
"Vi har brugt meget tid på undersøgelsen, og først sent i processen har vi fået Danmarks Statistik og Ældreministeriet til at gennemgå det igen," siger Jan Dehn, kultur- og velfærdsdirektør, om fejlen i Ældreministeriets brugertilfredshedsundersøgelse.
Fejlfinding i brugertilfredshedsundersøgelse krævede meget pres fra kommune
Først forklarede Ældreministeriet, at de mærkelige resultater for Hørsholm Kommune i brugertilfredshedsundersøgelsen for plejehjem skyldtes den anvendte metode. Det var først efter pres fra kommunen, at fejlen blev fundet af Danmarks Statistik.
Udgivet: 17/02/2026
Det har krævet et stort pres fra Hørsholm Kommune at få Ældreministeriet til at undersøge de usædvangligt dårlige resultater for kommunen i brugertilfredshedsundersøgelsen for plejehjem nærmere.
Det påpeger Jan Dehn, kultur- og velfærdsdirektør i Hørsholm Kommune, efter at tallene endelig er blevet rettet.
"Vi har brugt meget tid på undersøgelsen, og først sent i processen har vi fået Danmarks Statistik og Ældreministeriet til at gennemgå det igen," siger Jan Dehn.
Danmarks Statistik erkendte før vinterferien, at der var fejl i metoden i brugertilfredshedsundersøgelsen på plejehjem, som sendte Hørsholm Kommune ned på en i virkeligheden forkert sidsteplads på spørgsmålet om samlet tilfredshed. Sagen viser dermed, at selv om man er en lille kommune og ikke føler, at man har ressourcer til en lang korrespondance med myndigheder, som udgiver relevante data, som kan anvendes som beslutningsgrundlag i kommunen, så kan det godt betale sig at presse på.
"Temmelig meget pres"
Hørsholm Kommune henvender sig i første omgang til Ældreministeriet for at få mere viden om resultaterne fra brugertilfredshedsundersøgelsen. Velfærdsdirektøren modtager et Excel-ark fra ministeriet med svarfordelingen for de enkelte plejehjem. Men da kommunen ikke kan få tallene i Excel-arket til at stemme med de samlede resultater i kommunerapporten, henvender de sig igen til Ældreministeriet.
I Excel-arket fremgår der nemlig kun én borger, der har svaret, at vedkommende er meget utilfreds. Men i kommunerapporten for brugertilfredshedsundersøgelsen står der, at 33 procent af beboerne i Hørsholm er ‘meget utilfredse’. Den kommune, som har næstflest ‘meget utilfredse’ ligger på under tre procent.
"Første svar var, at der var tale om vægtning, og at der kun var fejl i vores kommune. Men pludselig er der fejl i tre eller fire kommuners resultater. Det har krævet temmelig meget pres fra vores side, før de har valideret metoden," siger Jan Dehn.
Han refererer til, at han i december i første omgang modtog et svar fra Ældreministeriet, hvor der blandt andet står:
"Det er fuldt forståeligt, at I ønsker at forstå, hvorfor tallene i jeres kommune ser ud, som de gør."
I samme mail forklarer ministeriet også, at de forskelle som velfærdsdirektøren har bemærket skyldes vægtning.
"Ved sammenligning kan der fremgå forskelle mellem antallet af besvarelser og de vægtede fordelinger, idet nogle respondenter fylder andelsmæssigt mere end andre. Danmark Statistik har valgt dette metodiske greb for at korrigere for bortfaldet i undersøgelsen," hedder det i mailen.
Ældreministeriets svar på kritikken
Det er først i et brev i slutningen af januar fra Ældreministeriet, at det viser sig, at Danmarks Statistik har gjort en metodefejl. Og at der faktisk også er fejl i to andre kommuners resultater. For Hørsholm Kommune betyder det blandt andet, at den rykker fra at være den dårligste kommune på spørgsmålet om samlet tilfredshed blandt plejehjemsbeboerne til at være nummer 25.
På spørgsmålet om, hvorfor kommunen skal presse så meget på for at få Ældreministeriet/Danmarks Statistik til at undersøge de mærkelige tal nærmere, skriver Ældreministeriet i et svar til NB-Ældre:
»I første omgang var det forståelsen, at det drejede sig om selve vægtningen. Hos Danmarks Statistik gav henvendelsen imidlertid anledning til en mere omfattende og tidskrævende gennemgang af data, metode og resultater. På den baggrund har Danmarks Statistik efterfølgende erkendt, at der er sket en fejl, og det er derfor blevet tilpasset.«
Du kan læse mere om, hvad fejlen handler om i artiklen nedenfor.
Sidst opdateret: 23/02/2026 - 10:27











































