Af Karen Nørskov Toke, fagdirektør for Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune 

Den nye ældrelov og den kommende folkesundhedslov er et afgørende vendepunkt. Når ældreloven sætter værdighed og selvbestemmelse i centrum, handler det ikke kun om pleje og omsorg. Det handler også om at forebygge funktionstab, fastholde livskvalitet og sikre, at ældre kan leve gode, aktive og selvstændige liv længst muligt.

Forebyggelse er ikke et valg – det er en nødvendighed, hvis så mange som muligt skal trives og leve meningsfulde liv, og hvis vi skal bevare en bæredygtig ældrepleje samtidig med, at antallet af ældre stiger og antallet af uddannede medarbejdere ikke følger med.

Derfor er det afgørende, at den kommende folkesundhedslov understøtter ældreloven ved at sætte rammerne for, at kommunerne kan arbejde mere systematisk og helhedsorienteret med sundhedsfremme og forebyggelse – ikke kun på sundheds- og ældreområdet, men på tværs af alle fagområder og sektorer.

Flere leveår kræver nye løsninger

At danskerne lever længere, er en succeshistorie. Men flere leveår betyder også, at flere lever med kroniske sygdomme og helbredsudfordringer, flere har brug for pleje og omsorg og er i risiko for flere år med funktionsnedsættelser og mistrivsel. Vi må ikke slække på ambitionerne fra den borgerrettede eller den patientrettede forebyggelse. Og derfor er det positivt, at sundhedsreformen lægger op til, at folkesundhedsloven skal have et helt særligt tryk på kommunernes arbejde med strukturel forebyggelse.

I København har vi mere end et årtis gode erfaringer med strukturel forebyggelse som fundament for den borgerrettede forebyggelse. Vi har længe haft fokus på at skabe rammer, der gør det lettere for københavnerne at leve sunde liv. Et aktuelt eksempel er udviklingen af byens fysiske indretning: trygge byrum, nye fællesskaber og boligformer, der understøtter ældres muligheder for at forblive aktive deltagere i samfundet.

En differentieret indsats mod ulighed

Vi skal også fortsat have blik for, at ældregruppen er stor og mangfoldig. Hvis vi vil mindske den sociale ulighed i sundhed, må folkesundhedsloven give kommunerne hjemmel til at supplere de strukturelle indsatser med differentierede og individrettede tilbud til dem med størst behov. For nogle handler det om tilgængelighed til relevante tilbud og om tryghed i byens rum, mens andre har brug for en håndsrækning for at få samme muligheder for at leve sunde og aktive liv.

Her er koblingen mellem ældreloven og folkesundhedsloven oplagt: Begge understreger betydningen af civilsamfund og frivillige fællesskaber. Ensomhed er en af de største risikofaktorer for både fysisk og psykisk sygdom blandt ældre. Folkesundhedsloven kan understøtte kommunernes arbejde med at skabe stærke fællesskaber – også for de ældre, der ikke selv opsøger dem. Partnerskaber med foreninger, boligorganisationer og kulturinstitutioner kan være nøglen til meningsfulde aktiviteter lokalt, tæt på borgernes hverdagsliv, der styrker både sundhed og livsglæde.

Samtidig er der en gruppe ældre, som har brug for en målrettet indsats for at bevare et selvstændigt liv – eksempelvis de ældre borgere, som kommunerne ifølge ældrelovens §4 er forpligtede til at opsøge. Her kan folkesundhedsloven spille en central rolle ved at sikre bedre adgang til relevante sundhedsdata, så kommunerne kan identificere og målrette indsatsen til ældre med størst behov.

Forebyggelse er et fælles ansvar

Men skal vi lykkes, kræver det en ny ramme, hvor forebyggelse ikke kun betragtes som et sundhedsanliggende – det skal være et fælles ansvar. Et godt ældreliv bygger på hele det levede liv, og forebyggelse skal derfor ikke afgrænses til seniorer, men tænkes på tværs af ældre, sundhed, byudvikling, bolig, uddannelse, arbejdsmarked, klima og fødevarer. Folkesundhedsloven kan – og bør – sikre den koordinering og sammenhæng.