
Plejehjem må ikke vurderes forskelligt: Tilsynskommuner forpligter sig til fælles standard
Risikoen for forskellig praksis lurer, når tre forskellige kommuner skal stå for det nye ældretilsyn. Men tilsynschef forsikrer, at kommunerne vil arbejde tæt sammen for at sikre ensartede tilsyn.
Udgivet: 27/03/2025
Når de nye tværkommunale ældretilsyn skal udføres af tre forskellige kommuner, kan man godt være nervøs for, om de kommer til at føre samme praksis i hele landet. Men det forsikrer tilsynschef, at de gør alt for at lykkes med.
"Hvis tilsynskonsulenterne vurderer forskelligt og sanktionerer ud fra forskellige kriterier og ikke skriver ens afrapportering, så bliver vi lynhurtigt skudt i skoene, at det er op til den enkelte kommune eller tilsynskonsulent, hvordan vi bliver vurderet på vores plejehjem, og det er ikke rimeligt," siger Line Hessellund, tilsynschef i Hjørring Kommune.
Kommunen skal sammen med Gentofte og Silkeborg stå for det nye tværkommunale ældretilsyn som træder i kraft 1. juli og erstatter kommunernes egne ældretilsyn og Styrelsen for Patientsikkerheds nuværende ældretilsyn.
"Jo mere ens, vi kan gøre det imellem de tre tilsyn, jo bedre er det bare for alle, fordi det giver mere ens vilkår for plejeenhederne. Så det er vigtigt. Men det kræver også, at alle er enige om, at vi strækker os langt for at opnå den ensartethed," siger Line Hessellund og fortsætter:
"Vi kan ikke skrive alt ned i detaljer. Vi vil indimellem skulle tolke, men så må vi bøje os ind mod midten, for at få det så ensartet som muligt. Og det er vi i hvert fald blevet enige om at gøre," siger hun.
De tre tilsynskommuner har nemlig etableret nogle fælles mødefora, hvor de blandt andet på direktørniveau har givet hinanden håndslag på, at de vil lave "det bedste ældretilsyn ud fra de givne rammer, og vil samarbejde konstruktivt om det," fortæller Line Hessellund.
"Vi er blevet enige om, at vi vil gøre alt, hvad vi kan for at få så ensartet tilsyn som muligt i de tre kommuner. Det betyder faktisk rigtig meget med et direktørafsæt, at de tre direktører har kigget hinanden i øjnene og sagt, det vil vi, og det gør vi. Det kan jeg bare sige med erfaring fra socialtilsynet, at det er et rigtig godt afsæt," siger hun.
Sidst opdateret: 27/03/2025 - 11:04










































