Af Michael Bjørn, direktør for Social og Sundhed i Assens Kommune

Ældreloven lover værdighed, selvbestemmelse og kvalitet. Det er prisværdigt, men ikke tilstrækkelig modgift mod den alvorlige strukturelle krise, vi står overfor. I 2030 vil Danmark mangle 17.000 social- og sundhedsmedarbejdere stigende til 22.000 i 2035 (Kilde: Finansministeriet). Antallet af +80-årige stiger med knap 60 procent i perioden 2020 til 2030.

For de fleste er det et simpelt regnestykke, der fortæller, at ældreplejen hviler på en tikkende bombe. I Assens Kommune alene vil vi mangle omkring 150 medarbejdere, hvis vi skal løse opgaverne, som vi gør i dag.

Robusthedskommissionen og Sundhedsstrukturkommissionen peger begge skarpt på udfordringen og på nødvendigheden af radikal nytænkning, hvis vi skal sikre uddannet og kompetent personale i hele Kongeriget. Vi skal handle – ikke snakke.

Her er fire skud, som kræver vilje, opgør og mod – men som kan gøre en reel forskel.

1. Teknologi først – som pligt, ikke mulighed

Vi skal vende hele tankegangen: Teknologi skal ikke være et supplement, men et førstevalg. Automatisering, robotløsninger, digitale assistenter, skærme og intelligente sensorer skal være en integreret del af ældreplejen. Ikke alene fordi det er smart – men fordi det er nødvendigt.

Beslutningstagerne skal sætte kursen og indføre nationale standarder for velafprøvet velfærdsteknologi, som vi kender det fra sundhedsfaglige, kliniske retningslinjer. Det vil reducere de lokale forhandlinger, frigive arbejdskraft, skabe tryghed og samtidig styrke dansk forskning og erhvervsliv.

Partnerskabets anbefalinger om udbredelse af velfærdsteknologi er netop afleveret. Spørgsmålet er ikke, om vi kan – men om vi vil. Rund anbefalingerne markant op og stå fast, når nej-lobbyisternes vanetænkning og skræmmekampagneagtige kritik blæser op.

2. Frivillighed som struktureret velfærdskraft

Frivillige og foreninger yder i dag en vaskeægte uvurderlig indsats. Nu skal vi vælge det næste afgørende store skridt: Fra den mere tilfældige ad hoc- deltagelse til strukturerede, forpligtende samarbejder og partnerskaber.

Tør vi se med nye øjne, så er der masser af opgaver i ældreplejen, som ikke kræver faglighed: Måltider, vasketøj, indkøb, aktiviteter, samvær, samtale. Tænk, hvis fagpersonalet kunne frigøres til med ro kun at skulle løse de opgaver, der kræver deres ekspertise og uddannelse. Resten kunne løses af frivillige og lokale foreninger.

Hvad hvis idrætsforeningerne og de lokale spejdere fik honorar for at løse forskellige praktiske opgaver – og brugte pengene på nye bolde, badmintonnet og bålgryder? Hvad hvis Røde Kors’ engagerede mennesker i et partnerskab stod for måltiderne på plejehjemmet? Det ville ikke bare frigive arbejdskraft – det ville skabe mere liv, samhørighed og mangfoldige fællesskaber.

3. Uddannelse og ældrepleje – en ny alliance

Nyligt skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at 45.000 unge står uden job og uddannelse. Tænk, hvis bare hver fjerde fandt vej til ældreområdet, ville vi halvere arbejdskraftgabet.

Vi skal derfor skabe nye veje ind. Forestil dig, at undervisningen i folkeskolen foregik meget mere i praksis: Idræt som motion med de ældre. Madkundskab som fællesspisning på plejehjemmet og i ældreklubben. Historie og samfundsfag som samtaler med mennesker, der har levet det.

Børn og unge skal møde ældre som medmennesker – ikke som opgaver. Det skaber relationer, nysgerrighed og lyst til at bidrage. Erhvervspraktik, juniormesterlære og fritidsjob kan blive første skridt mod en karriere i ældreplejen.

Det handler ikke kun om arbejdskraft. Det handler om dannelse, håb og anerkendelse.

Og for de 45.000 unge som i dag er udenfor arbejdsfællesskabet, dem skal vi tænke målrettede og ubureaukratiske forløb for. Der er ansættelsesregler, som skal skrottes og erstattes af nye og færre. Vi skal anvende den viden, som vi eksempelvis har fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering omkring effekten af lønnede timer og småjobs, endvidere uddannelses- og jobgaranti. Alle kan noget og alle vil noget.

4. Fjern bureaukratiske barrierer – og slip de frie fugle løs

Efterlønnere, seniorer og unge på sabbatår vil gerne bidrage. Men de vil ikke nødvendigvis have kontrakter og faste timetal. Vi oplever, at reglerne spænder ben for dem, der gerne vil hjælpe på en for dem fleksibel og meningsfuld måde.

Vi skal fjerne de ansættelsesretlige barrierer og skabe jobmuligheder, der passer til livssituationer. Det vil øge arbejdskraftudbuddet – uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Lovgivningen skal følge med virkeligheden. I kommunerne kan vi sagtens håndtere frie fugle. Spørgsmålet er, om lovgiverne kan?

Tøv ikke, tik tak, tik tak, tiden løber…

Faste mindre teams, relationel koordinering og borgeren i centrum skaber ikke 22.000 uddannede medarbejdere – der skal reelle ændringer til.

Ældreloven bliver en milepæl. Hvis vi tager de nødvendige skridt. Det kræver mod til at stå i blæsten. Mod til at bryde med vanetænkning. Mod til at sige: Vi gør det anderledes – fordi vi skal. Det er forventningsafstemning i virkeligheden. Er vi klar til det?