Stor forskel på prisen for udbragt mad: Sådan kan I nedbringe prisen

De fleste kommuner tager maksimalprisen for udbragt mad til ældre, men i blandt andet Hjørring Kommune er den markant lavere. Lederen forklarer, hvad de har gjort, som andre kommuner også kan gøre.

Udgivet: 17/06/2025

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Maksimalprisen på udbragt ældremad var sidste år 61 kr. pr. dag, men i nogle kommuner betalte de ældre kun 49 kr.

Det viser tal fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Kommunale Nøgletal.

I 52 kommuner skulle de ældre betale den maksimale pris for udbragt mad på 61 kr. for et hovedmåltid, mens ældre i København og Ringsted er dem, som slap med den mindste regning for mad, hvis de ikke selv var i stand til at lave den. Her var prisen kun 49 kr. I Hjørring var den 50 kr., mens ældre i Horsens, Skive og Ishøj betalte 52 kr.

Kommunerne fastsætter selv priserne inden for et givent loft, som sidste år var på 61 kr. Der kan være forskellige vilkår i de enkelte kommuner, som gør, at priserne er forskellige. Men forklaringen på de forskellige priser ændrer ikke ved, hvad den ældre oplever at skulle betale.

Priserne siger ikke noget om kvaliteten af maden. Kvaliteten af maden kan således godt være dårligere i kommuner, hvor prisen er lavere, hvorfor det for nogle ældre vil opleves som en dårligere ældrepleje trods lavere pris.

I Ringsted Kommune forklarer Alice Morsbøl, chef for Social- og Sundhed, at den lavere pris skyldes, at byrådet har valgt at give tilskud til de ældres mad, så det sænker egenbetalingen. Det samme er tilfældet i Københavns Kommune, oplyser fagdirektør Karen Nørskov Toke.

Fik du læst?

Ældreministeren vil styrke indsatsen mod underernærede ældre

Hjørring vinder på stordriftsfordele

Men i Hjørring derimod har byrådet ikke givet tilskud, men prisen er alligevel kun 50 kr. pr. måltid. Deres metode til en lavere pris vil kunne inspirere andre kommuner.

Den lavere pris skyldes i høj grad, at kommunen har et stort produktionscenter, forklarer Bjørn Jensen, områdeleder for ernæring og sundhed.

"Produktionscenteret producerer både mad til kommunens ældrecentre, de visiterede hjemmeboende borgere og botilbud, så til i alt 1.700 til 1.800 ældre. Hvis man kan samle så meget som muligt, så sætter det omkostningerne ned," siger områdelederen.

På det seneste har kvaliteten i maden til de ældre været debatteret, hvor der blandt andet lægges vægt på værdien i duften af hjemmelavet mad på plejehjemmene. Men i Hjørring har de prioriteret effektiviteten for både hjemmeboende og plejehjemsbeboere.

"Dog laver de selv tilbehøret fra bunden på plejecenteret og varmer også de større ting op, så det giver lidt duft," siger Bjørn Jensen.

Fik du læst?

Trods milliontilskud: Kommunale plejehjem halter bagefter med madtilbud til ældre

Skarp pris på indkøb

En anden ting, som gør prisen på udbragt mad lavere, er, at kommunen løbende kigger hele værdikæden igennem for at se, om der er noget, som kan gøres mere effektivt. Tidligere har de haft fælles kommunal indkøbsaftale på fødevarerne til ældremaden ligesom mange andre kommuner, men det er blevet ændret, så de nu har deres eget udbud på fødevarer.

"Det betyder, at vi kan være meget specifikke på, hvilke varer vi skal bruge, hvor store mængder og hvilken kvalitet. Leverandørerne ved præcis, hvad de kan forvente at levere til os, og det har givet os nogle skarpere priser," siger Bjørn Jensen.

Han påpeger dog, at det er "en tung omgang at lave, når man skal lave udbuddet."

"Hvis man er presset på administrationen, kan det være svært, men det kan altså være med til at sænke priserne for borgerne," siger han.

Endelig peger han også på, at kommunen ikke er blevet mødt med politiske krav om økologi, hvilket alt andet lige er dyrere end konventionelle fødevarer.

"Vi spørger også løbende de ældre, men økologi er ikke vigtigt for dem, og hvis de skal betale mere, så er de ikke interesseret," siger han.

Sidst opdateret: 24/06/2025 - 09:12

Temaer: Danmarks bedste kommune på ældreområdet

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]