Anne Liveng, lektor ved Roskilde Universitet, forsker i  omsorgs- og plejearbejde for ældre

En af de tre bærende værdier i ældrereformen er et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund. Det er svært at være uenig i, at denne værdi er helt central for at sikre en bæredygtig ældrepleje, særligt i en tid hvor ældreplejen står overfor massive rekrutteringsproblemer.

Ældre mennesker med behov for omsorg, pleje eller behandling er ofte afhængige ikke bare af den formelle omsorg, der tilbydes af hjemmepleje og på plejecentre, men også af deres nærmeste pårørende. Lokale fællesskaber, som gode naboer, lokale foreninger og det omfattende landskab af frivillige organisationer, vi heldigvis har i Danmark, bidrager til at imødekomme behov, som den formelle ældrepleje vanskeligt kan dække. Det kan dreje sig om praktisk hjælp som indkøbsordninger, eller følelsesmæssig støtte som besøgsvenner og vågekoner i livets sidste tid.

Pårørende - partnere, familie eller nære venner - indtager en særlig væsentlig position. Det er dem, der ved mest om det ældre menneske, der har behov for hjælp – om personens livshistorie, præferencer og eventuelle sygdomsforløb. Nære pårørende har som regel en følelsesmæssig relation til den ældre, der kan betyde, at man strækker sig langt for at sikre, at den ældres behov varetages.

Ender i slidsomme kampe

I den internationale forskningslitteratur taler man om formel og uformel omsorg, hvor den offentlige, organiserede ældrepleje repræsenterer den formelle, og pårørende den uformelle omsorg. Der er enighed om vigtigheden af et tæt samspil mellem formel og uformel omsorg, men flere undersøgelser viser også, at det, der skulle være et konstruktivt samarbejde, ofte ender som slidsomme kampe.

I en dansk kontekst har ÆldreSagen og Vive nyligt offentliggjort undersøgelser, der dokumenterer, at pårørende allerede nu spiller en central rolle i omsorgen for svækkede ældre. Det anslås, at omkring 900.000 mennesker, svarende til ca. 16 procent af den danske befolkning, fungerer som uformelle omsorgsgivere for en eller flere ældre med behov for hjælp.

ÆldreSagens undersøgelse 'Voksne børn til modtagere af hjemmehjælp' (2024) sammenligner tal fra en tidligere kortlægning foretaget i 2015. Sammenligningen illustrerer, at belastningerne af pårørende er stigende. Pårørende yder hjælp og støtte til en lang række forskelligartede opgaver: huslige gøremål som rengøring, indkøb og tøjvask, transport, fx i forbindelse med lægebesøg, og teknisk hjælp til og brug af computer, telefon, tv og internet – herunder hjælp til brug af MitID og andre digitale selvbetjeningsløsninger. Pårørende fungerer også som bisiddere ved kontakt med sygehus, læge og offentlige myndigheder.

Hvor det at hjælpe beskrives som meningsfuldt og givende for relationen til det ældre menneske, viser undersøgelserne også, at mange pårørende oplever deres livssituation som presset. Særligt deres psykiske helbred, men også det fysiske, påvirkes negativt. Omsorgsopgaverne tager både tid og energi, og kan udfordre engagement i arbejde, uddannelse og øvrigt socialt liv. De voksne børn rapporterer om at måtte melde sig syge eller bruge feriedage for at tage sig af den ældre nærtstående. Ofte opleves belastningerne som gradvist stigende, særligt af kvindelige pårørende, i takt med at den ældres tilstand forværres.

Pårørende fortæller samtidig om oplevelser af ikke at blive hørt eller inddraget i planlægningen af den daglige pleje – og om at føle sig usynlige, når det drejer sig om afgørende beslutninger vedrørende den ældres situation.

Synet på ældre skal ændres

Spørgsmålet er derfor, hvordan den bærende værdi om tæt samspil med pårørende kan omsættes til praksis, uden at det påfører dem yderligere belastninger. En udfordring kan være, at ældreloven fortrinsvis er individorienteret.

Understregningen af den enkelte ældres selvbestemmelsesret og autonomi er relevant i betragtning af de overgreb, vi desværre stadig ser eksempler på i ældreplejen. Men det må samtidig erkendes, at nære pårørende ofte er dem, der understøtter, at det ældre menneske med plejebehov kan realisere sin autonomi indenfor de rammer, som vedkommendes funktionsnedsættelser sætter.

Det vil være nødvendigt indenfor det formelle plejesystem – og på politisk niveau - at ændre synet på pårørende. Pårørende er ikke bare en ubegrænset ressource, eller mennesker, der blot kan inddrages, når og hvis den formelle pleje ønsker det. Pårørende må ses som en uundværlig kilde til viden om den ældre med pleje- og omsorgsbehov, og som samarbejdspartnere i intentionen om at opfylde disse behov.

Selvom ældrelovens mål er, at den enkelte ældre skal være selvhjulpen og uafhængig så længe som muligt, må vi også erkende, at vi alle, særligt når vi er syge eller på anden måde svækkede, altid er fundamentalt afhængige af hinanden. Især er vi afhængige af vores nærmeste. Pårørende må ses som uundværlige deltagere i det netværk, der med den formelle ældrepleje etableres omkring den ældre. Men de må også anerkendes i deres egen ret. Belastes de pårørende i en grad, så de bryder sammen og er nødt til at give op, står alle parter i netværket ringere – også ældreplejen og dens medarbejdere.

Man må derfor i den formelle ældrepleje tilstræbe en relationel person-centreret tilgang – en helhedspleje, hvor ikke kun den enkelte ældre, men også den eller de nærmeste pårørende er i centrum.