Af Signe Lillegaard Haldgren, centerchef i Rudersdal Kommune

I Ældreministeriets inspirationsmateriale om samarbejdet mellem ældreområdet og civilsamfundet peges der på en vigtig pointe: Velfærd skabes ikke kun inden for de kommunale mure. Den skabes i relationer og i mødet mellem mennesker på tværs.

Men hvis vi tror, at frivillighed og samarbejde kan sættes på formel og måles gennem standardaftaler og faste skabeloner, misforstår vi selve drivkraften. Frivillighed er i sin natur spontan, dynamisk og båret af engagement. Den udfordrer rammen – og det er netop dens styrke.

Derfor bør ambitionen ikke være at ensrette samarbejdet, men at skabe rum for, at det kan opstå og udvikle sig. Det kræver, at vi tænker og leder på tværs, så der kan opstå nye koblinger.

Det er en bevægelse, hvor vi først og fremmest mere systematisk skal bringe kulturområdet, børneområdet og ældre- og sundhedsområdet tættere sammen med hinanden og med lokalområdet. Ikke kun i enkeltsager, men i den måde vi organiserer os fra politisk niveau til forvaltningsniveau, og helt ud i de konkrete møder mellem medarbejdere, borgere, pårørende og de lokale.

Det kunne for eksempel være plejecentre, der arbejder med årshjul i samarbejde med lokale kulturinstitutioner, skoler eller daginstitutioner. Det kan også være nye partnerskaber med lokale virksomheder eller foreninger, der ikke blot sponsorerer, men deltager aktivt i fællesskaberne og deles om faciliteter, busser eller arrangementer. Den slags opstår ikke af sig selv – men kan gro, hvis vi prioriterer tid til at skabe relationerne.

For hvis samarbejdet med civilsamfundet skal lykkes, må det forankres i kulturen, og det kræver tydelig ledelse. Medarbejdere og borgere skal opleve frivillige som en værdi – ikke som en forstyrrelse i en i forvejen presset hverdag. Det betyder, at der skal afsættes tid og ressourcer til brobygning mellem fagprofessionelle og civilsamfundet. Det betyder også, at ledelsen aktivt skal anerkende og prioritere samarbejdet.

Fællesskaber kan ikke vedtages

Samtidig skal vi systematisk inddrage de ældre og pårørende. Ikke kun gennem høringer, men gennem reelle medskabende fora. Det kunne for eksempel være borgerpaneler, hvor de er med til at forme løsningerne. De ældre er ikke blot modtagere af pleje - de er borgere med erfaringer, netværk og ressourcer. Mange rummer livshistorier, kompetencer og engagement, der også kan bringes i spil til gavn for andre.

Og midt i ambitionerne skal vi huske at få øje på alt det, der allerede lykkes. Rundt om i landet findes allerede en masse gode samarbejder mellem frivillige foreninger og kommunale institutioner. De skaber både stjernestunder i hverdagen og styrker nye relationer. Ikke fordi de er projekter, men fordi de er fællesskaber.

Når virksomheder, foreninger og frivillige vælger at indgå i samarbejder, handler det ofte om at gøre en forskel. Derfor bør målet være at dele de meningsfulde øjeblikke, når mennesker mødes og skaber livskvalitet, uden at forsøge at måle eller sætte dem på formel.

Meningsfulde aktiviteter og inkluderende fællesskaber er ikke noget, vi bare kan vedtage. Det er noget vi skaber – sammen.