hverken regionerne som myndigheder, sundhedsvæsenet som institutioner eller vi politikere er altafgørende for at skabe livskvalitet hos det enkelte menneske. Men hvis man er syg, dårlig og har smerter, så koster det bare på livskvalitetskontoen. Hospitalsophold kan derfor være nødvendige. Men hvis de kan undgås, er det bestemt at foretrække – særligt for livskvaliteten.

Mere valgfrihed og mere sammenhæng

Hvert år kommer tusindvis af borgere på hospitalet med tilstande, der kunne have været forebygget, eller behandlet tæt på, hvor de bor eller endda derhjemme. Og hver dag er der ca. 100 færdigbehandlede patienter, som ikke kan udskrives fra hospitalet, fordi der mangler tilbud til i det nære sundhedsvæsen. Det er vi nødt til at gøre bedre.

I de senere år har vi i regionerne investeret i det nære sundhedsvæsen og praksissektoren. Der skal skrues op for de investeringer, men der skal også skrues på den måde, vi arbejder på. Man skal som patient og borger vide sig sikker på, at behandlingen sker på et evidensbaseret grundlag alle steder. En omstilling til et mere nært sundhedsvæsen handler derfor i høj grad også om at højne og ensrette kvaliteten på tværs af vores nære sundhedstilbud.

Samtidig bør det være sådan, at de rettigheder, man i dag nyder godt af på hospitalerne, også er til stede i det nære. En ældre borger skal fx frit kunne vælge en akutplads eller midlertidig sengeplads tæt på deres pårørende. Det samme gælder for undersøgelser, kontroller og behandling, som skal kunne vælges tættere på og i eget hjem.

Og hvorfor? Fordi vi ved, at muligheden for valg og indflydelse giver livskvalitet for den ældre.

Udadvendte hospitaler

Jeg ved godt, at kvalitetsstandarder og rettigheder i de nære sundhedstilbud ikke er det mest sexede emner i en strukturdebat. Men på indholdssiden – altså der, hvor det faktisk betyder noget for borgerne – er en større samling af ansvaret i sundhedsvæsenet, og dermed færre sektorovergange, netop en mulighed for at sikre, at alle borgere oplever samme kvalitet. Og for at mindske, for patienterne, er uhensigtsmæssige incitamenter sektorerne imellem. Uanset hvilket hospital de bliver udskrevet fra, og uanset hvor i landet de bor.

Men et reelt løft af det nære sundhedsvæsen handler i lige så høj grad om, at hospitalerne skal have en endnu mere udadvendt rolle, herunder fx telemedicinske løsninger, udadvendte sygehusfunktioner, akutte udgående funktioner, specialistrådgivning af almen praksis, speciallægepraksis og den præhospitale indsats med udgående paramedicinere, som også er en vigtig del af det nære sundhedsvæsen og forebyggelsen af sygehusindlæggelser.

For kan man undgå at skulle flytte - særligt gamle - ind på hospitalet med dertilhørende utryghed, så ved vi, at det øger livskvaliteten.

Jeg håber derfor, at vi med en ny struktur på sundhedsområdet fremadrettet kan få livskvalitetsperspektivet med ind i den fremtidige udvikling af det danske sundhedsvæsen. Det er jo i bund og grund det, som det hele handler om.