
Det er fortsat regeringens ambition at sikre et helhedsorienteret og meningsfuldt tilsyn, lyder det i et skriftligt svar fra Ældreministeriet. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Stadig uvished om fødevarekontrol og brandsyn i samtilsyn
Selv om ældreministeren sidste år slog fast, at fødevarekontrollen og brandsynet skal indgå i samtilsynet på ældreområdet, mangler der fortsat en konkret afklaring.
Udgivet: 17/06/2025
Det er stadig uvist, hvornår det kommunale brandsyn og fødevarekontrollen eventuelt skal kobles på det kommende samtilsyn. Ældreminister Mette Kierkgaard (M) har ellers tidligere udtalt, at mulighederne skulle undersøges i starten af i år, men det arbejde er tilsynelandende ikke færdig endnu.
Det fremgår af svar fra Ældreministeriet til NB-Ældre.
"Første store skridt er, at det nye ældretilsyn, det sundhedsfaglige tilsyn og Arbejdstilsynet indgår i samtilsyn fra den 1. juli 2025. Som planlagt er vi derudover ved at se på en model for, hvordan fødevarekontrollen og de kommunale brandsyn fremadrettet kan indgå i samtilsynet," lyder det fra ministeriet.
Det nye samtilsyn træder i kraft 1. juli ligesom ældreloven. I første omgang er det kun det nye tværkommunale ældretilsyn, Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn og Arbejdstilsynet, som skal gennemføres som samtilsyn, når flere tilsynsmyndigheder udtager samme plejeenhed til tilsyn i det samme kalenderår. Målet er at reducere tilsynstrykket og sikre en mere helhedsorienteret kontrol.
I bemærkningerne til loven om ældretilsyn står, at der sideløbende med implementeringen af samtilsyn på plejehjem bør gennemføres en afdækning af løsningsmuligheder for, hvordan fødevarekontrollen og de kommunale brandsyn på sigt hensigtsmæssigt vil kunne indgå som en del af samtilsynet.
I et interview med NB-Ældre i oktober sidste år sagde ældreminister Mette Kierkgaard (M) også, at hensigten var, at alle fem tilsyn – herunder fødevarekontrollen og brandsynet – skulle indgå i samtilsynet. Hun understregede dog samtidig, at det krævede forberedende arbejde.
"I forhold til fødevaretilsynet og brandtilsynet skal vi have udboret, hvordan vi klæder dem bedst på. Der kommer til at ligge et arbejde i starten af 2025, hvor vi får kigget mere på, hvordan vi får koblet dem på," sagde hun.
Men det arbejde er ifølge ministeriet stadig i gang, og der foreligger endnu ikke en afklaring på, hvornår eller hvordan de to tilsyn konkret kan blive en del af samtilsynet.
Ældreministeriet skriver i sit svar til NB-Ældre, at det fortsat er regeringens ambition at sikre et helhedsorienteret og meningsfuldt tilsyn, men angiver ikke en tidsplan.
Sidst opdateret: 17/06/2025 - 11:47










































