Disse 16 kommuner vil rykke mindst tyve pladser frem ved færre indlæggelser
Mængden af indlæggelser blandt ældre betyder meget i forhold til, hvordan kommunerne placerer sig i omfattende kortlægning af ældreområdet i kommunerne. Se hvordan din kommune vil placere sig, hvis I mindsker omfanget af forebyggelige sygehusophold og genindlæggelser til landsgennemsnittet.
Udgivet: 02/12/2025
Hvis Lolland Kommune mindskede antallet af ældre med forebyggelige sygehusophold og andel genindlæggelser til landsgennemsnittet, så ville kommunen rykke hele 37 pladser frem i NB-Ældres kortlægning af ældreområdet i kommunerne.
Det viser beregninger, som NB-Ældre har lavet på baggrund af kortlægningen. Selv om Lolland er den kommune, som med et forbedret fokus på indlæggelser ville rykke mest frem, så er der faktisk også 15 andre kommuner, som ville rykke mindske tyve pladser frem, hvis deres antal ældre med forebyggelige sygehusophold og andel genindlæggelser var lige så lavt som landsgennemsnittet.
Kortlægningen af ældreområdet i kommunerne tager udgangspunkt i 18 centrale parametre. Et ekspertpanel på 12 eksperter har vægtet parametrene og de fire parametre med forebyggelige sygehusophold og genindlæggelser for henholdsvis plejehjemsbeboere og hjemmeboende på 65+ er nogle af de indikatorer, som vægter højest. Dermed vil mange kommuner også opleve at kunne forbedre deres placering markant, hvis de forbedrer tallene på disse parametre.
I NB-Ældres samlede analyse kan man se, hvordan man klarer sig som kommune på de enkelte parametre. Man kan samtidig se, hvilke kommuner som klarer sig godt, som man kan blive inspireret af til at gøre det bedre.
(Artiklen fortsætter under tabellen)
Fik du læst?
Se kortet: Jyske kommuner klarer sig bedst i omfattende faglig kortlægning af ældreområdet
Fra plads 77 til 40
Lolland er placeret som nummer 77 i den samlede analyse.
Antal plejehjemsbeboere på 65+ år med forebyggelige sygehusophold pr. 1.000 var i Lolland Kommune sidste år på 228, mens landsgennemsnittet var 178. For hjemmeboende var Lollands tal tilsvarende 56, mens landsgennesnittet var 46.
Andel genindlæggelser for plejehjemsbeboere på 65+ år var 23 pct. Landsgennemsnittet var tilsvarende 18 pct. For hjemmeboende ældre var tallet på 18 pct. for Lolland Kommune, og 15 pct. på landsplan.
Hvis kommunen mindskede antal ældre med forebyggelige sygehusophold og andel genindlæggelser til landsgennemsnittet, ville kommunen rykke frem til plads nummer 40, hvilket svarer til et fremryk på 37 pladser.
Ishøj Kommune ville flytte 28 pladser frem, fra plads nummer 57 til plads 29, hvis de mindskede antal ældre med forebyggelige sygehusophold og andel genindlæggelser til landsgennemsnittet. Tårnby Kommune villle rykke 27 pladser frem. Og både Vordingborg, Rødovre og Viborg ville rykke 25 pladser frem.
Ud over de 16 kommuner, som vil flytte mindst tyve pladser frem, vil 30 andre kommuner flytte mellem ti og nitten pladser frem. Og 29 kommuner vil flytte under ti pladser frem. Kun 23 kommuner har i forvejen så få ældre med forebyggelige sygehusophold og lav andel genindlæggelser i forhold til landsgennemsnittet, at de ikke kan flytte frem ved at ændre på disse parametre til et landsgennemsnit.
Sådan har vi gjort
I NB-Ældres Excelark over alle data i de samlede kortlægning af ældreområdet kan man se, hvilke kommuner som klarer sig dårligere end landsgennemsnittet.
NB-Ældre har ændret følgende fire parametre for den enkelte kommune til landsgennemsnittet, såfrem tallet for det enkelte parametre er dårligere end landsgennemsnittet, og set, hvor mange pladser kommunen eventuelt vil rykke frem, hvis de fire parametre bliver forbedret.
Det gælder følgende fire parametre omkring indlæggelser af ældre:
Antal plejehjemsbeboere på 65+ år med forebyggelige sygehusophold pr. 1.000
Antal hjemmeboende ældre på 65+ år med forebyggelige sygehusophold pr. 1.000
Andel genindlæggelser for plejehjemsbeboere på 65+ år
Andel genindlæggelser for hjemmeboende ældre på 65+ år
For nogle kommuner er det kun nogle af parametrene, som er dårligere end landsgennemsnittet. Her er det kun disse parametre, som er blevet ændret i beregningen.
Du kan downloade hele den samlede analyse i et Excelark her.
Sidst opdateret: 08/12/2025 - 12:23










































