Kommunerne kan få svært ved at omsætte en af ældrelovens centrale ambitioner til praksis.

Loven lægger op til et tæt samspil mellem kommuner, pårørende og civilsamfund. Men den efterlader samtidig en række ubesvarede spørgsmål om, hvordan samarbejdet konkret skal fungere – blandt andet fordi regler om samtykke og adgang til oplysninger stadig sætter klare grænser.

Det kan i praksis betyde, at civilsamfundet fortsat kun bliver koblet på senere i forløbet som et supplement til den kommunale indsats – selv om intentionen med reformen netop er et mere ligeværdigt samspil fra begyndelsen.

Det siger Gry Segoli, lektor og udviklingskonsulent ved Københavns Professionshøjskole.

"Der er noget i loven, man ikke helt har åbnet op for," siger hun.

Den tidligere ældreminister Mette Kierkgaard (M) lagde ellers stor vægt på, at der skulle være tale om samspil – ikke blot inddragelse eller samarbejde – netop for at understrege, at relationen mellem kommuner, pårørende og civilsamfund skal være ligeværdig. Men den ambition bliver ikke fulgt helt til dørs i loven, vurderer Gry Segoli.

"For der er stadig spørgsmål om, hvem der kan se journalerne. Borgerne skal stadig give samtykke til, at man må inddrage civilsamfund og pårørende. Så der er en selvmodsigelse i det: Borgerens ret til privatliv og retssikkerhed på den ene side – og ønsket om at udvide samarbejdskredsen på den anden."

Hvis samarbejdet skal være ligeværdigt, kræver det også lige adgang til information, indflydelse og beslutninger, understreger hun.

"Det har loven ikke taget ordentlig stilling til. Jeg savner, at politikerne bliver meget tydelige omkring, hvad de mener med ligeværd – og hvad ambitionerne konkret er på det her punkt."

Civilsamfundet bliver et add-on

Når Gry Segoli taler med kommuner om implementeringen af ældreloven, møder hun ofte en bestemt måde at tænke civilsamfundet ind på. Det, hun ofte hører, er: 'Vi skal også have nogle flere frivillige'. Noget af det skyldes ifølge hende vanetænkning. Men der ligger også begrænsninger i lovgivningen, hvis ambitionen er et reelt samspil.

"Mange borgere har sociale behov, men det kan budgetterne i den kommunale serviceramme ikke indfri. Her kommer civilsamfundet ind. Men der er stadig den her vanetænkning om, at så kan der komme en frivillig besøgsven."

Resultatet bliver, at civilsamfundets rolle først kommer ind senere i forløbet.

"Det bliver et add-on, efter at kommunen først har været ude og vurdere de personlige og praktiske behov."

Hvis intentionen med ældreloven er helhedspleje, burde civilsamfundet i højere grad tænkes ind fra begyndelsen, mener hun.

Et fravær i valgkampen

Ifølge Gry Segoli mangler der derfor en politisk afklaring af, hvordan balancen mellem borgerens selvbestemmelse og ønsket om et bredere samarbejde skal se ud.

"På den ene side skal borgeren selvfølgelig selv kunne bestemme, hvem der kommer i ens hjem. Men på den anden side: Så længe civilsamfundet bliver et add-on – altså noget, der først kommer ind bagefter – så har vi langt igen."

Det gælder både ambitionerne i ældreloven og indsatsen mod ensomhed blandt ældre.

"Jeg har ikke så store forhåbninger til, at det her valg kommer til at ændre noget på det område. Jeg synes faktisk, det har et larmende fravær i valgkampen."

Hun håber i stedet, at diskussionen bliver taget op, når der igen er ro om den politiske proces.

"Når der kommer lidt ro på, og regeringsgrundlaget er færdigskrevet, håber jeg, at man sætter sig ned og siger: Hvordan kommer vi videre med ældreloven?"