Kommunernes helhedspleje skal fra 1.juli vurderes ud fra 19 parametre, viser nyt vurderingskoncept.

Kommunernes helhedspleje skal fra 1.juli vurderes ud fra 19 parametre, viser nyt vurderingskoncept. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Nyt vurderingskoncept for ældretilsyn klar: Det skal helhedsplejen vurderes på

Ældreministeriet har netop sendt det nye vurderingskoncept til ældretilsynet i høring. Kommunernes helhedspleje skal vurderes på 19 parametre. Se dem her.

Udgivet: 04/03/2025

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

De tre bærende værdier i ældreloven er blevet omsat til 19 parametre, som kommunerne skal vurderes ud fra, når det nye tværkommunale ældretilsyn kommer på besøg. Og vurderingsmulighederne er klare: hvert parametre vil bliver vurderet som 'opfyldt', 'ikke opfyldt' eller 'ikke aktuelt'.

Det viser det nye vurderingskoncept, som det nye ældretilsyn skal tage udgangspunkt i, når de fra 1. juli skal lave tilsyn i kommunerne. Konceptet indgår i det udkast til en ændret bekendtgørelse om ældretilsyn, som netop er sendt i høring.

"Temaerne er konkretiseret i en række kvalitetsmarkører, som er udtryk for, hvordan kvalitet i helhedsplejen, der gives i medfør af ældreloven, skal afspejle sig i praksis," står der i udkastet.

De tre temaer/værdier er følgende:

1) Den ældres selvbestemmelse.

2) Tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse.

3) Et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.

Vurderingen af de 19 parametre skal munde ud i en samlet faglig vurdering af plejeenhedens eller leverandørens kvalitet i helhedsplejen. Den samlede kvalitetsvurdering kategoriseres ud fra et af følgende tre niveauer: 'god eller acceptabel kvalitet', 'bekymrende kvalitet' eller 'kritisk kvalitet'.

Til hver af de tre niveauer hører forskellige sanktionsmuligheder. Men der "er ingen automatik i forhold til, hvilke følger den samlede vurdering af kvaliteten som bekymrende eller kritisk skal have. Dette vil altid bero på en konkret vurdering af forholdene," står det i konceptet.

Når ældretilsynet kommer på besøg kan de anvende forskellige metoder til at vurdere kvalitet. Det gælder for eksempel interview med borgere, pårørende, medarbejdere og ledere samt observation af den daglige praksis og arbejdsgange. Endelig kan relevante datakilder anvendes.

Her er de 19 parametre:

Den ældres selvbestemmelse

Når tilsynet skal vurdere den ældres selvbestemmelse, vurderes det ved borgerens løbende indflydelse på den hjælp og støtte, som borgeren modtager i det daglige. Følgende syv parametre indgår under denne værdi:

  • Borgeren oplever at have selvbestemmelse og løbende indflydelse på tilrettelæggelse og udførelse af hjælpen ud fra borgerens aktuelle behov og ressourcer.
  • Borgeren oplever, at der er kontinuitet og sammenhæng i den hjælp og støtte, der modtages.
  • Borgeren oplever at blive mødt med en respektfuld og værdig tone og adfærd.
  • Plejeenheden/leverandøren arbejder systematisk med at sikre, at der er kontinuitet i helhedsplejen samt færrest mulige forskellige medarbejdere i hjemmet.
  • Plejeenheden/leverandøren arbejder systematisk og fleksibelt med at inddrage borgerens ønsker og behov i helhedsplejen på tværs af døgnet og faggrupper.
  • Plejeenheden/leverandøren arbejder systematisk med metoder, der tilgodeser selvbestemmelsen hos borgere med særlige behov såsom borgere med demenssygdomme, andre kognitive funktionsnedsættelser, psykiske lidelser, misbrug m.fl.
  • Plejeenheden/leverandøren arbejder systematisk med forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende tilgange i helhedsplejen for at understøtte borgernes selvhjulpenhed og livsglæde.

Tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse

Når tilsynet skal vurdere værdien om tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse, ser de på, om faglige beslutninger om hjælpen i forløbet foregår i mødet mellem borgeren og de udførende medarbejdere.

Borgernær ledelse indebærer blandt andet, at ledelsen er tilgængelig og sikrer faglig sparring i det daglige samt giver medarbejderne ansvar og medbestemmelse i tilrettelæggelse og udførelse af hjælpen, står der i konceptet.

Følgende seks parametre indgår under denne værdi:

  • Borgerne udtrykker tillid til plejeenhedens/leverandørens medarbejdere og ledelse.
  • Medarbejderne har medbestemmelse i tilrettelæggelse og udførelse af hjælpen.
  • Plejeenhedens/leverandørens ledelse har kompetencer og organisatoriske betingelser i forhold til at sikre borgernær ledelse.
  • Plejeenhedens/leverandørens ledelse sikrer, at medarbejderne samlet set har de nødvendige kompetencer i forhold til at varetage helhedsplejen.
  • Plejeenhedens/leverandørens ledelse er tilgængelig og sikrer faglig sparring.
  • Plejeenhedens/leverandørens organisering understøtter en tværfaglig og helhedsorienteret udførelse af hjælpen.

Et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund

Under denne værdi vurderer ældretilsynet om "et tæt samspil med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund udmøntes i et gensidigt og ligeværdigt samarbejde mellem plejeenheden eller leverandøren og disse aktører," står der i konceptet.

Følgende seks parametre indgår under denne værdi:

  • Borgerne oplever, at pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund inddrages i den enkeltes forløb, hvor det er relevant.
  • Pårørende oplever at blive inddraget, hvor det er relevant.
  • Medarbejderne har samlet set kompetencer til at inddrage og samarbejde med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund.
  • Plejeenheden/leverandøren arbejder systematisk med inddragelse af pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund, i det omfang borgeren ønsker det.
  • Plejeenheden/leverandøren inddrager lokale fællesskaber og civilsamfund som en del af det forebyggende, rehabiliterende og vedligeholdende sigte i helhedsplejen, når det er relevant for den enkelte borger i relation til borgerens ønsker og behov.
  • Plejeenheden/leverandøren har et samspil med lokale fællesskaber og civilsamfund ift. at understøtte borgerne i at deltage i meningsfulde fællesskaber og modvirke ensomhed.
Fakta

Helhedsplejen bliver samlet vurderet ud fra tre niveauer

Den samlede kvalitetsvurdering kategoriseres ud fra et af følgende tre niveauer: ”God eller acceptabel kvalitet”, ”Bekymrende kvalitet” eller ”Kritisk kvalitet”.

Nedenfor ses, hvad der skal til for, at den enkelte kommune bliver kategoriseret i hver af de tre niveauer. Derudover fremgår det også, hvilke mulige sanktioner der indgår i hver kategori.

Samlet vurdering

Vurderingsgrundlag

Sanktioner, som kan vurderes relevante

God eller acceptabel kvalitet

Der er ingen væsentlige udfordringer med kvalitet i helhedsplejen inden for et eller flere af temaerne.

Der kan være få mindre omfattende udviklingspunkter inden for et eller flere af temaerne.

Ingen.

Bekymrende kvalitet

Der er en eller få væsentlige udfordringer eller flere mindre væsentlige udfordringer med kvalitet i helhedsplejen inden for et eller flere af temaerne.

Der er flere mindre omfattende udviklingspunkter inden for et eller flere af temaerne.

Påbud om inden for en nærmere fastsat frist at sikre kvalitet i helhedsplejen inden for et eller flere af temaerne.

Påbud om at modtage den nødvendige rådgivning og sparring.

Kritisk kvalitet

Der er flere væsentlige udfordringer med kvalitet i helhedsplejen inden for et eller flere af temaerne.

Der er flere omfattende udviklingspunkter inden for et eller flere af temaerne.

Påbud om inden for en nærmere fastsat frist at sikre kvalitet i helhedsplejen inden for et eller flere af temaerne.

Påbud om at modtage den nødvendige rådgivning og sparring.

Forbud mod indflytning af nye beboere i plejeenheden eller forbud mod indtag af nye borgere hos leverandøren.

Kilde: Udkast til ændring af bekendtgørelse om ældretilsyn

Sidst opdateret: 18/06/2025 - 11:53

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]