Bureaukratiet er vokset i service- og sundhedsloven det seneste år

Selv om regeringen har fokus på afbureaukratisering med blandt andet ældreloven, har det ikke forhindret lovmøllen at tilføje flere ord til både service- og sundhedsloven. Det seneste år er de to love vokset med over 1.600 ord, viser ny gennemgang.

Udgivet: 16/01/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Antallet af ord i serviceloven er steget med 419 ord fra 1. januar 2023 til 1. januar 2024. Sundhedsloven er vokset med hele 1.232 ord i samme periode.

Begge love er oppe på 85.160 ord til sammen, og det er uden at tælle bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger med.

Det viser en ny gennemgang af lovene, som den borgerlige-liberale tænketank Cepos har foretaget for NB-Ældre.

Nu vil regeringen tilføje en ny lov med nye ord til nedenstående skema. Nemlig ældreloven. Flere ældredirektører har tidligere tvivlet på, at ældreloven overhovedet vil fjerne bureaukratiet. Selvom statsministeren netop har meldt ud i Berlingske, at hun vil gøre tilsynene mere enkle, så er der endnu ikke kommet udmeldinger om, hvor meget lovgivning i sundheds- og serviceloven, der kan fjernes.

Læs også:
14 ud af 48 ældredirektører tvivler på, at ældrelov vil fjerne bureaukrati

I interviewet har statsministeren forklaret, at regeringen stadigvæk har en ambition om "at nedbringe mængden af regler, som der føres tilsyn med, hvilket blandt andet skal ske i et særligt partnerskab mellem regeringen og kommunerne."

Det særlige partnerskab, som blev aftalt helt tilbage i økonomiaftalerne for 2024 har dog ikke engang haft deres første forhandlingsmøde endnu. Det skulle oprindeligt have været afviklet mellem KL og finansminister Nicolai Wammen (S) den 18. december, men mødet er skubbet til sidst i januar. Det vil sige, det kan blive svært at blive en del af ældrelovsudspillet, som forventes at blive præsenteret i sin fulde længde den 30. januar.

"Allerede nu vil regeringen dog med sin nye ældrelov fjerne en »række proceskrav« – herunder kravet om, at landets kommuner har pligt til løbende at udarbejde en såkaldt værdighedspolitik.

Kommunerne skal også fritages fra kravet om at tilbyde ældre over 70 år såkaldte forebyggende hjemmebesøg – noget, der skal ske årligt, fra en borger fylder 82 år," tilføjer Mette Frederiksen dog i interviewet.

Om et paradigmeskift vil tage et endeligt opgør med antallet af ord i lovene, vides endnu ikke. Cepos har tidligere i 2023 opgjort antallet af ord også i vejledninger, bekendtgørelser mv., og her kom det frem, at hvis man talte det med, så ville antallet af ord nå op på over svimlende 1,6 millioner ord.

Sidst opdateret: 16/01/2024 - 12:52

Emner: Ældrelov

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]