
Kommunerne har fuld metodefrihed til forebyggelsesarbejdet på ældreområdet med den nye ældrelov. Det kan give store forskelle på tværs af landet i ældres adgang til forebyggelse, skriver formanden for Danske Ældreråd i dette debatindlæg.
Ældreloven skaber risiko for nedprioritering af forebyggelsen
Med ældreloven er der ikke nogle krav til kommunernes forebyggelsesarbejde på ældreområdet. Det giver nye muligheder, men det giver også risiko for, at forebyggelsesindsatsen nedprioriteres i nogle kommuner, skriver formand for Danske Ældreråd.
Udgivet: 27/02/2025
Af Inger Møller Nielsen, formand, Danske Ældreråd
Trods gode intentioner i ældreloven om, at kommunerne skal prioritere forebyggelsesindsatsen overfor ældre, er loven ikke nogen garanti for, at det sker. I sidste ende er det de enkelte kommuner, der politisk skal beslutte, hvordan de vil organisere og prioritere indsatsen. Den kommende tid bliver derfor afgørende for fremtidens forebyggelsesindsats overfor ældre.
Der skal ikke herske tvivl om, at Danske Ældreråd tager godt imod ældreloven. Vi mener, at loven har potentiale til både at øge borgernes selvbestemmelse og sikre øget helhedsorientering, tværfaglighed og kontinuitet i ældreplejen. Men vi er også fuldt ud bevidste om, at lovens succes i høj grad afhænger af, hvordan den bliver implementeret lokalt.
Et af de områder landets 98 ældreråd vil følge tæt, er forebyggelsesområdet.
Fuld frihed må ikke føre til nedprioritering
Med ældreloven har kommunerne fået endog meget frie rammer til at arbejde med forebyggelse på ældreområdet. Det tidligere krav om forebyggende hjemmebesøg er fjernet og erstattet af en generel forpligtelse til at arbejde med forebyggelse.
Med ældreloven forpligtes kommunalbestyrelserne til at tilvejebringe en generel forebyggende indsats over for kommunens ældre borgere og til at iværksætte opsøgende indsatser målrettet borgere, hvor der vurderes at være et forebyggelsespotentiale. Men da der ikke er nogen krav til, i hvilket omfang og hvordan det skal foregå, har kommunerne fuld metodefrihed.
Det giver nye muligheder, men det giver også risiko for, at forebyggelsesindsatsen nedprioriteres i nogle kommuner, og der kan opstå store forskelle på tværs af landet i ældres adgang til forebyggelse.
Viden og evaluering er en af nøglerne til succes
Vi ærgrer os over, at ældreloven ikke ligefrem lægger op til, at man nationalt vil følge op på, hvordan kommunerne lever op til deres ansvar for at levere en generel forebyggende indsats. Der skal laves en evaluering af ældreloven om fem år og en delevaluering om tre år, men forebyggelsesområdet er ikke nævnt som et af fokusområderne i evalueringen.
Det er uheldigt af flere grunde. For det første bliver det svært at få et samlet overblik over, hvordan forebyggelse prioriteres på tværs af landet. For det andet risikerer vi, at værdifulde erfaringer og gode idéer går tabt.
Hvis vi skal lykkes med at løfte forebyggelsesområdet, er det nødvendigt at opbygge et solidt vidensgrundlag både i den enkelte kommune og nationalt. Det kræver, at kommunerne arbejder systematisk med forebyggelse, måler på effekten af deres indsatser og deler deres resultater. Ikke bare for at dokumentere, hvad der virker, men også for at inspirere andre kommuner til at følge trop.
Noget af det som ældreråd landet over derfor vil have fokus på lokalt er, at kommunerne udvikler en klar og ambitiøs strategi for forebyggelse på ældreområdet, og at der arbejdes systematisk med at måle effekten af forebyggelsesindsatserne, så der kan ske løbende læring og forbedring.
Og så vil vi have fokus på, at forebyggelse på ældreområdet ikke kun bliver for de mest ressourcestærke borgere. Mange ældre har selv overskud til at opsøge tilbud om sundhedsfremme eller sociale aktiviteter, men der er også en stor gruppe, der har brug for en opsøgende indsats for overhovedet at komme i gang. Der skal arbejdes for, at forebyggelse og sundhedsfremme bliver tilgængeligt for alle – uanset om man bor alene, har begrænset mobilitet eller mangler et stærkt socialt netværk.
Vi kan derfor kun opfordre til, at landets kommunalbestyrelser udnytter friheden til at sætte en ambitiøs dagsorden, der fastholder og styrker forebyggelsesindsatsen.
Sidst opdateret: 26/02/2025 - 20:41
Temaer: Debat










































