
Stram tidsplan udfordrer kommunernes forberedelse til ny ældrelov. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Manglende oplæring truer implementeringen af ældreloven
Flere ældredirektører frygter, at medarbejdere ikke når at blive fortrolige med it-systemerne, inden ældreloven træder i kraft, viser rundspørge. De lægger allerede nu strategier for at imødegå udfordringen.
Udgivet: 25/02/2025
Selv om den nye ældrelov træder i kraft den 1. juli, er det langt fra alle kommuner, der føler sig klar – tværtimod.
En rundspørge foretaget af NB-Ældre blandt landets ældredirektører viser, at mange er usikre på, om medarbejderne når at blive trygge ved det tilpassede Fælles Sprog 3 og implementeringen i omsorgsjournalerne i tide. I så fald kan det betyde, at implementeringen ikke forløber helt som planlagt, og at der kan opstå udfordringer med korrekt dokumentation og arbejdsgange i den første periode.
Ingen af de 19 deltagende direktører forventer i "høj grad" eller "meget høj grad", at medarbejderne bliver fortrolige med ændringerne, inden loven træder i kraft. Ti ældredirektører skriver, at de forventer, at medarbejderne i "mindre grad" bliver fortrolige med ændringerne, mens syv mener, at de i "nogen grad" bliver det. Én vurderer, at de "slet ikke" når at blive fortrolige, og en enkelt svarer "ved ikke."
Ældreloven stiller blandt andet krav om, at kommunerne implementerer helhedspleje. De nye helhedsplejeforløb skal derfor beskrives i Fælles Sprog 3, som nu forenkles og tilpasses lovens krav. Efterfølgende skal beskrivelserne lægges ind i kommunernes omsorgsjournaler. Kort sagt bruges Fælles Sprog 3 til at skabe en fælles måde at beskrive tingene på, mens omsorgsjournalerne håndterer den daglige dokumentation.
For at det hele kan fungere, kræver det både tekniske opdateringer og at medarbejderne bliver trygge ved de nye løsninger.
Medarbejderne er ikke IT-ekspert
Else Zippor, direktør for voksenområdet i Billund Kommune, ser positivt på forenklingen af Fælles Sprog 3, men erkender, at den korte tidsplan udgør en stor udfordring.
"Det er virkelig svært, når it-systemet først bliver klar en måned før vi skal anvende det – og så lige op til sommerferien" siger Else Zippor.
Hun forklarer, at kommunen planlægger et større implementeringsarbejde til efteråret, hvor medarbejderne grundigt kan lære den nye metode at kende. Med mindre der viser sig andre muligheder, er det tanken, at de nye pleje- og omsorgsforløb i første omgang oprettes i den eksisterende version, og så bliver der en koncentreret undervisningsindsats for en mindre gruppe af visitatorer.
"Vores visitatorer bliver dem, der er bedst klædt på til opgaven inden 1. juli – frontløberne – og vi regner med, at de i begyndelsen får en særlig opgave med at understøtte vores drift, indtil alle er godt klædt på."
Hun understreger, at medarbejderne er fagfolk, ikke it-eksperter, og at det derfor er rigtigt vigtigt at et nyt system kommer til at understøtte den daglige støtte til borgerne – ikke overskygge den.
"Derfor tænker jeg, at vi laver nogle håndholdte løsninger i det eksisterende system, indtil vi kan få vores medarbejdere godt klædt på efter sommerferien," siger hun.
Forventer du, at det vil få nogle konsekvenser?
"Vi gør vores bedste for at sikre, at borgerne får den hjælp og støtte, de har brug for. Det, der bekymrer mig, er risikoen for fejlregistreringer eller problemer i vores it-system. Det kan blive frustrerende, hvis de tekniske udfordringer kommer til at fylde mere end det vigtigste – nemlig at yde den rette støtte til borgerne."
Reel forbedring
Lone Vesterman Rasmussen, direktør for Sundhed og Omsorg i Skanderborg Kommune, påpeger også, at det kan blive en udfordring at få alle medarbejdere opkvalificeret i tide. Sommerferien, hvor mange ansatte er væk, gør det vanskeligt at sikre, at alle når at blive fortrolige med de nye arbejdsgange, inden den officielle opstart.
"Det, der er vores store udfordring, er, at vi i en periode omkring 1. juli skal have introduceret vores personale til de nye forløb. De skal forstå, hvad der ligger i dem, og hvilke muligheder der er for dem i forhold til at tilrettelægge hjælpen direkte sammen med borgeren," forklarer hun.
Hun understreger, at det ikke blot handler om at få de tekniske systemer klar, men om at sikre, at ændringerne reelt gør en forskel for borgerne.
"Problemet er, at vi skal sikre, at der sker en reel forskel ude hos borgeren. Det nytter ikke noget bare at få styr på teknikken og så fortsætte som hidtil. Det er der ikke meget nytænkning i," siger Lone Vesterman Rasmussen.
Af samme grund overvejer kommunen en justeret tilgang, hvor opstarten sker over en længere periode, så de første måneder bruges på at sikre kvaliteten i de nye forløb.
"Det ville måske være bedre at vente til slutningen af august og sørge for, at vi får lavet nogle rigtig gode forløb, så dem, der bliver visiteret til de her nye forløb, faktisk mærker en forskel, frem for at lave nogle småforkølede forløb i juli og august bare fordi loven siger, at vi skal i gang," siger hun.
For at styrke indsatsen har kommunen også overvejet at invitere ældreminister Mette Kierkgaard (M) til et besøg for at drøfte udfordringerne og finde frem til den bedste løsning.
Manglende vejledninger
Michala Jessen, chef for Sundhed og Ældre i Halsnæs Kommune, deler de bekymringer, hendes kolleger udtrykker.
"Vi skal ikke bare have sat systemet op, men også have vores egne forløb ind i det. Det tager tid. Der skal kompetenceudvikling til, så vi sikrer, at alle gør tingene på den rigtige måde," siger Michala Jessen.
Hun understreger, at den stramme tidsplan betyder, at mange kommuner må gøre tingene på "bedste beskub" uden de vejledninger, de normalt ville få.
"Hvordan regner vi for eksempel takster? Det har vi ikke fået noget bud på centralt fra. Så der er mange ubekendte, og vi arbejder på at finde de bedste løsninger undervejs."
I Halsnæs Kommune vurderer man, at det kan tage op til to timer pr. borger at sætte de nye forløb op. Det betyder en betydelig ekstra arbejdsbyrde for medarbejderne, som stadig skal passe deres daglige opgaver.
"Man kan ikke bare migrere alle borgere på én gang. Det skal gøres manuelt, og hver borger skal vurderes individuelt efter den nye lovgivning. Det er en enorm opgave," siger hun og tilføjer:
"Vi skal nok tilbyde helhedspleje per 1. juli, men om alle medarbejdere er klar? Det er tvivlsomt. Vi gør, hvad vi kan, men det er en stor opgave, som også falder sammen med at alle skal afvikle sommerferie."
Sidst opdateret: 24/02/2025 - 18:28










































