Det er op til det enkelte plejehjem at vurdere, om der bør ske offentliggørelse af billeder mv. af plejehjemmets beboere, understreger Datatilsynet.

Det er op til det enkelte plejehjem at vurdere, om der bør ske offentliggørelse af billeder mv. af plejehjemmets beboere, understreger Datatilsynet. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Datatilsynet melder ud: Billeddeling på plejehjem kræver omhyggelig vurdering

Billeddeling på plejehjem skal bero på en konkret vurdering af beboernes sårbare position, vurderer Datatilsynet i svar til Ældreministeriet. I forhold til 'harmløse billeder' er svaret mere lempeligt.

Udgivet: 02/12/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Samtykke fra plejehjemsbeboere lever i mange tilfælde ikke op til kravene om frivillighed, fordi beboerne befinder sig i et ulige forhold til personalet.

Det fastslår Datatilsynet i et svar til Ældreministeriet, som NB-Ældre har fået aktindsigt i. Alligevel afviser tilsynet ikke, at plejehjem kan dele billeder.

Datatilsynet skriver, at der kan være "et rum for formidling af harmløse billeder og ’positive fortællinger'" som led i plejehjemmenes opgaver. Det forudsætter dog en konkret vurdering af hver beboer, og at billedet ikke kan opfattes som udstillende.

Svaret kommer efter, at ældreminister Mette Kierkgaard (M) i september bad Datatilsynet afklare reglerne for billeddeling på plejehjem efter tilsynets afgørelse mod Aarhus Universitetshospital i 2023, hvor patienters samtykke blev vurderet ugyldige på grund af et ulige forhold. Datatilsynet havde tidligere meldt ud, at afgørelsen kunne få betydning for plejehjem, og slår nu fast, at de samme hensyn ”i vidt omfang” gælder for beboere på plejehjem.

I svaret til Ældreministeriet gør Datatilsynet det klart, at vurderingen fra hospitalsafgørelsen stort set kan overføres til plejehjem:

"Det er Datatilsynets vurdering, at de overvejelser og resultatet heraf, der fremgår af afgørelsen om AUH, i vidt omfang vil gøre sig gældende ved offentliggørelse af billeder mv. af beboere på plejehjem i forhold til spørgsmålet om anvendelse af samtykke. Et sådant samtykke vil derfor ofte ikke kunne anses som frivilligt."

Harmløse billeder

Dermed bekræfter tilsynet, at den model, mange plejehjem hidtil har anvendt – skriftlige samtykkeerklæringer – i mange tilfælde ikke lever op til lovgivningen. Datatilsynet peger derimod på en alternativ mulighed inden for lovgivningen.

Tilsynet skriver:

"Der kan være et rum for formidling af harmløse billeder og "positive fortællinger" inden for rammerne af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, og den lovgivning, der gælder for driften af plejehjem, hvis der er et sagligt formål med offentliggørelsen, som stemmer overens med de opgaver, som plejehjemmet har."

Fik du læst?

Må plejehjem dele billeder af beboerne? Minister kræver afklaring

I den forbindelse præciserer Datatilsynet, at beboerne fortsat bør inddrages – men uden at det bliver til et juridisk samtykke:

"Dette betyder ikke, at der skal indhentes et egentligt databeskyttelsesretligt samtykke, men at beboerens holdning indgår i en konkret vurdering af, om vedkommende kan være en del af de offentliggjorte oplysninger om plejehjemmet."

"Offentliggørelse af billeder eller fortællinger bør tilrettelægges således, at det er uproblematisk og uden større omkostninger at fjerne dem, hvis en beboer ønsker det."

Betydning for plejehjemmene

Som NB-Ældre tidligere har beskrevet, bruger mange plejehjem billeder til at vise hverdagen og fortælle de positive historier om ældreplejen. I en rundspørge svarer en stor del af landets plejehjemsledere også, at den type indblik spiller en vigtig rolle i rekrutteringen af nye medarbejdere.

Fik du læst?

Plejehjemsledere: Deling af billeder på plejehjem er afgørende

Afgørelsen betyder, at plejehjem ikke længere kan læne sig op ad generelle samtykkeerklæringer. I stedet skal de vurdere fra sag til sag, om et billede kan offentliggøres som led i deres opgaver – og kun hvis det er ”harmløst” og ikke kan opfattes som udstillende.

Datatilsynet understreger samtidig, at det er det enkelte plejehjem, der forud for en eventuel offentliggørelse, skal tage stilling til, om der bør ske offentliggørelse af billeder mv. af plejehjemmets beboere.

Derudover bør materialet slettes, når formålet ikke længere er til stede.

Sidst opdateret: 02/12/2025 - 10:33

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]