
"Vi mener at have en hjemmebanefordel med vores kendskab til det ”nære”, til borgeren i eget hjem, men kan også byde ind med en solid faglighed i det komplekse specialiserede kommunale felt," skriver ældredirektør Jan Nielsen.
Debat
Kære Regioner – skal vi danse tango eller måske en quickstep?
Debat: Hvis sundhedsvæsenets omstilling skal lykkes, kræver det nysgerrighed, respekt og tæt samarbejde mellem kommuner og regioner, skriver ældredirektør Jan Nielsen i dette debatindlæg.
Udgivet: 06/05/2025
Af Jan Nielsen, direktør i Senior og Omsorg, Aalborg Kommune
I årtier har vi i Danmark haft et stærkt politisk fokus på at udvikle og organisere det ”sekundære” sundhedsvæsen, hvor højt specialiseret centraliseret behandling på hospitalerne har været i centrum.
Kommunerne har været betegnet som en del af det ”primære” sundhedsvæsen, hvor plejehjem, hjemmepleje, sygepleje, sundhedsfremme, forebyggelse og opfølgning i borgerens nærmiljø har været i højsædet i adskillige år. Øget faglighed og stigende professionalisering af det primære sundhedsvæsen har længe været i fokus i kommunerne. Kommunerne er eksperter i ”det nære”, med kontakten til borgeren i hverdagen, når der både skal leveres servicelov- eller sundhedslovsydelser som for eksempel praktisk hjælp, rehabilitering eller sygepleje.
Med Sundhedsreformen 2024 ønsker politikerne at styrke den del af sundhedsvæsenet, som er tættere på borgeren, nært og lokalt. Det har vi i kommunerne efterspurgt i mange år. Politikerne ønsker for eksempel, at hospitalerne nu også skal have deres daglige gang i borgers eget hjem med deres ’specialer’ i rygsækken. Det er således ikke de almene kommunale opgaver der i spil, men de specialiserede videnstunge kommunale opgaver.
Komplekse opgaver, som kommunerne over tid har udviklet en høj grad af faglighed og professionalisme omkring. Den faglige snitflade i opgavevaretagelsen mellem kommuner og hospitaler skal med andre ord flyttes.
Kommunernes hjemmebanefordel
Kære Regioner, det er derfor vigtigt, at I ’byder op til dans’ nu, som Indenrigs- og Sundhedsminister Sophie Løhde udtrykte det på regionernes politiske topmøde 2025. Hvis ikke en ’Tango’, så gerne en ’Quickstep’.
Når hospitalerne bibeholder deres ’monopol’ på den specialiserede del og træder ud fra hospitalsmatriklen og ind i borgers hjem for at overtage ansvaret for den specialiserede opgave, vil vi meget gerne byde jer velkommen her i kommunen. Særligt til faglige, nysgerrige og dybdegående drøftelser.
Vi mener at have en hjemmebanefordel med vores kendskab til det ”nære”, til borgeren i eget hjem, men kan også byde ind med en solid faglighed i det komplekse specialiserede kommunale felt. Den viden vil vi meget gerne dele med jer.
Derudover vil jeg også gerne pege på, at ’dansegulvet’ er forskelligt fra kommune til kommune. Kommunerne har indrettet sig på mange forskellige måder og vores udgangspunkt er ofte vidt forskelligt.
Nogle kommuner har et universitetshospital i baghaven, andre et regionshospital. Nogle har slet ikke et hospital, men regionale funktioner. Nogle kommuner er geografisk store, andre små, og antallet af borgere, der bor i kommunen, varierer også og så videre.
I Aalborg Kommune er vi store både i geografi og indbyggertal. Vi har et universitetshospital, som vi har et godt og tæt samarbejde med, særligt i forhold til vores sygeplejefaglige akutfunktion.
Nysgerrighed er altafgørende
Vi har også en konkret samarbejdsaftale med geriatriske læger fra hospitalet, der tilser borgere på vores kommunale akut- og midlertidige pladser. Det er derfor vigtigt, at regionerne har øje for, at hver enkelt kommune har deres eget udgangspunkt, når opgaveflytningerne drøftes, og der skal laves aftaler om den fremadrettede varetagelse af opgaverne.
Hvis vi skal lykkes med at skabe gode patientforløb i sundhedsvæsenet – og det skal vi, er det netop altafgørende, at vi er nysgerrige på tværs af kommune og hospital, så vi i opgaveflytningen ikke mister det, vi hver især er gode til. Drøftelse af den faglige snitflade mellem den kommunalt udviklede faglighed og hospitalets specialisering bør drøftes dybdegående mellem os, så vi sikrer de gode forløb.
Med rammerne for den politiske organisering med regionsråd og sundhedsråd næsten på plads, håber jeg, at regionerne også vil fokusere intensivt på deres rolle i at etablere den tætte og direkte dialog med hver enkelt kommune. Særligt i det forberedende arbejde i omstillingen af sundhedsvæsenet, men også på den lange bane, hvor de kommunale kompetencer og ressourcer skal i spil.
Vi har brug for fælles strukturelle rammer, så hver enkelt kommune og region kan dele og koordinere viden om den fælles opgave. Vi har brug for kendskab til hinandens organisationer, systemer, logikker og muligheder i forhold til den fælles opgave. Skal vi danse?
Sidst opdateret: 06/05/2025 - 11:43
Temaer: Debat










































