
Vive anbefaler, at kommunerne har fokus på at støtte pårørende og medarbejdere i at hjælpe borgere, der har svært ved at navigere i den digitale verden. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Ny rapport om digital omstilling i kommunerne: Disse fire faktorer bliver afgørende for succes
I kommunernes arbejde med digital forandring er der særligt fire faktorer, som bliver afgørende for kommunernes succes, viser ny Vive-rapport.
Udgivet: 04/03/2025
Digital forandring kræver løbende fokus på implementering. Ledelse af digitalisering kræver tålmodighed. Medarbejdere skal spille en central rolle, og så skal pårørende støttes.
Det er de fire faktorer, som en ny Vive-rapport 'Kommuner i digital forandring' konkluderer, bliver særligt vigtige for, om kommunerne lykkes med en digital omstilling.
Kommunerne er i gang med en digital omstilling på blandt andet ældreområdet for at håndtere demografiske forandringer og udfordringer med rekruttering. Digitaliseringen skal ses som en vej til at opretholde serviceniveauet og sikre en mere effektiv velfærd. Men for at lykkes kræver det et vedvarende fokus på implementering og opfølgning.
Rapporten, som bygger på 137 studier samt interviews med borgere og eksperter, har til formål at understøtte indsatsen.
Her er de fire faktorer uddybet:
1. Følg op kontinuerligt
En succesfuld digital implementering kræver mere end blot teknologiske investeringer. Det kræver, at kommunerne løbende sikrer, at der bliver fulgt op på teknologien og evalueret for at finjustere løsningerne, støtte medarbejdernes brug og styrke samarbejdet på tværs af organisationen.
Det skal blandt andet forhindre, at nye teknologiske løsninger skaber flere opgaver i stedet for at effektivisere arbejdet. Når medarbejderne involveres aktivt i udviklingen, sikres det, at teknologien ikke bare implementeres, men også skaber reel værdi i det daglige arbejde.
2. Hav tålmodig
Digital forandring kan skabe usikkerhed og kræver mod til at tage risici. Ifølge rapporten er tålmodighed og en langsigtet strategi vigtig, da det fulde udbytte af digitaliseringen ofte først viser sig over tid.
Her spiller fagchefer ifølge rapporten en vigtig rolle i forhold til at koble teknologien med organisationens kerneopgaver og sikre, at medarbejderne tager den til sig i praksis.
3. Inddrag medarbejderne
Kommunalt ansatte fungerer som såkaldte "implementeringsagenter" i digitaliseringen - og teknologi forandrer måden, de interagerer med borgerne på. Det skaber både nye muligheder og udfordringer.
AI og beslutningsstøttesystemer kan styrke faglige vurderinger, men de kan også introducere bias og gøre beslutningsprocesser mindre gennemsigtige. Derfor er det afgørende at inddrage medarbejderne og styrke teknologiforståelsen i uddannelser.
4. Støt pårørende
Mens digitalisering gavner mange, skaber den samtidig udfordringer for socialt udsatte borgere. Rapporten viser, at en stor del af borgerne er afhængige af hjælp fra pårørende, borgerservice og NGO’er for at navigere i de digitale systemer. Manglende digitale færdigheder kan have store konsekvenser i form af misforståelser, bøder og ufrivillige udeblivelser fra møder med det offentlige.
Vive anbefaler, at kommunerne har fokus på at støtte de pårørende, NGO’er og kommunale medarbejdere i at hjælpe borgere, der har svært ved at navigere i den digitale verden.
Sidst opdateret: 04/03/2025 - 11:39










































