Ældreminister Mette Kierkgaard (M) har arbejdet hårdt og ventet længe på at lancere en ældrelov. Men uenigheder i regeringen spænder ben for hendes ældreudspil. Måske skal man udskyde ældreloven én gang for alle, frem for at lade ministeren stå på mål for det gang på gang.

Ældreminister Mette Kierkgaard (M) har arbejdet hårdt og ventet længe på at lancere en ældrelov. Men uenigheder i regeringen spænder ben for hendes ældreudspil. Måske skal man udskyde ældreloven én gang for alle, frem for at lade ministeren stå på mål for det gang på gang. - Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Kommentar: Ældrelov kommer ikke til februar

Ældreministerens udskydelse af et ældreudspil til det nye år kommer til at betyde én ting: Ældreloven kan ikke nå i folketingssalen i februar. Det skriver journalist Christina Yoon i en kommentar til NB-Ældre.

Udgivet: 14/12/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Ældreloven kan ikke nå at blive fremsat i Folketinget i februar, efter SVM-regeringen har valgt at udskyde ældreudspillet fra ældreminister Mette Kierkgaard (M) endnu engang.

Det skyldes helt lavpraktisk, at det tager tid at forhandle en politisk aftale på plads og få den fremsat i Folketinget. Til sammenligning fremlagde børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) et folkeskoleudspil for over to måneder siden den 11. oktober. Ifølge kilder tæt på forhandlingerne har der kun været to møder, og man er stadigvæk langt fra at være i mål.

Folkeskoleudspillet er oven i købet et mindre udspil, end det regeringen har tiltænkt ældreudspillet, som skal være en egentlig reform, hvor en ældrelov bliver en del af den reform. Det kan man formentlig ikke klappe af på et par uger i løbet af januar med de resterende partier i Folketinget, med mindre man vil vedtage ældreloven med regeringens eget smalle flertal.

I regeringsgrundlaget skrev SVM-regeringen for eksempel, at "visionen om en så omfattende frisættelse vil være ensbetydende med en særdeles gennemgribende og omfattende nytænkning af den offentlige sektor. Derfor vil regeringen starte arbejdet på ældreområdet."

Regeringen har allerede droppet at starte med ældreområdet og gået direkte til folkeskoleområdet, mens nyheder fra Ældreministeriet lader vente på sig. En så stor gennemgribende nytænkning, vil regeringen næppe ønske at realisere med et smalt flertal.

NB-Ældre har tidligere skrevet, at ældreloven stadig kommer i februar. Men det vil ministeriet hverken be- eller afkræfte. Ministeriet vil kun forholde sig til, at det fremgår af lovkataloget, at den kommer i februar. Vi vurderer derfor, at også dette er et tegn på, at ældreloven vil blive udsat.

Erfaringen fra tidligere politiske forhandlinger - herunder det nuværende på folkeskoleområdet - viser samtidig, at der kan gå en del måneder med forhandlinger fra et politisk udspil, til der landes en aftale, og man kan 1. behandle et lovforslag i Folketinget. Derfor er vores vurdering, at SVM-regeringen vil udskyde ældreloven endnu engang.

Hvorfor udskydes loven igen og igen?

Det er svært at holde styr på antallet af gange ældreloven er blevet udskudt. Til nytår er det to år siden, at statsminister Mette Frederiksen (S) lancerede idéen om en ældrelov i sin nytårstale. Men ingen har endnu set skyggen af et udspil.

Alt forarbejdet til en ældrelov har ellers ligget klar siden september 2022, det vil sige før, SVM-regeringen blev dannet. Det forarbejde, som mange fagfolk har døbt "Okkels-rapporten" navngivet efter forfatteren til rapporten, den tidligere departementschef for Sundheds- og Ældreministeriet Per Okkels. Det er også den rapport, som ældreministeren har anvendt i sit foreløbige arbejde med ældreloven.

Men noget holder regeringen tilbage. Som NB-Ældre tidligere har skrevet i en analyse, så handler det blandt andet om, at SVM-regeringen ikke er enige om flere afgørende elementer.

Læs også:
Analyse: Disse knaster står i vejen for ny ældrelov

Kort ridset op, så er det Mette Frederiksens projekt at få en ældrelov. Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) ønsker plejehjemsbestyrelser, som Socialdemokratiet er store modstandere af, og flere V-borgmestre og Kommunernes Landsforening ligeledes har udtrykt stor skepsis omkring.

Derudover er der flere kilder, der peger på, at både Sundhedsministeriet og sundhedsminister Sophie Løhde (V) er stor modstander af ældreloven, fordi sundhed er så stor en del af ældreområdet, at det ikke giver mening at have en tredje lov uafhængigt af sundhedsloven.

Et eksempel på, at sundhedsministeren ikke koordinerer sine tiltag på ældreområdet med ældreministeren er for eksempel på tilsynsområdet for ældreplejen. Mens ældreminister Mette Kierkgaard arbejder ihærdigt på at sammenlægge tilsyn, så ældreplejen får minde bureaukrati, så indføres der i mellemtiden nye ældretilsyn fra Sundhedsministeriet.

Så sent som i oktober 2023 lancerede Styrelsen for Patientsikkerhed - som er en del af Indenrigs- og Sundhedsministeriet - nemlig et tilsyn under overskriften "Nyt tilsyn skal være med til at nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin til patienter med demens".

Udskyd ældrelov til efter april

Ældreloven er blevet udskudt så mange gange, at regeringen lige så godt kan få revet plasteret helt af én gang for alle. Det giver ikke mening, at ældreministeren flere gange om året må udskyde loven, fordi de tre partier ikke er enige.

Udskyd i stedet lanceringen af ældreudspillet med en ny ældrereform og ældrelov til efter, Sundhedsstrukturkommissionen kommer med sine anbefalinger i april 2024.

Sundhedsstrukturkommissionen skal blandt andet se på, hvordan opgaverne på sundhedsområdet - herunder ældreområdet - bør håndteres i fremtiden. Derudover skal anbefalingerne fra efterårets Robusthedskommission samtænkes med Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger.

Læs også:
Her er Robustheds-kommissionens anbefalinger

Det giver derfor ingen faglig mening ud fra et sundhedsperspektiv at have en fritsvævende ældrelov hængende få måneder inden, at det hele kan blive ændret igen. Det er også budskabet fra formanden for Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg, som NB-Ældre har interviewet om usikkerheden omkring ældreloven. Han er helt klar til, at man rykker udspillet til efter Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger.

Læs også:
Ny usikkerhed om tidspunktet for ældreloven: Ryk endelig udspillet

Kan Lars Løkke overbevise Statsministeren?

Både ældreminister Mette Kierkgaard og udenrigsminister Lars Løkke har flere gange slået fast, at reformer skal gennemtænkes, før man lancerer noget. Men selv hvis de erkender, at mange fagfolk mener, at kommissionerne og en ældrelov skal samtænkes, før det lanceres i et politisk udspil, så har de stadigvæk en stor opgave foran sig.

De skal have overbevist Mette Frederiksen om at lade sit hjertebarn - ældreloven - vente en omgang endnu. Og her taler vi ikke blot til lige efter april.

Hvis de to kommissioner skal samtænkes med en ældrelov, så når man næppe et egentlig udspil på denne side af sommerferien. Ældreloven og den længe ventede ældrereform kan derfor nemt i en blanding af det politiske spil og sundhedsfaglige anbefalinger blive udskudt til efteråret 2024.

Ellers hastes ældreloven igennem, og man får derefter et stort bøvl med implementeringen, fordi man på baggrund af de to kommissioners anbefalinger formentlig vil lave en reform af sundhedsområdet, der vil influere på ældreområdet. Ligesom man allerede ser med sundhedstilsyn på ældreområdet, hvor det ikke er lykkes SVM-regeringen at koordinere indsatserne og arbejdet.

Alternativet kan derfor ende med, at regeringen med ældreministeren i spidsen i stedet sætter nogle prøveballoner op i mellemtiden, der ikke er i direkte konflikt med hele sundhedsområdet, men mere kan betegnes som forsøg.

Det kan være, flere kommuner end blot tre, der får lov at være frikommuner på ældreområdet. Udvalgte plejehjem, der skal afprøve ideen med bestyrelser, og kommuner der får lov at få færre tilsyn. Med finansloven for 2024 blev der eksempelvis sat penge af til flere faste teams, det kan blive udvidet løbende.

Folketinget forventes at samles igen senest den 9. januar, så der kommer formentlig ikke noget ældreudspil før efter denne dato. Ifølge Folketingets presseafdeling forventes lovkataloget at blive opdateret i februar-redegørelsen, hvor man kan se, om ældreloven officielt er flyttet til en anden måned end februar frem mod sommer eller helt taget ud, hvis den flyttes til efteråret.

NB-Ældre vil holde øje med både meldinger fra regeringen, ældreministeriet og lovakataloget i det nye år.

Sidst opdateret: 15/12/2023 - 10:43

Emner: Ældrelov

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]