Jan Nielsen, direktør for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune, Pia Ulv Helleland, direktør for Social og Sundhed i Lemvig Kommune og Mette Andreassen, direktør for Social, Sundhed og Omsorg i Viborg Kommune.

Jan Nielsen, direktør for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune, Pia Ulv Helleland, direktør for Social og Sundhed i Lemvig Kommune og Mette Andreassen, direktør for Social, Sundhed og Omsorg i Viborg Kommune.

Mange kommuner vil gerne beholde drift af midlertidige pladser

Flertallet af ældredirektørerne, som har svaret på rundspørge, forventer, at kommunen gerne vil stå for driften af de midlertidige pladser, selv om ansvaret flytter til regionerne.

Udgivet: 17/01/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

"Vi gør det faktisk godt på det her område, så hvorfor ikke fortsætte med det?"

Sådan lyder det fra Jan Nielsen, direktør for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune, når han forklarer, hvorfor han forventer, at kommunen vil tilbyde at tage ansvaret for driften af de midlertidige pladser.

I en rundspørge til landet ældredirektører foretaget af NB-Ældre svarer 19 ud af 26 ældredirektører, som har valgt at deltage, at de enten helt eller delvist forventer, at deres kommune vil påtage sig driften af de midlertidige pladser. De resterende syv er usikre.

Med sundhedsreformen overgår ansvaret for en række sundhedsopgaver - herunder hovedparten af de midlertidige pladser - fra kommunerne til regionerne. Formålet er at sikre mere ensartet kvalitet. Ikke desto mindre kan regionerne indgå aftaler med kommunerne om, at de varetager driften af hele eller dele af opgaverne på vegne af regionen.

"Det skal ikke forstås sådan, at vi for alt i verden vil stå for driften," understreger Jan Nielsen: "Det forudsætter selvfølgelig, at der findes nogle fornuftige aftaler omkring, at vi fortsat kan løfte opgaven med samme kvalitet, som vi løfter med i dag," siger han.

Fik du læst?

Centralisering af sygeplejen vil aldrig gavne borgerne

Kommunerne og regionerne skal nå at blive enige, så delingsprocessen kan besluttes inden 1. april 2026, fremgår det af sundhedsreformen. Men hvis midlerne følger med, har Jan Nielsen svært ved at se, hvorfor Aalborg Kommune ikke skulle stå for driften.

"Vi har gennem en årrække opbygget kompetencer og viden om midlertidige pladser, som vi mener ville være værdifuld for de nye sundhedsråd at få med," siger han og forklarer, at borgerne fra dag et vil have et velfungerende tilbud.

Jan Nielsen påpeger, at det ikke kun handler om faglige kompetencer, men også om tryghed for personalet.

"At skifte arbejdsgiver og overgå til en ny organisation skaber ofte utryghed. Det er ud fra den betragtning, at det på alle måder vil være en fornuftig løsning, som hurtigt kan implementeres," siger han.

Sikre sammenhængen

Mette Andreassen, direktør for Social, Sundhed og Omsorg i Viborg Kommune, fremhæver fordelene ved, at kommunen fortsat driver de midlertidige pladser. Hun peger blandt andet på det stærke samarbejde med nabokommunerne Skive og Silkeborg, hospitalsenhed Midt og de praktiserende læger.

"Det fungerer rigtig godt, så det har vi tænkt os at holde fast i," siger hun.

Ifølge direktøren giver det ikke mindst mening at beholde driften, fordi det sikrer sammenhængen til borgernes øvrige forløb. Langt de fleste borgere, som er på midlertidige pladser, er enten knyttet til kommunens ældrepleje eller bliver det efter et ophold på en af de midlertidige pladser, forklarer hun:

"Vi har en interesse i at byde ind på leverandørrollen på de midlertidige pladser, fordi vi tænker, at det alt andet lige må være nemmere for os at sikre sammenhængen, siger hun og tilføjer:

Mette Andreassen pointerer, at der opstår et hul, når borgeren er på hospitalet, og at hullet kun bliver endnu større, hvis kommunen ikke længere driver de midlertidige pladser som leverandør til regionen.

"Når dialogen med borgerne foregår tæt på, bidrager et midlertidigt ophold langt bedre til forberedelsen af det, der skal ske, når de vender hjem."

Fastholdelse af dygtige medarbejdere

Pia Ulv Helleland, direktør for blandt andet Social og Sundhed i Lemvig Kommune, ser kommunerne som bedst egnet til at varetage driften af de midlertidige pladser.

Hun fremhæver, at det ikke kun handler om nærhed, men også om at fastholde kompetencer i organisationen.

"Vi leverer en rigtig god kvalitet på vores midlertidige pladser, og det vil jeg gerne fastholde. Jeg ønsker, at borgerne kan blive i kommunen, men også at vores personale har mulighed for at udvikle sig fagligt," siger hun.

Pia Ulv Helleland forklarer, at de midlertidige pladser ofte giver personalet mulighed for at arbejde med patienter med komplekse behov, hvilket styrker fagligheden blandt sygeplejersker og andre medarbejdere.

"Det er også med til at fastholde dygtige medarbejdere," forklarer hun.

Sidst opdateret: 17/01/2025 - 11:36

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]