
Der skal skabes ordentlige rammer for, at frivillige kan varetage opgaver i hjemmeplejen. Det kan være kompetenceudvikling, støtte, supervision og lignende, forklarer Pia Kürstein Kjellberg.
Forsker anbefaler: Afgiv alle opgaverne fra sundhedsreformen til regionerne
Selv om en række kommuner ønsker at fortsætte driften af flere af de opgaver, regionerne skal overtage med sundhedsreformen, råder ældreforsker kommunerne til at give slip. Det er der én simpel grund til.
Udgivet: 30/01/2025
Den almene hjemme- og sygepleje bliver en så stor udfordring for kommunerne, at det er bedst, at de lader regionerne overtage de opgaver, som det er tiltænkt med sundhedsreformen.
Sådan lyder anbefalingen fra Pia Kürstein Kjellberg, projektchef hos Vive, der har forsket i ældre- og sundhedsområdet i over 20 år.
Hendes anbefaling kommer efter, at flere kommuner i en rundspørge i NB-Ældre har givet udtryk for, at de gerne vil drifte flere af de opgaver, som regionerne skal overtage med sundhedsreformen. Kommunerne kan nemlig indgå aftaler med regionerne om at fortsætte driften af for eksempel midlertidige pladser og akutsygeplejen. Men det mener Pia Kürstein Kjellberg altså kommunerne skal genoverveje.
“Kommunerne står med så store udfordringer de kommende år med at sikre en almen hjemme- og sygepleje af tilstrækkelig høj kvalitet, at jeg vil opfordre dem til at fokusere deres ressourcer på at sikre det, i stedet for at vedblive at kæmpe for at varetage driften af de områder, som regionerne er sat til at overtage,” siger hun og henviser til det stigende antal ældre og rekrutteringsudfordringerne på ældreområdet.
Hun er godt klar over, at det for nogle kommuner vil "opleves som et meget stort tab at skulle afgive områder, som de har arbejdet med og fokuseret på at udvikle, og i nogle tilfælde også driver med rigtig god kvalitet,” siger hun og fortsætter:
“Men det handler om, hvor meget kapacitet man har, også ledelsesmæssigt og i forhold til udvikling. Her betyder det både noget, hvad man har ansvaret for at drive, og hvordan man prioriterer sine kræfter,” siger hun.
Regional drift kan også være lokalt
Et af kommunernes argumenter for at ville beholde driften af de opgaver, som flyttes til regionerne, er, at de er bange for, at borgerne mister nærheden. Men det kan løses på en anden måde, påpeger Pia Kürstein Kjellberg.
“Det vil være oplagt for kommunerne at tage drøftelsen med regionerne om, hvordan man sikrer nærhed i opgaveløsningen. Bare fordi noget bliver regionalt drevet, er det ikke ensbetydende med, at det ikke kan være nært, forstået som lokalt," siger hun.
Hun henviser til, at det i princippet også er regionerne, der driver almen praksis. "Men almen praksis er ude lokalt,” siger hun.
Lægedækning er vigtigst
I forhold til de midlertidige pladser har nogle kommuner også udtrykt frygt for at miste fleksibiliteten, hvis regionerne overtager driften. Det anerkender Pia Kürstein Kjellberg, som mener, at kommunerne skal være tydelige i de krav, de stiller til regionerne, samt i den mere konkrete arbejdsdeling, de aftaler på området.
Kommunerne bruger nemlig de midlertidige pladser til forskellige formål, og det er ikke sikkert, at regionerne overtager alle de midlertidige pladser, det vil sige, at der også i fremtiden kan forventes at være midlertidige pladser tilbage i kommunerne, for eksempel til aflastning.
Men her vurderer Pia Kürstein Kjellberg, at hvis sundhedsreformen lykkes, så vil behovet for de midlertidige pladser, som måtte være tilbage i kommunerne, være begrænset, både fordi der oprettes nye midlertidige pladser i regionalt regi, og fordi målet med reformen er, at mere behandling skal foregå i eget hjem.
“Her bliver det vigtigste at sikre en almen hjemme- og sygepleje af høj faglig kvalitet, der kan samarbejde med regionerne om opgaveløsningen,” siger forskeren.
Integreret løsning får største udfordringer
I forhold til flytning af akutsygeplejen har flere kommuner udtrykt bekymring i forhold til rekruttering af sygeplejersker. De er bange for, at sygeplejersker vil flytte til regionerne, fordi de finder arbejdet der mere udfordrende.
“Mange kommuner har jo allerede adskilt opgaven, så de har én gruppe sygeplejersker, der kører rundt i akutteam, og én gruppe der varetager det almene. For dem har jeg svært ved at se, at det skulle blive et større problem” siger Pia Kürstein Kjellberg og fortsætter:
“Der hvor jeg ser de største udfordringer, er i de kommuner, der har gået efter en integreret løsning, hvor akutsygeplejen leveres integreret med den almene del. Der forstår jeg godt, at det er frustrerende, fordi det er en reel daglig ressource, der tages fra opgaveløsningen,” siger hun.
Pia Kürstein Kjellberg fremhæver samtidig, at arbejdet i den almene hjemme- og sygepleje i høj grad er udfordrende, og ikke kan forventes at blive mindre udfordrende i en fremtid med et stigende antal ældre og multisyge borgere, der skal behandles i eget hjem.
"Rekruttering og tilknytning af sygeplejersker til den almene hjemme- og sygepleje er af afgørende betydning, men påvirkes derfor ikke som sådan af beslutningen om at lade de kommunale akutteams overgå til regionerne," vurderer Pia Kürstein Kjellberg.
Sidst opdateret: 18/06/2025 - 11:57










































