Af Karen Andersen-Ranberg, klinisk professor ved Odense Universitetshospital og forsker i forebyggelse af indlæggelser blandt ældre

Vi er alle individuelle mennesker med hver vores alder, kognitive, mentale og fysiske evner, og forskellige livsvilkår, som har bidraget til, at vi er, dem vi er, og er dér i livet, hvor vi er. Men når ældre mennesker rammes af sygdomme og funktionstab, der nødvendiggør kontakt med sygehus og hjemmepleje, forsvinder mennesket for i stedet at opstå som et objekt, der modtager en sundhedsydelse.

Som Ole Hartling, tidligere formand for Etisk Råd, så fint beskriver det: Mennesket tingsliggøres! Og objekter kan der sættes priser på. Det fører til diskussioner om, hvem der så skal udføre og betale for for eksempel en ny sundhedsydelse?

Alligevel taler vi om patienten først! Borgeren først! At sætte ‘først’ harmonerer ikke altid med virkeligheden. For vores sundhedssystem er komplekst med et nært samarbejde mellem den primære og den sekundære sektor, som organiseres og finansieres af hhv. kommuner og regioner. Igennem årene er der etableret gode aftaler om, hvem, kommune eller region, der leverer hvilken sundhedsydelse.

Og i de senere år har der været meget fokus på ældre borgere i sundhedsvæsenet, ikke mindst i sektorovergangene. Det er berettiget med tanke på den demografiske udvikling, men udfordres når der for eksempel etableres nye sundhedsydelser i overgangen fra den ene sektor til den anden. For hvem skal levere personale til at udføre den nye ydelse? Og hvem skal betale?

Smidige sektorovergange nedprioriteres

Det er min påstand, at ældre borgeres behov for mere smidig diagnostik og behandling i overgangen mellem primær og sekundær sektor nedprioriteres til fordel for økonomiske hensyn og faglige forbehold.

Tag for eksempel de kommunale akutfunktioner, som blev obligatoriske for landets kommuner i 2018. Mens de tager et skridt i den rigtige retning med tidlig opsporing og diagnostik vha. kliniske målinger og enkelte blodprøveanalyser i borgerens hjem, er der dog stadig begrænsninger for at udnytte dette tilbud i en større grad.

For når vi ved, at nogle af de hyppigste årsager til akut indlæggelse af ældre borgere er lunge- og urinvejsinfektion, dehydrering og fald, hvorfor har akutsygeplejerskerne kun lov til at måle infektionstallet CRP (C-reaktivt protein) og blodprocenten (hæmoglobin)? Hvorfor ikke også måle de hvide blodlegemer, som ved infektion typisk stiger tidligere end infektionstallet gør det? Og hvorfor kun foretage målinger på fingerpriksblod, de såkaldte kapillærprøver, når man ved at tage en vene-blodprøve kan måle de væsketal, der anvendes til at vurdere om den ældre borger er dehydreret?

Desværre anvendes det udvidede analyseudstyr kun som led i forsknings- og udviklingsprojekter i nogle få kommuners akutfunktion og i samarbejde med enten lægepraksis eller sygehuse. Når projektet så hører op, stopper de udvidede blodprøve analyser, og man går tilbage til CRP og blodprocenten. For groft sagt - i sidste ende er det jo kommunen, der har udgiften, så regionen kan forebygge en akut sygehusindlæggelse, - i hvert fald i teorien.

Vi har endnu ikke data, der sandsynliggør, at blodprøveanalyse i hjemmet kan forebygge indlæggelser, men de er på vej! For nuværende kan vi blot sige, at det lyder fornuftigt, for det er de samme blodprøver, man ville tage hos egen læge eller i sygehusenes akutmodtagelser. Med blodprøvetagning i hjemmet får vi dem bare hurtigere. Og det er klart i borgerens interesse at få serviceydelsen i hjemmet. Det er også hurtigere end at skulle til egen læge eller på sygehuset for at få taget blodprøver, når man er syg og utilpas. “What’s not to like?”

Drop prisdiskussionerne

Folketinget har netop vedtaget et nyt lovforslag om bl.a. ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed. Det giver autoriserede sygeplejersker lov til selvstændigt at træffe beslutning om og udføre bestemte opgaver, som i dag er forbeholdt læger. Det gælder bl.a. blodprøvetagning! Dermed vil en sygeplejerske i den kommunale akutfunktion have lov til – uden først at skulle spørge en læge - at tage en blodprøve og analysere den i borgerens hjem, når det mistænkes, at borgeren er ved at udvikle en akut sygdom.

Den nye lov vil både spare tid og fjerne en barriere, men pålægger også sygeplejersken et ansvar for at drøfte resultaterne med en læge. Hvis resultaterne entydigt peger på infektion eller dehydrering er det let for lægen hurtigt at iværksætte en akut behandling. Og behandlingen kan tilmed overvåges ved opfølgende hjemmemålinger. I modsat fald, altså ved normale blodprøver (og normale kliniske målinger, fx blodtryk, puls, respirationsfrekvens og temperatur), vil man kunne afvente næste dag til mere grundig undersøgelse ved egen læge.

Når nu teknologien til udvidede blodanalyser i eget hjem eksisterer, hvorfor så ikke bare komme i gang? I projekter, hvor udvidet brug af blodprøver er blevet anvendt, er både akutsygeplejersken og den ældre borger særdeles tilfredse med ydelsen. Akutsygeplejerskerne, fordi de får mere sikkerhed for, om der er behov for akut lægetilsyn, eller om det kan vente til næste dag. Man kan jo altid gentage prøverne, hvis der fortsat er mistanke om, at noget er under udvikling. Og for den ældre borger, fordi de ikke behøver at tage op til lægen for at få taget blodprøver, når de ikke har det så godt eller risikere at blive indlagt ’blot for en sikkerheds skyld!’.

Mange praktiserende læger ser det også som en god hjælp til en førstehånds vurdering af deres patients tilstand, når de ikke selv lige kan rykke ud på akut hjemmebesøg pga. en travl konsultation. DR har for nyligt omtalt særdeles positive effekter af et sådant projekt i Middelfart. For i sidste ende giver det tryghed for både den ældre borger, pårørende, hjemmeplejen og egen læge. Så lad os sætte mennesket først og undgå tingsliggørelse ved at diskutere pris. Ansvaret skal vi nok finde ud af. Sæt “Patienten først” - “Borgeren først”!