
Mette Kierkgaard (M) ser det som en klar succes, hvis kommunerne formår at få de mindre aktører med i de lokale partnerskaber og samtidig fastholder modet til at løfte ambitionerne undervejs. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix
Ældreministeren bekymret for kommunernes ambitionsniveau i samarbejdet med civilsamfundet
Ældreminister Mette Kierkgaard er bekymret for, om kommunerne sætter ambitionerne højt nok i samarbejdet med civilsamfundet. Hun peger samtidig på, hvad hendes succeskriterier er i forhold til kommunernes samarbejde.
Udgivet: 25/11/2025
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) lægger ikke skjul på sin bekymring. Selv om flere kommuner allerede arbejder aktivt med lokale partnerskaber, frygter hun, at ambitionsniveauet ikke bliver sat højt nok, når samarbejdet med civilsamfundet skal løftes.
"Det, jeg kan være bekymret for, er, om vi får kastet ambitionerne og modet højt nok op. Hvornår siger en kommune: nu har vi gjort vores i forhold til samspillet," siger hun i et interview med NB-Ældre tirsdag eftermiddag i Ældreministeriet.
Her lancerede Ældreministeriet og partnerskabet Sammen om Ældreplejen et nyt inspirationsmateriale, der skal styrke kommunernes arbejde med lokale partnerskabet. Materialet er udviklet i samarbejde med blandt andre KL, FOA, Ældre Sagen og Røde Kors. Det skal give kommunerne et fælles udgangspunkt for at udvikle og fastholde samarbejdet med civilsamfundet, som er et af målene i ældrereformen.
I interviewet understreger ministeren, at kommunernes indsats i forhold til samarbejdet ikke bliver overladt til tilfældigheder. Der kommer evalueringer af ældrereformen efter tre og fem år, og hun forventer, at samspillet med civilsamfundet bliver en central del af evalueringen. Hvordan det konkret skal måles, ligger dog endnu ikke fast.
Når det er sagt, så ser hun materialet som en mulighed for at støtte kommunerne i det videre arbejde – uanset hvor langt de er i processen.
Løbende proces
Selv om Aalborg og Nyborg ifølge ministeren er eksempler på kommuner, der er godt i gang, oplever hun også et betydeligt spænd i landet.
Mange steder har fokus de seneste år ligget på elementer i ældrereformen som faste teams og nye arbejdsgange. Det har været nødvendigt, men det betyder også, at arbejdet med lokale partnerskaber flere steder først nu får opmærksomhed.
Derfor mener Mette Kierkgaard, at inspirationsmaterialet kan spille en vigtig rolle både i kommuner, der allerede har etablerede samarbejder, og i kommuner, hvor arbejdet står foran en opstart.
"Der vil være kommuner, der ikke er så langt endnu. Og der kan materialet hjælpe i opstartsfasen. Men det kan også bruges dér, hvor man allerede er i gang, fordi praksisudvikling er en løbende proces," siger hun.
Hun peger samtidig på en anden udfordring: mange lokale partnerskaber er afhængige af frivillige ildsjæle. Det kan give et godt afsæt, men også gøre samarbejdet sårbart, når medarbejdere eller engagerede frivillige stopper.
"Det, jeg hører ude i kommunerne, er blandt andet behovet for at skabe mere systematik, så arbejdet ikke står og falder med enkelte personer," siger hun.
Ifølge ministeren er det netop her, materialet – med skabeloner, modeller og forslag til arbejdsformer – kan være med til at skabe mere robusthed og kontinuitet.
Flere aktører og høje ambitioner
For Mette Kierkgaard handler succesen for de lokale partnerskaber om, at kommunerne formår at invitere flere og nye aktører med ind i samarbejdet. Det er ikke nok, at de store organisationer som Ældre Sagen og Røde Kors er til stede, understreger hun. De er vigtige, men ikke de eneste.
"Vi skal ikke ende med kun ‘the usual suspects’ af frivillige. Vi skal have hele det lokale kort aktiveret," siger hun og peger på, at størstedelen af frivilligheden i Danmark findes i små, lokale foreninger og netværk.
Hun ser det som en klar succes, hvis kommunerne formår at få de mindre aktører med og samtidig fastholde modet til at løfte ambitionerne undervejs.
Mette Kierkgaard peger samtidig på, at arbejdet med lokale partnerskaber også handler om den måde, kommunerne organiserer sig på.
"Når man nedbryder styringsregimerne og arbejder på nye måder, kræver det forandringskapacitet hos medarbejdere og organisationer. Det er altid svært," siger hun.
Det er netop den del, hun håber, kommunerne tør gribe fat i.
"Jeg vil være optaget af, at vi får det gjort alle steder. Det må ikke efterlade for mange huller på landkortet," siger hun og tilføjer, at det også er det, materialet skal hjælpe med: "at skabe kapacitet til at gå til opgaven".
Sidst opdateret: 25/11/2025 - 22:20










































