- Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

NB-Ældre erfarer: Ældreloven kommer stadig i februar

Flere medier skriver i dag om, at ældreloven bliver udskudt på baggrund af en melding fra kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), men udtalelserne konflikter ikke med et lovforslag i februar.

Udgivet: 28/11/2023

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Ældreloven bliver udskudt igen igen, skriver flere medier i dag. Men i lovkataloget fra oktober står, at der vil komme et lovforslag omkring ældreloven i den sidste halvdel af februar 2024. Og det sker stadig, erfarer NB-Ældre.

Det er kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), som har udtalt sig omkring ældreloven til TV2. Men der er heller ikke noget i hans udtalelser, som skulle gøre, at lovforslaget ikke stadig kan komme i februar.

"Det er en temmelig udfordrende opgave. Vores ældreminister arbejder benhårdt på det og er klar til at præsentere sine tanker, ideer og lovforslag, når vi kommer ind i det nye år," siger kulturministeren til TV2.

Der er således ikke noget, der tyder på, at lovforslaget bliver udskudt. Derimod bliver regeringens politiske udspil omkring ældreloven udskudt til efter nytår. Det skulle efter de seneste meldinger fra ældreminister Mette Kierkgaard (M) være kommet i slutningen af året. Men nu skriver ældreministeren til NB-Ældre, at hun er klar til præsentationen efter nytår.

”Først i det nye år præsenterer jeg et udspil til en kommende ældrereform. Når man skal bryde ned og bygge nyt og bedre op og nytænke et område så stort som ældreområdet fra inderst til yderst, tager det tid. Men det er tid givet godt ud, når det handler om at få så ambitiøst, levedygtigt og fremsynet et udspil som overhovedet muligt. Først og fremmest med tanke på dem, udspillet drejer sig om - de ældre, de pårørende og medarbejderne omkring dem," skriver hun i en kommentar til NB-Ældre og fortsætter:

"Der er et kæmpe behov for en reform. Men jeg vil hellere bruge en smule ekstra tid, end jeg vil gå på kompromis med det indhold, der skal sikre en stærk, værdig og omsorgsfuld ældrepleje.”

Sidst opdateret: 29/11/2023 - 10:57

Emner: Ældrelov, Ældreminister

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]