Selv om der er akut behov for aflastning i ældreplejen, er det stadig de færreste kommuner, der for alvor rækker ud til frivillige og inddrager dem, som en en del af løsningen.

Og det undrer Pia Kürstein Kjellberg, projektchef i Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

"Jeg forstår simpelthen ikke, at man ikke har været meget mere offensiv ude i kommunerne og på samfundsniveau – og fået italesat: "Hey, vi har en seriøs problemstilling. Vi har faktisk brug for jeres hjælp!" siger hun.

Ifølge Finansministeriet vil der frem mod 2035 mangle et sted mellem 15.000 og 27.000 social- og sundhedsmedarbejdere på landsplan. Udviklingen er løbende, og Pia Kürstein Kjellberg vurderer, at systemet er i reel risiko for at bryde sammen, hvis der ikke prioriteres og findes nye måder at løse opgaverne på. Med ældrereformen skal kommunerne blandt andet arbejde for at inddrage frivillige i ældreplejen.

Pia Kürstein Kjellberg forklarer, at der hidtil har været en holdning om, at man ikke ville tage arbejdet fra det rigtige personale.

"Det er dybt sympatisk. Men vi er bare et helt andet sted lige nu. Det, der er det etisk forsvarlige lige nu, det er at aflaste på alle måder, man overhovedet kan komme til," siger hun.

Pensionerede kræfter

Hun mener, at civilsamfundet rummer et betydeligt – men overset – potentiale, når det gælder om at løfte dele af omsorgen.

"Der er faktisk mange, der gerne vil give en hånd med, hvis de kunne komme til det. Nogle af dem er pensionerede sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, som kan “et par tricks”. Altså, ud over os andre almindelige, velmenende mennesker, så er der faktisk også nogen, der har kompetencer, som kan bringes i spil," påpeger hun.

Men for at kunne bruge de frivillige, kræver det, at kommunerne både anerkender problemet og åbner for dialog med potentielle frivillige om hvordan de kan indgå i opgaveløsningen. "Første skridt er at gøre opmærksom på, at der er et problem," fastslår projektchefen. Dernæst, forklarer Pia Kürstein Kjellberg, skal der forventningsafstemmes med de frivillige: Hvad er realistisk? Hvad er muligt? Hvad kunne de gøre?

Hun peger på erfaringer fra Nederlandene, hvor såkaldte "uformelle omsorgsgivere" indgår som et organiseret supplement til den professionelle pleje.

"Der skal selvfølgelig skabes nogle ordentlige rammer for, at de kan varetage opgaverne. Det kan være kompetenceudvikling, støtte, supervision og lignende," forklarer Pia Kürstein Kjellberg.

Samtidig efterlyser hun, at hjemme- og sygeplejen – ud over dialog – bliver langt bedre til at samarbejde med pårørende og frivillige om den praktiske koordination. I dag går kommunikationen ofte kun én vej, og strukturerne er ikke gearet til et fleksibelt samarbejde. Ifølge hende kræver det langt større gennemsigtighed og åbenhed i organiseringen.

"Hvis du reelt vil have pårørende og civilister med ind i samarbejdet omkring at løfte hjemmeboende borgere, så bliver man nødt til at have nogle kommunikationsplatforme, hvor man kan tale sammen – som pårørende, som civilist – om: Hvem gør hvad, hvornår? Sådan noget kan man ikke med den offentlige hjemme- og sygepleje i dag," siger hun.

Eksempel: Vågetjenesten

Som et velfungerende eksempel på frivillige i hjemme- og sygeplejen nævner Pia Kürstein Kjellberg vågetjenesten, hvor frivillige sidder hos døende. En opgave, der tidligere lå hos sygeplejersker, men som i dag er bredt accepteret som en frivillig funktion.

"Hvis der er behov for det, så er der et netværk af vågere, som sygeplejen enten selv kan ringe til – eller, hvis de pårørende eller den døende selv kan finde ud af det, så kan de kontakte dem direkte," siger hun og tilføjer:

"Det er et supergodt eksempel – både på, at det var en opgave, der engang blev løst af sygeplejerskerne, som nu bliver løst af frivillige, og på hele den her tilgang, som er situations- og dialogbaseret. Den handler om, at hvis borgerne og de pårørende selv kan gøre det, så skal de. Men hvis de ikke selv kan, så gør vi det."

Hvis kommunerne skal lykkes med at integrere frivillige i fremtidens ældrepleje, kræver det både politisk vilje, teknisk understøttelse og nye kommunikationsveje, mener Pia Kürstein Kjellberg:

"Vi går fra et sted, hvor vi er startet på det, jeg vil kalde en jævn nuller på en skala fra 0-10. Jeg vil gerne have os relativt hurtigt op på en fem-seks, og så videre der op af bagefter. Jeg kan se behovet. Det er der, vi skal hen, og det er vigtigt at vi starter dialogen om, hvordan vi kommer derhen, hurtigst muligt" siger hun.