
Christian Boel, direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune (tv.) og Jan Nielsen, direktør for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune.
Klar kommunikation skal sikre stabil drift inden opgaveflytning
Aarhus og Aalborg kommuner har en klar metode til at dæmpe medarbejdernes usikkerhed omkring kommunernes opgaveflytning med sundhedsreformen. Tidlige udmeldinger og gennemsigtig kommunikation er vejen frem.
Udgivet: 25/02/2025
For at sikre stabil drift og fastholde medarbejdere i en tid med forandringer har Aarhus og Aalborg Kommune valgt en målrettet tilgang: En aktiv kommunikationsstrategi kombineret med tydelig planlægning skal mindske usikkerheden blandt personalet.
Målet er at skabe tryghed og klarhed om fremtidige opgaver.
Sundhedsreformen indebærer, at ansvaret for flere sundhedsopgaver, herunder akutsygeplejen, specialiseret rehabilitering og den patientrettede forebyggelse samt akutpladser og hovedparten af de midlertidige pladser, flyttes fra kommunerne til regionerne. Kommunerne kan dog - efter aftale med regionerne - stå for driften af opgaverne. Indtil da kan der opstå usikkerhed blandt personalet, hvilket potentielt kan føre til medarbejderflugt undervejs i processen.
I Aarhus Kommune har man været hurtige til at melde ud, at man ønsker at være operatør på de opgaver, der overdrages som følge af sundhedsreformen. Christian Boel, direktør for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, forklarer:
"Vi oplever ikke nogen medarbejderflugt, men vi er selvfølgelig opmærksomme på, at det skaber en usikkerhed. Derfor har vi fra starten – faktisk allerede lige da sundhedsreformen blev offentliggjort – meldt åbent ud i vores organisation, at vi som udgangspunkt går efter at blive operatør for samtlige opgavetyper. Vi mener, at vi i Aarhus Kommune kan levere høj kvalitet, faglig og økonomisk bæredygtighed samt geografisk nærhed for borgerne – altså de kriterier, der er opstillet i sundhedsreformen."
Ældredirektøren understreger betydningen af at informere åbent og ærligt.
"Ved at levere et højt informationsniveau om, hvad vi agter at gå efter, og hvad der kommer til at ske, er jeg ret sikker på, at det er med til at skabe ro og mindske usikkerheden. Det giver medarbejderne en klar fornemmelse af, hvor vi står," siger han.
Selv om det endnu er uklart, hvordan de endelige aftaler med regionen vil se ud, håber Aarhus Kommune at kunne fortsætte som operatør. Christian Boel tilføjer, at kommunen har spændende udviklingsmuligheder for sygeplejersker, uanset hvordan opgaveoverdragelsen ender.
"Vi har andre spændende udviklingsmuligheder for sygeplejersker og andet personale i vores store organisation. Vi har bestemt også en forventning om, at der fortsat vil være mange, der søger vores vej," siger han.
Transparent strategi
I Aalborg Kommune deler man strategien om åben kommunikation. Det oplyser Jan Nielsen, direktør for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune, i et skriftligt svar til NB-Ældre.
"Vi har i hele forløbet op til den politiske aftale om sundhedsreformen været meget informerende i forhold til vores medarbejdere og fastholder denne transparente strategi i perioden frem til afklaringen af opgaveoverdragelsen medio 2026," skriver han.
Selv om Aalborg Kommune ikke oplever væsentlige udfordringer med rekruttering af sygeplejersker, anerkender Jan Nielsen risikoen for, at "de mest spændende sygeplejerske-job flyder ind til regionerne."
For at modvirke dette fokuserer kommunen på at skabe attraktive arbejdsforhold, forklarer han:
"På sigt kræves som altid at skabe fagligt spændende arbejdsfunktioner i den almene sygepleje og fastholde et godt arbejdsmiljø."
Aalborg Kommune overvejer også at fortsætte som leverandør af akutsygeplejen, afhængigt af de kommende forhandlinger.
"Aalborg Kommune kunne have en interesse i at fastholde leverandøropgaven for den specialiserede sygepleje – hvis vilkårene er rigtige," skriver han.
Både Aarhus og Aalborg Kommune har altså valgt en strategi baseret på gennemsigtighed og tidlig kommunikation for at minimere usikkerhed blandt medarbejderne.
Sidst opdateret: 24/02/2025 - 18:30










































