
Danmarks Statistik: Vi skulle have frasorteret plejehjem
Hvordan kan det ske, at Danmarks Statistik ikke opdagede, at der var fejl i metoden, inden de leverede resultaterne af brugertilfredshedsundersøgelsen til Ældreministeriet? Danmarks Statistik svarer på kritikken.
Udgivet: 29/01/2026
Danmarks Statistik har ikke været opmærksomme på, at der kunne være plejehjem, hvorfra de kun ville få svar fra en borger i deres store brugertilfredshedsundersøgelse af plejehjem. Det er forklaringen på, at myndigheden har lavet en fejl i metoden, som sendte Hørsholm på en uretfærdig sidsteplads i den samlede tilfredshed blandt plejehjemsbeboerne. En fejl, som også kunne være sket i resultaterne for din kommune.
"Vi har som en del af vores tilbud om at indsamle data og viden gennem surveys for offentlige myndigheder og organisationer lavet en spørgeundersøgelse for Ældreministeriet om tilfredsheden med danske plejehjem. Desværre havde vi ikke forudset, at vi på tre ud af knap 650 deltagende plejehjem kun ville få svar fra en borger," skriver Danmarks Statistik i et svar til NB-Ældre.
Danmarks Statistik vægter nemlig svarene for at give et repræsentativt billede af tilfredsheden på tværs af plejehjemmene i hele kommunen. Derfor kommer ét enkelt svar fra et plejehjem til at vægte forholdsvis meget, når der kun er ét svar fra et helt plejehjem. Danmarks Statistik har derfor besluttet at frasortere svar, når der kun er ét svar fra et plejehjem, skriver de i et brev til Hørsholm Kommune. Med den nye metode er Hørsholm nu placeret som den 25. bedste kommune på den samlede tilfredshed.
Ikke tilfredsstillende
Men velfærdsdirektøren i Hørsholm, Jan Dehn, undrer sig over, at Danmarks Statistik ikke havde opdaget fejlen inden offentliggørelsen. Statistikmyndigheden skriver videre i sit svar til NB-Ældre:
"Det er en stor undersøgelse med knap 10.000 deltagere, men når de bliver fordelt på kommuneniveau kan antallet af respondenter blive lavt. Derfor er vi i vores afrapportering åbne omkring det og har gjort opmærksom på, hvor mange respondenter der er til hvert enkelt resultat. Vi skulle fra starten have sorteret plejehjem med kun en respondent fra, men gjorde hurtigt opmærksom på fejlen og rettede den, da vi opdagede den."
Hørsholm har fået en ny rapport, hvor det fremgår, at den samlede tilfredshed på plejehjemmene er ændret fra cirka 65 procent til 95 procent, efter at Danmarks Statistik har frasorteret det ene svar fra et enkelt plejehjem. Statistikmyndigheden erkender, at fejlen ikke er tilfredsstillende.
"Fejl kan ske, men det ændrer ikke på, at det ikke er tilfredsstillende. Vi vil nu gå vores metode i denne type undersøgelse efter i sømmene. Vi har generelt stort fokus på at levere surveys af høj kvalitet og arbejder med systematisk kvalitetssikring i alle vores processer af vores surveys," skriver de til NB-Ældre.
Også Ældreministeriet beklager fejlen i en mail til NB-Ældre, hvor det blandt andet skriver:
"Det er naturligvis beklageligt, at der har været en fejl, som i væsentlig grad har påvirket resultaterne for en enkelt kommune. Det er imidlertid vanskeligt fuldstændigt at gardere sig mod menneskelig fejl. Ældreministeriet og Danmarks Statistik er i dialog om at styrke kvalitetssikringen fremadrettet,« står der.
Ministeriet pointerer samtidig, at det er Danmarks Statistik, der har udarbejdet undersøgelserne og rapporterne, og at det er dem, som fastlægger den konkrete metode og kvalitetssikring.
Flere svar er forkerte
I den nye rapport til Hørsholm Kommune kan man se, at det ikke kun er resultatet af spørgsmålet om den samlede tilfredshed, som er ændret, efter at Danmarks Statistik har fjernet den ene borger.
For eksempel var der i den oprindelig rapport kun 60 procent af plejehjemsbeboerne, som 'i høj grad' eller 'i nogen grad' synes, at det er de samme medarbejdere, som kommer hos dem. Efter metodefejlen er rettet viser den nye rapport, som Hørsholm Kommune har fået og NB-Ældre har set, at det tal nu er oppe på 90 procent.
På spørgsmålet om, hvordan beboerne vil vurdere deres livskvalitet har den ene borger, som er blevet frasorteret, også givet Hørsholm et forkert negativt billede i den oprindelige rapport.
Her vurderede 51 procent i den oprindelige rapport, at de havde en 'god' eller 'meget god' livskvalitet. Men når den ene borger, som var den eneste fra sit plejehjem, og dermed kom til at fylde forholdsvis meget, blev frasorteret, er den samlede livskvalitet nu oppe på 77 procent, fremgår det af den nye rapport.
Ud over Hørsholm Kommune har der også været fejl i Sorø og Frederikshavn kommuner.
"Fejlen har haft betydning for tre kommuner, men særlig stor betydning for Hørsholm. Fejlen påvirker ikke de nationale resultater. Danmarks Statistik har beklaget fejlen og efterfølgende rettet kommunerapporterne for de berørte kommuner," skriver ministeriet til NB-Ældre og fortsætter:
"Ældreministeriet har tilsvarende tilpasset den tilhørende minianalyse af brugertilfredshedsundersøgelsen på plejehjemsområdet, som er udarbejdet af Ældreministeriet. Derudover er der identificeret en mindre opregningsfejl, som omfatter en fjerde kommune, men som kun har helt marginal betydning for resultatet."
Sidst opdateret: 23/02/2026 - 10:25











































