Af Rune Hagel Andersen, freelanceanalytiker

Den nye ældrelov bygger på en tanke om, at ældrepleje ikke kun handler om praktisk hjælp og pleje, men også om livskvalitet, relationer og deltagelse i fællesskaber. Derfor arbejder kommunerne aktivt for at inddrage frivillige og civilsamfund.

Men debatten bliver for simpel, hvis ambitionsniveauet gøres op i antal aktiviteter, partnerskaber eller projekter. Det afgørende spørgsmål er ikke, hvor “meget” civilsamfund kommunerne kan koble på ældreområdet. Det afgørende er, om samarbejdet faktisk bliver meningsfuldt for den enkelte ældre.

Ambitionsniveauet skal måles i relevans

For nogle ældre vil et fællesskab, en besøgsven eller en lokal aktivitet gøre en stor forskel. For andre vil det være mindre relevant. Nogle har brug for hjælp til at tage det første skridt, mens andre ikke ønsker at deltage.

Derfor er kommunernes opgave ikke bare at skabe flere tilbud, men at understøtte, at ældre får adgang til de fællesskaber, som passer til deres behov, ønsker og livssituation. Det er også derfor, nogle kommuner arbejder med mere målrettede tilbud. Der er for eksempel fokus på mandefællesskaber, fordi ældre mænd statistisk set ofte er mindre aktive i civilsamfundet.

Pointen er enkel: Et tilbud er ikke værdifuldt, bare fordi det findes. Det bliver først værdifuldt, når det opleves som relevant af den ældre selv.

Nogen skal bygge bro

Samarbejdet opstår ikke af sig selv. Det kræver nogen, der kan bygge bro mellem borgernes behov og de muligheder, der findes lokalt. Frivillige og frivillighed kommer i mange farver og former. Det skal der tages højde for.

Assens Kommune er et godt eksempel. Her har man etableret en tværgående enhed med forebyggelseskonsulenter, fællesskabskoordinatorer og brobyggere, som skal understøtte borgerdrevne fællesskaber og forebygge ensomhed. Det er et konkret udtryk for, at samarbejdet med civilsamfundet ikke bliver overladt til tilfældigheder eller ildsjæle alene.

Kommunerne skal hjælpe de frivillige på vej for eksempel via én tydelig indgang. Hvis frivillige og foreninger skal samarbejde med kommunen, skal de kunne finde vej ind og hjælpes rundt. De frivillige skal klædes på og uddannes. Ellers bliver selv gode lokale kræfter bremset af systemets uoverskuelighed.

Afsæt i borgernes efterspørgsel

Samarbejdet med civilsamfundet skal tage udgangspunkt i borgernes efterspørgsel. Det er ikke nok, at kommunen eller de frivillige har gode intentioner. Aktiviteterne skal også passe til den ældres ønsker, rytme og livserfaringer.

Her findes der allerede interessante eksempler. I Roskilde arbejder man med social henvisning i samarbejde med praktiserende læger, så fællesskab i praksis kan “udskrives” på recept. Andre steder arbejder man med generationsmøder, hvor unge gennem valgfag som “Lev med de gamle” besøger plejehjem for at cykle, spille spil eller hjælpe med IT. Den type indsatser kan være meget værdifulde, når de tager afsæt i det, den ældre faktisk efterspørger.

Høje ambitioner kræver klare rammer

Frivillige kan bidrage med noget, den kommunale organisation ikke selv kan skabe: nærvær, relationer og lokale fællesskaber. De kan være en værdifuld indsats før kommunen træder i karakter. Men de skal ikke erstatte den faglige ældrepleje. Derfor kræver et velfungerende samarbejde tydelighed om roller, ansvar og grænser.

Kolding Kommune er et godt eksempel på, at det kræver ledelse og rammesætning. Her arbejder man efter levereglen “Sæt fællesskabet i spil”, så civilsamfundet ikke bliver krymmel på toppen, men en naturlig del af hverdagen. Samtidig bruger man skriftlige retningslinjer, opgavebeskrivelser og prøveperioder for frivillige, så der er klarhed om, hvad samarbejdet skal være.

Det mest ambitiøse

Kommunerne skal have ambitioner på civilsamfundets vegne. Men det mest ambitiøse er ikke at sætte flest mulige aktiviteter i gang.

Det mest ambitiøse er at tage udgangspunkt i den enkelte ældre og bygge bro til de fællesskaber, der faktisk kan gøre en forskel.