Om lovforslaget til ældreloven bliver udskudt er uvist. Formanden for Kommunale Velfærdschefer håber, at de udskyder det, hvis det bevirker bedre sammenhæng mellem ældrelov og sundhedsområdet.

Om lovforslaget til ældreloven bliver udskudt er uvist. Formanden for Kommunale Velfærdschefer håber, at de udskyder det, hvis det bevirker bedre sammenhæng mellem ældrelov og sundhedsområdet. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Ny usikkerhed om tidspunktet for ældreloven: Ryk endelig udspillet

Ældreministeriet svarer ikke på, om det fortsat er planen at fremsætte lovforslaget til ældreloven til februar. Velfærdsformand håber, at de vil udskyde lovforslaget, hvis det betyder bedre sammenhæng mellem ældrelov og sundhedsområdet.

Udgivet: 14/12/2023

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Udspillet til ældreloven er som bekendt udskudt til starten af det nye år. Men betyder det også, at lovforslaget så bliver udskudt og ikke fremsat i februar, som det fremgår af lovkataloget? Det spørgsmål har NB-Ældre spurgt Social-, Bolig- og Ældreministeriet om, men de svarer ikke direkte på spørgsmålet. De skriver nemlig som svar:

”Ministeriet kan bekræfte, at det fremgår af lovprogrammet, at lov om ældrepleje og omsorg vil blive fremsat til februar. Lovforslaget har bl.a. til formål at indføre en ny ældrelov med få klare værdier, der skaber bedre rammer for en alderdom med livsglæde og tid til nærvær og omsorg. Derudover igangsættes frisættelse af kommunale plejehjem med øgede frihedsgrader.”

NB-Ældre har spurgt dem igen, om det så er planen, at følge lovkataloget, men de har ikke noget at tilføje. Det var kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), der for to uger siden fik flere medier til at skrive om, at ældreloven er udskudt. Det er imidlertid det politiske udspil, der er udskudt til starten af det nye år. Men hvorvidt fremsættelsen af lovforslaget er udskudt, er imidlertid uvist.

Læs også:
NB-Ældre erfarer: Ældreloven kommer stadig i februar

Ryk endelig tidspunktet

Formanden for Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg, tænker, at det manglende svar er et udtryk for, at der foregår nogle overvejelser internt i regeringen omkring ældreloven.

“Ikke mindst om koordineringen med det arbejde, der foregår i Sundhedsministeriet og Sundhedsstrukturkommissionen og de forslag, som de vil komme med i løbet af foråret. Forhåbentlig sikrer de en sammenhæng mellem de to udspil,” siger Jakob Bigum Lundberg, der også er direktør for ældreområdet i Næstved Kommune.

Han tror og håber således på, at regeringen vil rykke lovudkastet til ældreloven, så det passer med Sundhedsstrukturkommissionen.

“De har en forpligtelse til, at tingene også kommer til at hænge sammen i den rigtige verden. Vi kommer til at stå med nogle meget store problemer, hvis vi skal administrere en ældrelov, som ikke er tænkt sammen med det nye Danmarkskort som Sundhedsstrukturkommissionen, skal tegne,” siger Jakob Bigum Lundberg.

“Så ryk det endelig. Hvis vi kan få mere sammenhæng mellem ældre og sundhedsområdet ved at rykke tidspunktet for fremsættelsen af lovforslaget, og såmænd også det politiske udspil, så er det ikke noget problem for os i kommunerne. Vi vil være meget tilfredse med en bedre sammenhæng.”

Sidst opdateret: 13/12/2023 - 20:46

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]