Af Ulf Hjelmar, professor mso, VIVE – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd

En bærende værdi i den kommende ældrereform er at frigøre ressourcer til borgernært arbejde gennem en afbureaukratisering og faglig frisættelse af medarbejderne. Dette skal ses i direkte forlængelse af SVM-regeringsgrundlaget (december 2022), som lovede at skabe ”den mest omfattende frisættelse af den offentlige sektor i velfærdssamfundets historie” med det formål ”grundlæggende at forandre den måde velfærden styres, dokumenteres, kontrolleres og leveres på.” 

Men hvad ved vi egentlig om virkninger af frisættelse på ældreområdet, og er det realistisk at forestille sig, at der vil ske en grundlæggende forandring i selve grundlaget for ældreplejen som følge af en frisættelse? Det mest oplagte sted at finde svar på dette er at se på den omfattende frisættelse af ældreplejen under velfærdsaftalerne (2021-24) i Langeland, Middelfart og Viborg Kommuner, som VIVE offentliggjorde en national evaluering af i starten af 2025.

Det fremgår af VIVEs evaluering, at der i de tre kommuner er sket en bevægelse henimod en ny form for styring og ledelse under arbejdet med lokal frisættelse. Der blev i kommunerne lagt mindre vægt på top-down styring gennem regler og opfølgning på detailmål og mere vægt på tillidsbaseret styring og ledelse. Samtidig fremgik det, at der skete en bevægelse væk fra skriftlig dokumentation og henimod en mere dialogbaseret form for tilbagemelding til ledelsen. I alle tre kommuner talte de om skabelsen af et nyt mindset hvor der i højere grad stilles spørgsmålstegn ved organisatoriske rutiner og ved det, man plejer.

Prøvehandlinger rimer på ældrereformens fokus

I kommunerne førte det til en omplacering af ansvar og nye roller blandt medarbejdere, ledere og chefer. Medarbejderne blev opfordret til at tænke nyt: Hvad fylder? Hvad bøvler? Hvad drømmer man om at kunne? Lederne blev opfordret til at skabe rum for nytænkning og samtidig følge op på medarbejdernes initiativer. Og cheferne fik til opgave at skabe rammer for spredning og læring på tværs af organisationen.

Mere konkret resulterede det i en lang række lokale prøvehandlinger, som blev bredt ud i de enkelte kommuner. Som eksempler kan nævnes borgernære teams med nærvisitation i hjemmeplejen, nemmere visitation til hjælpemidler, sjældnere tilsyn på plejehjemmene og med inddragelse af pårørende, bredere inddragelse af fagpersonale i borgerens helhedsvurderingsforløb, tildeling af ekstra timer til hjemmeplejegrupper til indsatser der ligger ud over kommunens indsatskatalog m.m.

Mange af disse prøvehandlinger rimer på ældrereformens fokus på borgernær visitation og rummelige pleje- og omsorgsforløb. Det er derfor oplagt at zoome ind på spørgsmålet: Hvad kom der egentlig ud af frisættelsen i de tre kommuner – og hvilke forventninger kan vi på den baggrund have til den kommende frisættelse under ældrereformen?

Mærkbar og positiv virkning for medarbejderne i ældreplejen

VIVEs evaluering konkluderer overordnet, at frisættelsen har gjort en mindre men positiv forskel for kvaliteten for borgerne. Medarbejderne oplevede, at de bedre kunne understøtte de ældres pleje og ønske om selvbestemmelse under de nye rammer. Samtidig kunne man se en stigning i medarbejdernes arbejdsglæde som følge af frisættelsen.

Der kunne dog ikke ses statistisk signifikante virkninger i forhold til medarbejdernes sygefravær og for andelen af medarbejdere, der er stoppet i ansættelsen.

På baggrund af disse erfaringer er det rimeligt at have en forventning til, at en national frisættelse af ældreplejen kan have en mærkbar og positiv virkning for borgere og for medarbejderne i ældreplejen. Det er dog værd at bemærke, at de tre forsøgskommuner under velfærdsaftalerne havde en markant politisk bevågenhed, og der i kommunerne blev sat massivt ind på at understøtte frisættelsen. For at en kommende national frisættelse skal opnå samme positive resultater som under velfærdsaftalerne kræver det en tilsvarende politisk opmærksomhed og implementeringsmæssig understøttelse.