
Morsø Kommune har indført en lang række tiltag for at få flere til at vælge sosu-uddannelsen. Men de har også indført en bred vifte af initiativer til at fastholde eleverne, når først de har valgt uddannelsen til. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Sådan har kommune fået flere sosu-elever
Morsø Kommune har arbejdet målrettet med at få flere sosu-elever som del af deres rekrutteringsstrategi. De seneste to år har de haft den største vækst i elever pr. borger i alderen 16-29 år blandt alle kommuner.
Udgivet: 14/12/2023
Selvom der generelt har været en nedgang i antallet af sosu-elever på grundforløb 2 i kommunerne de seneste par år, så er Morsø Kommune gået den modsatte vej. De topper med den højeste stigning blandt alle 98 kommuner.
Det skyldes formentlig deres rekrutteringsstrategi, forklarer Henrik René Christensen, direktør for bl.a. social og sundhed i Morsø Kommune, til NB-Ældre.
"Vi har valgt en rekrutteringsstrategi, hvor vi har fokus på at få fat på de hænder, som vi mangler eller kommer til at mangle i fremtiden. Derfor har det været ret vigtigt for os at finde ud af, hvad vi som kommune selv kan gøre for at få så mange ind på sosu-uddannelsen som muligt," siger Henrik René Christensen.
Udviklingen i Morsø Kommune er særlig interessant, fordi der ikke ligger en sosu-uddannelse i kommunen. Derudover prøver mange kommuner at løse udfordringen med rekrutteringsudfordringerne i ældreplejen. En måde at løse det problem på, er ved at uddanne flere inden for faget. Det er dog lettere sagt end gjort, da færre og færre vælger den retning.
NB-Ældre har set på grundforløbet 2 for sosu-assistent og -hjælper sammenlagt. Vi har valgt at se på grundforløb 2, fordi der er en stor andel af eleverne, der falder fra mellem grundforløb 1 og 2. I skoleåret 2020/2021 til 2022/2023 har der samlet set i alle kommunerne været et fald på 404 elever, der startede på grundforløb 2. Faldet var 991, hvis man kun ser på 2020/2021 til 2021/2022, men det seneste år er det steget, så faldet ender på 404.
I Morsø Kommune har man dog haft en stigning fra 26 elever til 37 elever på blot ét år, hvorefter tallet ikke er steget yderligere.
Morsø Kommune har sat fokus på disse faktorer
Henrik René Christensen forklarer, at man i kommunen har haft fokus på flere forskellige tiltag, som har haft en effekt. Blandt andet et godt samarbejde med sosu-skolen i Thisted Kommune. Derudover har det været en bred vifte af tiltag, der ikke kan stå alene.
"Vi har stort fokus på fastholdelse på studiet. Der er konkrete indsatser på nedbringelse af frafald. Der er faglige netværksmøder. Vi har arbejdsgiverforum, skoleforumsmøder, der er dialog om individuelle elevforløb, som kører i et super godt samarbejde med sosu-skolen," siger Henrik René Christensen og tilføjer:"Nogle af de ting, vi også har stor fokus på, er anvendelsen af støttefunktioner. Vi har lavet overgangssamtaler fra skole til praktik, så man er godt forberedt på, hvad det er, man kommer ud i, når man er i praktik. Vi har fået lektiecaféer, så man forsøger at hjælpe alt det, man kan."
Man er også gået nye veje ved at samarbejde bredt i kommunen på tværs af fagforvaltninger. Det gælder for eksempel et samarbejde med jobcentrene, som er gode til at få øje på dem, der for eksempel ønsker et brancheskift, så kommunen kan rekruttere derfra.
"Der skal også være en fornuftig screening af ledige, nogle gode praktikforløb og jobafprøvninger. Der skal være fokus på for eksempel særlige vilkår i ansættelsen, refusionsmuligheder og integrationsborgere, det er en meget vigtig del af at få flere ind på sosu-skolen," understreger Henrik René Christensen.
Her stopper tiltagene fra kommunen ikke. Derudover giver Morsø Kommune elevløn frem for SU, og de giver løn under hele uddannelsesforløbet.
"Vi ansætter i sammenhængende uddannelsesforløb. Derudover skal der være løbende og fleksibelt optag, det er rigtig vigtigt. En anden ting, som vi har haft succes med, det er, at når først folk er kommet ind i folden, så skal vi have ualmindeligt meget fokus på trivslen og fastholdelsen. Eleverne skal have en professionel oplærings-vejledning. Det er ekstremt vigtigt," siger Henrik René Christensen og peger på, at der også er arbejdet med individuelle forløb med nogle af eleverne.
Sidst opdateret: 09/01/2024 - 10:55
Temaer: Inspiration









































